Tidligere ambassadør: Johnson satte tilliden til Storbritannien over styr for at redde sit eget skind

Boris Johnsons tid som partileder og premierminister i Storbritannien synger på sidste vers inden tæppefaldet. Det har han kun sig selv at takke for ligesom hans forgænger Margaret Thatcher.

Men hvad vil eftertiden huske ham for? Det Konservative Partis største valgsejr i mands minde i 2019, coronanedlukning af det britiske samfund og sin effektive udrulning af det britiske vaccineprogram, sin markante militære støtte til Ukraine, sit rodede privatliv, utallige løgne, alternative sandheder, fortielser, lovbrud og tomme løfter? Næppe.

Sin tid som udenrigsminister under Theresa May, som de færreste kan huske, bortset fra at opfinde begrebet "Global Britain" med imperiale undertoner, malplacerede vittigheder og at sammenligne EU med nazismen? Næppe heller.

Som tiden går, vil to ting stå tilbage: Boris Johnson er sin generations mest ukonventionelle, farverige premierminister. Og frem for alt vil han huskes for Brexit.

Begge med alvorlige konsekvenser for det britiske samfund og økonomi.

Allerede som konservativ, EU-skeptisk journalist på Daily Telegraph udviklede Boris Johnson et særligt talent for at blande journalistisk og politik til en eksplosiv cocktail.

Brexit var hele vejen igennem baseret på urealistiske løfter og uærlighed om konsekvenserne i en sådan grad, at man må frygte, at det er blevet en kronisk del af britisk politik

Claus Grube
Danmarks tidligere ambassadør i London

Om historierne så var sande eller ej, var ikke afgørende, så længe de solgte. Hans rebelskhed over for konventioner og almindelig god tone indbragte ham i 2008 borgmesterposten i London.

En platform, som han dygtigt udnyttede til at styrke sin position som backbencher i Det Konservative Parti med De Olympiske Leje i 2012 og anlæg af cykelstier, som de færreste bruger.

Boris Johnsons personlige politiske ambitioner har aldrig fejlet noget. Som dreng ville han være "verdens konge". Men premierminister i Storbritannien var heller ikke at foragte.

Med en biografi i 2014 om Englands største leder, Winston Churchill, lykkedes det ham dygtigt at projicere sig selv som Englands næste frelser. Men hvordan kunne han opnå målet, når flertallet i det dengang centrumliberale, konservative parti var inderligt imod ham, hans utilregnelighed og svage lederegenskaber?

Boris Johnson og hans lille klike af højrenationale EU-modstandere kunne ikke tro deres eget held, da det i 2016 lykkedes Johnson at elektrificere en kedelig folkeafstemningsdebat og køre både David Cameron og Labours daværende leder, Jeremy Corbyn, af banen.

Bombastisk, optimistisk og bevidst manipulerende konverterede han nærmest fra den ene dag til den anden fra ultraliberal Konservativ til EU-modstander, engelsk nationalist og antiimmigrationsfortaler.

Målet helliger midlet. Men målet var ikke at forlade EU, men at bringe Boris Johnson til magten i Storbritannien. Brexit var kun midlet.

Og Boris Johnson skyede, efter at Theresa May blev udnævnt til premierminister, ingen midler for at gennemføre det Brexit, som ingen havde defineret, af frygt for at splitte det uregerlige Konservative Parti.

Han forlod udenrigsministerposten og blev leder af den konservative junta, som førte den parlamentariske guerillakrig, der i 2018 tvang Theresa May fra premierministerposten, da hun af hensyn til vækst og beskæftigelse ikke ville gennemføre det hårde, hurtige Brexit, som Johnson og hans støtter krævede.