Gymnasielærer til SF: Nej, danske klasselokaler er ikke en kampplads mellem muslimer og os andre

Halime Oguz' (SF) dramatiske iscenesættelse af undervisningssektoren som en kampplads mellem muslimer og os andre har ikke hold i virkeligheden, skriver gymnasielærer Steffen Groth i en replik.

Jeg anerkender eksistensen af integrationsproblemer i undervisningssektoren, men jeg mener ikke, der er belæg for, at det er et eskalerende problem ”på vej ud af kontrol”, skriver gymnasielærer Steffen Groth. Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Steffen Groth

Gymnasielærer

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

3. februar publicerede Altinget en kronik af SF's integrationsordfører Halime Oguz under overskriften ”SF: Mange muslimers fundamentalt anderledes værdier er på vej ud af kontrol”.

På baggrund af egne erfaringer samt en række henvendelser, hun har fået som folketingsmedlem, belyser Oguz i kronikken nogle brudflader i det danske samfund, ”et kultursammenstød”, mellem majoriteten af danskere og en muslimsk minoritet, hvor ”alt, alt for mange” ifølge Oguz har ”fundamentalt anderledes holdninger og værdier”.

Problemet er fra Oguz' perspektiv ”det største og mest altoverskyggende, vi har som samfund”. Hendes eksempler spænder fra æresrelaterede konflikter over fordomsfulde forestillinger om homoseksuelle til sympati for islamistiske terrorister. Oguz zoomer særligt ind på undervisningsverdenen, hvor hun fremhæver, at nogle emner bliver omgærdet af konflikt i klasser med mange muslimer: Holocaust, Israel-Palæstina, homoseksualitet og det armenske folkedrab nævnes.

Jeg anerkender eksistensen af de problemer, Oguz indkredser, men jeg mener ikke, der er belæg for, at det er et eskalerende problem ”på vej ud af kontrol”. Jeg har respekt for, at Oguz omsætter sine selvoplevede erfaringer til politisk passion, men jeg er kritisk over for hendes dramatiske iscenesættelse af undervisningssektoren - mit eget arbejdsområde -, som en kampplads mellem muslimer og os andre. De to indvendinger, vil jeg udfolde i det følgende.

Hele klasser med terrorsympatisører?

I Oguz kronik sker der umærkelige glidninger mellem uddannelses-, integrations- og sikkerhedspolitik. Og både uddannelses- og integrationspolitikken overlejres med en sikkerhedslogik, der peger på en overhængende trussel, som vi skal forsvare os imod. Danmark, som vi kender det, er i kronikkens optik ”under pres” og nogle steder ved at ”forsvinde”.

Den presserende trussel afspejler sig også i et gennemgående alarmistisk ordvalg; ”det haster”, ”vi bliver nødt til det”, ”vi må og skal”, ”hvad er det der sker? Det går ikke. Det går ikke længere”.

Når der tales om ”hele klasser” af terrorsympatisører, så er det ikke blot en lille radikaliseret gruppe; så fremstilles det som en norm i nogle områder, en konsensusholdning i hele klasser.
Steffen Groth
Gymnasielærer

Trusselsbilledet kulminerer i en passage, hvor klasser med mange muslimer ikke bare fremstilles som en kulturel trussel mod nationen, men også en sikkerhedsmæssig risiko: ”De [lærerne] står med elever, der tager terroristens parti – ikke ofrets, ikke bare en enkelt tosse – men hele klasser. Alt for ofte kan vi læse om retssager mod formodede terrorister. Angreb der ikke er blevet til noget, optrevlet i tide, men med radikaliserede herboende. Også veluddannede. Hvad er det der sker? Det går ikke. Det går ikke længere.”

Når der tales om ”hele klasser” af terrorsympatisører, så er det ikke blot en lille radikaliseret gruppe; så fremstilles det som en norm i nogle områder, en konsensusholdning i hele klasser. Er der klasser i Danmark, som er en slags tikkende terrorceller in spe, hvad kronikkens glidning til de ”radikaliserede herboende” antyder? Er der områder i Danmark, der er så kollektivt radikaliserede, at "hele klasser" tager terroristens parti?

Jeg ved godt, at der findes formørkede islamister og voldsparate jihadister i Danmark. Jeg ved også godt, at der er blevet udtrykt terrorsympati i Danmark. Det er grotesk og forskruet. Og det er også en strafbar handling at billige terror (§136 stk. 2).

Men der er et spring fra min hidtidige viden til det alarmerende billede af en nutid, hvor "hele klasser" af "unge mennesker" tager terroristens parti.

Af samme grund har jeg været interesseret i, hvad udsagnet bygger på.

Anekdoter er ikke viden

Halime Oguz har på Facebook slået fast at der er tale om det hun kalder "anekdotisk erfaring". Og til spørgsmålet om belæg har SF'eren skrevet: "Skal jeg fremlægge dokumentation? Nej. Det er min opsamling på mange samtaler, mails og møder med vidt forskellige mennesker over længere tid..."

Hun henviser dog til en video med tre klip, der angiveligt "bekræfter problemstillingen". To af klippene har relation til terrordiskussionen.

Det første klip er med en skolelærer, der har undervist i Ishøj i mange år. Han fortæller, at han i forbindelse med 11. september 2001 oplevede elever ned til 2. og 3. klasse, som "jublede" over terrorangrebet. Morten Pape har i den selvbiografiske roman Planen beskrevet beslægtede scener fra sin egen folkeskoleklasse i 2001. Det fremstår afsporet, grotesk og ubehageligt, men det er selvsagt ikke belæg for en påstand om, at vi i dag 21 år senere, i en anden historisk situation, har "hele klasser" af "unge mennesker", der tager terroristens parti.

Læs også

SF: Mange muslimers fundamentalt anderledes værdier er på vej ud af kontrol

Debat

Det andet terrorrelaterede klip er med Mette Frederiksen. Statsministeren fortæller, at hun efter terrorangrebet ved Krudttønden og Synagogen besøgte et gymnasium på Vestegnen. Her oplevede hun, at en elev rejste sig op og sagde "Det var jo ikke et terrorangreb, det er jo bare jeres sædvanlige racisme og angreb på muslimer", hvilket ifølge statsministeren havde udløst klapsalver.

Når man tegner et så ensidigt og alarmistisk billede, som SF’s integrationsordfører gør i sin kronik, vil det, i strid med den erklærede hensigt, sandsynligvis kun skærpe modsætningerne mellem minoritet og majoritet – og mellem lærere og politikere.
Steffen Groth

Igen en stærkt ubehagelig episode, men ud fra det, Mette Frederiksen siger, handler den dels om en absurd racismeanklage dels om, at eleven afviser, at der var tale om terror. Det sidste var, selvom det måske er svært at forstå i dag, en legitim diskussion i månederne efter terrorangrebet.

En velestimeret filosofiprofessor som Ole Thyssen argumenterede for eksempel for, at det ikke var terror, men et dobbeltmord. Det gjorde ham selvsagt ikke til terrorsympatisør.

For at finde ud af om den skræmmende virkelighed, hvor ”hele klasser” tager terroristens parti, var noget man kunne genkende i undervisningsverdenen i dag, har jeg forhørt mig hos en række lærer-, elev- og lederorganisationer; Skolelederforeningen, Danmarks Lærerforening, Danske Skoleelever, Dansk VUC og HF, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Uddannelsesforbundet, og Gymnasieskolernes Lærerforening. Ingen af dem havde hørt om hele klasser, der tog terroristens parti. Det beroligede mig.

Det går fremad med integrationen

Kronikken betoner kraftigt, at integrationsproblemerne er voksende. De er ”på vej ud af kontrol”, ”det går ikke længere”, ”de vil kun vokse, hvis ikke vi går direkte og konsekvent til værks”.

Og den alarmerende tilstand legitimerer ”direkte og konsekvente” tiltag, også selvom det måske ikke er populært i undervisningsverdenen: ”jeg vil appellere til besindelse”, lyder det fra Oguz, ”hos de kræfter blandt lærere og undervisere, som ikke mener, politikerne skal blande sig i det her spørgsmål: Vi bliver nødt til det!” At problemerne angiveligt udvikler sig i retning af ukontrollable tilstande, bliver altså en løftestang for nødvendige politiske løsninger.

Men kan man egentlig sige noget om udviklingstendenser ud fra ”anekdotisk erfaring”? Man kan formulere sin subjektive fornemmelse af en stigende fare. Det er selvfølgelig legitimt. Man kan formidle sin uro. Helt på sin plads. Men som integrationsordfører for SF – et parti jeg sætter højt - bør man også, synes jeg, sammenholde med mere håndfast viden, som måske kan være et korrektiv til den katastrofekurs, man har udmalet.

Går man ind på regeringens Integrationsbarometer, der viser udviklingstendenserne i integrationen, kan man konstatere, at det går fremad på seks ud af ni nøgle-parametre. Der er for eksempel en positiv udvikling i forhold til kerneområder som arbejde, selvforsørgelse, kriminalitet og selvbestemmelse over eget liv.

Det er ikke bare et korrektiv til Oguz’ billede af en udvikling på vej ud af kontrol. Det er et modbillede. En integrationsproces, som på en række områder går den rigtige vej. Vanskeligt og krævende, men ifølge regeringens tal den rigtige vej.

Er det så ensbetydende med, at problemerne ikke eksisterer? Nej, selvfølgelig ikke. Der findes æresrelateret social kontrol, der findes forstokkede patriarkalske tendenser, der findes islamistisk radikalisering i nogle muslimske miljøer i Danmark.

Men når man tegner et så ensidigt og alarmistisk billede, som SF’s integrationsordfører gør i sin kronik, vil det, i strid med den erklærede hensigt, sandsynligvis kun skærpe modsætningerne mellem minoritet og majoritet – og mellem lærere og politikere.

Politik har aldrig været vigtigere