Kommentar af 
Claus von Barnekow

Tidligere ambassadør: SVM-regeringen er allerede på diplomatisk kollisionskurs med konventionerne

Så blæses der på ny falskt i trompeten. Blandt den nye regerings 38 udfordringer i regeringsgrundlaget er "begrænsede muligheder for at udvise kriminelle udlændinge". Men har man overhovedet undersøgt problemets omfang, spørger Claus von Barnekow.

Seneste prægtige iscenesættelse med fanfareagtige politiske erklæringer til indenrigspolitisk brug var i 2017 i Europarådet, da den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen arbejdede på at begrænse EMD's indflydelse, skriver Claus von Barnekow.
Seneste prægtige iscenesættelse med fanfareagtige politiske erklæringer til indenrigspolitisk brug var i 2017 i Europarådet, da den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen arbejdede på at begrænse EMD's indflydelse, skriver Claus von Barnekow.Foto: Piroschka Van De Wouw/Reuters/Ritzau Scanpix
Claus von Barnekow
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Held og lykke til den nye regering og dens bidrag til at løse den række af ydre og indre problemer, som regeringen har valgt at præsentere i sit tværpolitiske grundlag som et resultat af en forhandlet politisk fællesmængde.

Det skal herfra fremhæves, at "regeringen vil arbejde for at styrke det regelbaserede internationale samfund og derfor fastholde Danmarks medlemskab af de internationale konventioner." Det er forventeligt, og præcisionen er glædelig.

Blandt den nye regerings 38 udfordringer anføres dog det angiveligt særlige danske politiske problem, at "der er begrænsede muligheder for at udvise kriminelle udlændinge, hvilket er en udfordring."

Modpolen i dette problemkompleks er Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) og dens fortolkning af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), der er til for at beskytte individet mod statens vilkårlighed.

Dette særligt danske problem er en påstand og en fortælling, som søsattes af Dansk Folkeparti. I de seneste otte år er det jævnligt dukket op til overfladen, blevet afvist og så på ny blevet søsat.

Seneste prægtige iscenesættelse med fanfareagtige politiske erklæringer til indenrigspolitisk brug var i 2017 i Europarådet, da den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen arbejdede på at begrænse EMD's indflydelse.

I saglighedens navn stødte det stolte skib på grund og led et bekræftet diplomatisk skibbrud på Kronborg Slot 17.-18. maj 2018, da Danmarks formandskab for Europarådets Ministerkomité blev afsluttet uden at opnå sit mål.

Kunne et folketingsmedlem ikke være så venlig at stille spørgsmålene til justitsministeren og udlændinge- og integrationsministeren med kopi til udenrigsministeren

Claus von Barnekow

På det møde bragte Danmarks daværende statsminister og netop udnævnte udenrigsminister, som er jurist af uddannelse, til mødets forbløffelse dansk indenrigspolitik ind i rummet ved at gentage det åbenlyst falske udsagn om ikke at kunne udvise alvorligt kriminelle udlændinge.

Er det mon muligt at kunne få problemstillingen – ikke udfordringen – klarificeret en gang for alle uden inddragelse af managementsprog, som det vist hedder på nudansk.

Spørgsmålene er: Hvor mange kriminelle udlændinge er der i Danmark udvist ved dom og ved administrativ afgørelse i for eksempel de seneste ti år. Hvor mange udlændinge har danske domstole under inddragelse af EMRK og især hensynet til familieliv skønnet ikke at kunne udvise?

Hvad skyldes eventuelle stigninger og fald i antal? Hvor mange anmodninger om behandling af danske domstoles afgørelser ved EMD er blevet afvist af Domstolen? Hvor mange er blevet antaget til behandling? Hvor mange har Danmark tabt og hvorfor? Hvor mange udviste kriminelle udlændinge har ikke kunnet sendes ud af landet?

Læs også

Kunne et folketingsmedlem ikke være så venlig at stille spørgsmålene til justitsministeren og udlændinge- og integrationsministeren med kopi til udenrigsministeren.

Dernæst: Hvad betyder "begrænsede muligheder" konkret? Ønsker regeringen at fravige den rimelige afvejning af de relevante hensyn, der skal tages af domstolene?

Nemlig en proportionalitetsvurdering af hensynet til privatliv og familieliv på den en side og forebyggelse af uro eller forbrydelse på den anden side. EMRK indeholder intet absolut forbud mod udvisning af visse udlændinge, men EMD lægger vægt på afvejning og proportionalitet.

Ønsker regeringen i virkeligheden at tilsidesætte "begrænsede muligheder" og erstatte det med "ubegrænsede muligheder"? Det vil sige minimere en human og almen menneskelig vurdering af et sagsforhold, der vedrører kriminelle udlændinge, således som det formentlig gerne sås af de to indflydelsesramte småpartier på Folketingets yderste højerefløj.

Altså, udover en bagatelgrænse, ingen grænser for statens adgang til udvisning. I givet fald efter hvilke retsprincipper?

Regeringen og et flertal i Folketinget kan fravige EMRK. Såfremt Folketinget vedtager en lov og i forarbejderne tilkendegiver at fravige EMRK eller muligheden af fravigelse, må danske domstole kunne antages at være forpligtet til at respektere lovgivers ønske og lægge denne lov til grund uanset indholdet af EMRK.

Er det den vej, man overvejer at gå på et tidspunkt, hvor den umiddelbare opmærksomhed om udlændingeproblematikker står i skyggen af andre aktuelle problemer? 

På et hypotetisk spørgsmål om hvorfor udvisning overhovedet bringes op i regeringsgrundlaget, kunne man anstille den betragtning, at de ansvarlige for formuleringerne har opnået et kompromis om et emne, hvor det politiske budskab prioriteres over det saglige; hvad virkeligheden er efterspørges ikke.

Den forrige regering tilkendegav således i august en ønsket skærpelse af udvisningsreglerne, idet en udlænding altid skal udvises, hvis vedkommende bliver idømt en ubetinget fængselsstraf. Kun hvis det med sikkerhed er i strid med Danmarks internationale forpligtelser at udvise, skal udvisning undlades.

Er der så overhovedet tale om en skærpelse af andet end retorikken? Næppe.

Må man i øvrigt i den forbindelse spørge, hvorledes det forholder sig med EU-borgere og EU's opholdsdirektiv?

Det er selvsagt politisk relevant, at ville drøfte og påvirke Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og dens praksis, men grundlaget og præmissen herfor er folkerettens og konventionernes indhegnende virkelighed. Ikke en indgriben i domstolens uafhængighed.

I januar 2018 udtalte Venstres daværende statsminister, nu udenrigsminister, i Europarådets parlamentariske forsamling: "Vi har brug for et system, der ikke blander sig for meget i de lande, der tager menneskerettighederne seriøst," sagde han.

Den sætning rummer den særlige danske opfattelse, at Danmark er undtagelsernes land, uanset den folkeretlige hovedregel om at indgåede traktater overholdes (pacta sunt servanda).

Er det den holdning regeringen ønsker at tilkendegive påny?

Det lyder kønt, men har man ikke før været engageret i konventionerne?

Claus von Barnekow

I regeringsgrundlaget anføres blandt andet, at der skal stås "vagt om menneskerettighederne og de globale værdier, der er forudsætningen for vores levevis og derfor fastholde Danmarks medlemskab af de internationale konventioner."

Men der findes også "uhensigtsmæssigheder ved dele af konventionerne og fortolkningen af dem. Der er for eksempel begrænsede muligheder for at udvise kriminelle udlændinge, hvilket er en udfordring. Vi skal derfor være klar til at udfordre og afsøge de rammer, som konventionerne sætter op, således at deres negative bivirkninger minimeres."

"På grund af disse "udfordringer" vil regeringen udnævne en ambassadør, der skal sikre, at Danmark engagerer sig i arbejdet med konventionerne, herunder hvordan de anvendes og fortolkes."

Det lyder kønt, men er "Danmark" ikke engageret i konventionerne i forvejen? Menneskerettigheder og retsstatsprincipper betones da heldigvis igen og igen. Så er det styrkede engagement alene defensivt og om Danmarks såkaldte "udfordringer"?

Eller er det en generel offensiv indsats over for EU-klassens og Europaråds-klassens vanskelige elever som eksempelvis Ungarn og Polen i EU, Ungarn, Polen og Tyrkiet i Europarådet og andre? Danmark har tidligere haft en menneskerettighedsambassadør, hvor interessen dog blev rettet mod stater langt fra og uden direkte konkret betydning for Danmark.

Betyder denne glædelige udnævnelse, at det ikke mere er en sagesløs fuldmægtig fra Justitsministeriet, som overværer møderne i Europarådets vigtige styringskomité om menneskerettigheder?

Et forum på et niveau, hvor flertallet af deltagere er regeringsagenter ved Domstolen eller deres stedfortrædere, men hvor Danmark i årevis ingen rolle har ønsket at spille og ingen respekt nyder? Skal det særlige danske problem uden skønsom indpakning endelig fremlægges her? 

Det er nok en god ide, at man inden udmøntning får læst sagsakter om det opsigtsvækkende danske formandskab for Europarådets Ministerkomité efteråret 2017, foråret 2018 igennem.

Se på dets indenrigspolitiske forudsætninger (Venstre statsminister, konservativ justitsminister samt et højrøstet DF), mangel på konkrete resultater, og hvorledes Justitsministeriet med beskeden diplomatisk erfaring og indsigt buldrede afsted uden at erkende opgavens vanskelighed eller terrænets beskaffenhed.

Regeringen vil nu igangsætte en grundig udredning af Danmarks forpligtelser og muligheder i forbindelse med Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention (EMRK) og afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD).

I den forbindelse må det være på sin plads først at erkende problemets reelle omfang.

Som et bidrag kan oplyses, at fra december 2017 til i dag, altså de seneste fem år har Domstolen afvist eller afgjort 28 sager anlagt mod Danmark. 17 sager om dom for kriminalitet var anlagt af udenlandske statsborgere (to med dobbelt statsborgerskab). En var anlagt af dansk statsborger. Danmark har fået medhold af EMD i 16 af disse 18 sager, medens EMD har fundet en krænkelse af sagsøgers rettigheder i to sager, hvor dansk domstols afvejning og proportionalitet ikke fandtes tilstrækkelig af EMD.* 

Men en udredning er da en god idé. Der er nok på Institut for Menneskerettigheders hylder om tidligere overvejelser med mere, men uanset hvad, skal der stås vagt om menneskerettighederne og konventionerne, siger regeringen.

Opgaven svarer dermed til at spørge om, hvor meget mere man kan spise uden at tage på, eller hvor meget mindre man kan spise uden at tabe sig.

Resultatet er det samme.

*I en tidligere version af indlægget fremgik det, at alle 18 sager var anlagt af udenlandske statsborgere. En af disse var dog anlagt af en dansk statsborger. Det er nu præciseret i indlægget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus von Barnekow

Seniorrådgiver, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, bestyrelsesmedlem, Militærhistorisk Netværk (Dansk Militærhistorisk Kommission), fhv. ambassadør, Europarådet
cand.phil. i historie (Odense Uni.), handelsuddannet fra Købmandsskolen og Niels Brock

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00