Eks-muslim om Muhammedtegninger: Elever underlagt religiøs kontrol skal ikke frarøves demokratisk dannelse

I debatten om Muhammedtegninger glemmer vi de unge, der kommer fra muslimske familier, som ikke føler sig stødt af tegningerne. De er underlagt en stærk religiøs kontrol, og vi skylder dem ikke at fortrænge debatten, skriver Mustafa Sayegh.

Placeholder image
religiøse sociale kontrol gør, at når der i klassen diskuteres emner som religion, så holder unge med muslimsk baggrund sig ofte tilbage i frygt for at sige noget, der kan give anledning til, at de andre elever med muslimsk baggrund dømmer dem. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I debatten om, hvorvidt Muhammedtegningerne bør bruges i undervisningen eller ej, repræsenterer jeg de elever med muslimsk baggrund, som sidder i klasselokalet og holder sig tilbage fra at sige sin ærlige mening til alt dette. Det kaldes religiøs social kontrol. 

Som tidligere muslim og formand for Danmarks første forening for eks-muslimer ser jeg, hvordan der på den ene side er en intellektuel fløj, der argumenterer for, at tegningerne bør bruges: Det er en central del af unges demokratiske dannelse at kunne håndtere kontroversielle emner, lyder argumentet. Fravælger vi Muhammedtegningerne, er den eneste læring, at trusselskampagner rent faktisk virker, skriver professor Thomas Hoffmann for eksempel i et indlæg på Altinget.

Og på den anden side ser jeg religiøse muslimske miljøer, der argumenterer imod med henvisning til et hensyn til religiøse følelser og truslen om ny krise. Dette kommer Elif Demir Gökce ind på i sit indlæg på Altinget.

Vi taber allesammen, hvis vi giver efter

Mustafa Sayegh, stifter og formand for foreningen Frafalden

Men Elif kommer også ind på noget af det, som jeg ønsker at belyse. Nemlig børn og unges trivsel. 
Elif skriver blandt andet: "Muslimske elever kan føle sig udstillet blandt sine klassekammerater og blive provokeret og stødt af fremvisningen af karikaturer af deres profet." 

Her må jeg som eks-muslim simpelthen bryde ind. Som jeg indledte med at skrive, så repræsenterer jeg de elever, der sidder i klassen og er underlagt en religiøs social kontrol. Den religiøse sociale kontrol gør, at når der eksempelvis i klassen diskuteres emner som religion, så holder unge med muslimsk baggrund sig ofte tilbage med deres ærlige mening i frygt for at sige noget, der kan give anledning til, at nogle af de andre elever med muslimsk baggrund dømmer dem. 

Forældrenes religion 

I de muslimske miljøer spredes rygtet hurtigt og kan derfor betyde, at forældre og familie bliver udskammet og derved mister deres status og anseelse som værende "gode muslimer". 

Det betyder, at den unge med muslimsk baggrund, som i virkeligheden slet ikke føler sig stødt over disse tegninger, er nødt til at tie stille eller lade, som om de er stødt over det.  Ellers vil det netop gå udover familiens ry.  

Og lige netop familie og forældre er vigtig her. For det er forældrene, der fastholder børnene i denne rolle. Det er de muslimske forældre, der afholder børnene fra den demokratiske dannelse.  

Så når Elif skriver, at muslimske elever kan blive provokeret eller føle sig forurettet af fremvisning af karikaturer af deres profet, så er det i virkeligheden forældrenes profet, hun henviser til. Og når hun påstår, at muslimske elever kan føle sig udstillet, så vil jeg spørge: Hvordan føler muslimske elever sig så, når der helt åbenlyst er denne frygt for at vise tegningerne?

Eleverne følger nemlig også med i denne offentlige debat, det kan hun være sikker på. Mener Elif, at denne rolle, som eleverne ufrivilligt bliver sat i, er god for deres selvværd, deres selvopfattelse og deres sociale kompetencer?  

Vi må ikke give efter 

Jeg husker tydeligt alle de religiøse følelser og tanker, jeg var underlagt under min opvækst. I mange år undertrykte jeg mine egne behov, tanker og ønsker. Først i en alder af 26 år turde jeg tage skridtet, åbent forlade islam og frigøre mig fra den magt over sindet, som religionen er. Og jeg er ikke den eneste.

Det er de muslimske forældre, der afholder børnene fra den demokratiske dannelse. 

Mustafa Sayegh, stifter og formand for foreningen Frafalden

Den elev, som sidder i klassen og undertrykkes på denne måde, skal ikke frarøves sin demokratiske dannelse. Og lige nu er der en gruppe muslimske forældre, der vægter islam højere end den demokratiske dannelse, og en anden gruppe muslimske forældre, der ikke tør sige dem imod af frygt for udskamning og udstødelse.  

Samtidig står lærerne med en frygt for vold, pakket ind i "respekt og hensyn".  Men hvor er "respekt og hensyn" til de elever, jeg omtaler? Og hvad med de danske ikke-muslimske elever? Hvorfor frarøves de undervisning i en af Danmarkshistoriens største udfordringer?  

Vi taber alle sammen, hvis vi giver efter. 

Omtalte personer

Thomas Hoffmann

Professor, islam-forsker
cand.mag. (religionshistorie, Københavns Uni. 2000)

Elif Demir Gökce

Byrådsmedlem (løsgænger), Brøndby Kommune

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser