Byrådsmedlem: Muhammedtegningerne skal ikke være obligatoriske i undervisningen

Et beslutningsforslag fra blå blok skal sørge for, at staten laver undervisningsmateriale om Muhammedkrisen, som undervisere kan vælge at bruge.

Formålet er at forsvare ytringsfriheden for den enkelte lærer og skole.

Professor i islamisk teologi Thomas Hoffmann fremhæver i sit debatindlæg i Altinget, at man ikke kan undervise i emnet uden også at fremlægge Jyllands-Postens tekst og tegninger.

Det er jeg uenig i. Som kommunalpolitiker med muslimsk baggrund vil jeg advare imod at følge Thomas Hoffmanns forslag om, at Jyllands-Postens tekst og tegninger bør være obligatoriske i undervisningen.

Karikaturserien med Kurt Westergaards tegning skabte stor krise i Danmark og vrede rundt omkring i verden. Da det kan anses for at være en stor sag i nyere tid i Danmarkshistorien, kan det også være relevant materiale til undervisning om ytringsfrihed.

Der er dog tale om en målgruppe, som grundet deres alder kan have svært ved at forholde sig objektivt til pågældende emne. Muslimske elever kan føle sig udstillet blandt sine klassekammerater og blive provokeret og anstødt af fremvisningen af karikaturer af deres profet.

Det er vigtigt at se situationen i lyset af børn og unges trivsel og vurdere, hvorvidt det egentlig er oplagt at gennemgå emnet i folkeskolen. Skoleledernes formand, Claus Hjortdal, viste en tydelig respekt og et forsigtighedsprincip ved at spørge i fagbladet Folkeskolen: "Hvorfor vise tegningerne, hvis man på forhånd ved, at man krænker nogle forældre og støder elever fra sig?".

Ulige magtforhold mellem lærere og elever

Under en behandling af beslutningsforslaget har Mette Thiesen (NB) fortalt, at hun som skolelærer vil være meget bekymret for lærernes ytringsfrihed.

I det henseende vil den fornuftige tænker nok tage den "svære samtale" på den mest hensigtsmæssige måde. Vi kan ikke lukke øjnene for, at der foreligger et ulige magtforhold mellem lærer og dennes elever.

Vi bør for ytringsfrihedens skyld søge mod en fælles diskurs, der til forskel fra en bombe søger at samle os alle i fællesskabets navn

Elif Demir Gökce (R)
Byrådsmedlem, Brøndby Kommune

Det ulige magtforhold kan medføre, at børn og unge ikke kan italesætte deres følelser åbent, imens de inderst inde føler, at deres religiøse nærfølelser bliver ydmyget, og at deres profet og egen identitet bliver målrettet angrebet. Det vil givetvis forøge mistrivslen blandt de mest sårbare elever.

Karikaturkrisen som emne kan behandles med en professionel og forstående tilgang af en underviser, som har en dynamisk klasse med en gensidig tillid. Her vil alle elever blive set og have en tillidsfuld og sund nærrelation til deres lærer og hinanden.

Omvendt, hvis der er tale om en dysfunktionel klasse, hvor læreren har nogle forudindtagede fordomme om bestemte elever – eller bestemte elevgrupper og deres religion – så vil en retorisk, ukorrekt fortælling eller fremvisning af en "bombe i turbanen" ikke tjene andet formål end at være et provokationsmiddel.

En forvaltning efter læringsmålets hovedhensyn – at formidle og diskutere åbent, ærligt og faktuelt om et kontroversielt emne – vil derfor stå i stor kontrast til ovennævnte tilgang.

Vi skal kunne fungere som ét fællesskab

Alt i alt kræver det reel viden og erfaring samt empati fra lærerens side.

Undervisningen bør rumme indslag om, hvordan tegninger kan ses som udtryk for islamofobi og islambashing og ikke kun som udtryk for ytringsfrihed, som en klog islamforsker har skrevet til mig.

Hvis man skal kunne analysere persona, som her er profeten Muhammed, skal man kunne tolerere at inddrage reel viden om profeten. I monoteistiske religioner vil man anvende de Hellige Skrifter som hovedkilde. Således vil Koranen være hovedkilde om profeten og hans liv.

Al tilskreven litteratur vil blot stå tilbage som en fortolkning af hans liv. Hvis ikke religionens egen forfatning benyttes, vil vores børn og unge stå tilbage med et billede af bomben i tegneserien – en metonymi for krigsførelse eller terror, som dermed kan skabe en omvendt radikalisering.

Inden folketingspolitikere i følelsernes vold risikerer at udbrede materiale om Muhammedtegningerne – for politisk at legitimere en udvalgt forvrænget fortolkning af Islam og muslimerne – vil det være oplagt også at lytte til dem, som det vedrører. Dermed vil vi alle tage et politisk ansvar og sikre, at vores alles børn og unge føler sig trygge og kan forholde sig til et stykke samskreven historie.

Vi skal kunne italesætte både fakta og følelser, tab og sorg, men alt i alt skal vi huske, at vi skal kunne fungere som ét fællesskab. Vi bør for ytringsfrihedens skyld søge mod en fælles diskurs, der til forskel fra en bombe søger at samle os alle i fællesskabets navn.