Tidligere V-rådgiver: De blå havde engang et fælles projekt. Hvorfor kan de ikke længere blive enige om noget som helst?

For første gang siden 90’erne har blå blok tabt to valg i træk. En stor skive blå er blevet lilla, og der er meget langt til et blåt flertal. Partierne opfatter sig som borgerlige på hver deres måde, men forskellene synes langt større end lighederne.

Sådan har det måske i virkeligheden været siden DF forlod den borgerlige økonomiske politik, men udlændingepolitikken har valg efter valg overskygget forskellene. Ikke hver gang som hovedtema i valgene, men ofte med de procenter, der har afgjort det hele. Det var tydeligt for vælgerne: De blå var hårdere end de røde.

Socialdemokratiets holdningsskifte i udlændingepolitikken har ændret alt. Senest illustreret af Rwanda. Det flytter Socialdemokratiets asylpolitik til højre for flere af de borgerlige og fungerer som en effektiv vaccine mod blå angreb om, at man er rød og lempelig indeni.

Socialdemokratiets holdningsskifte i udlændingepolitikken har ændret alt

Steffen Hjaltelin

Men måske endnu vigtigere, så fjerner Socialdemokratiets hårde linje også emnet fra agendaen. Når det bliver sværere for blå at få et raskt slagsmål om udlændingepolitikken, glider det langsomt ned i vælgernes bevidsthed og fyldte derfor intet i den netop overståede valgkamp.

Så længe S fortsætter den hårde linje, kommer udlændingepolitikken næppe til at vinde flere valg for de borgerlige. Og en valgkamp uden udlændingedebat viser hvor lidt enige de blå partier er om ret meget andet.

Hvis man ser Danmark lidt udefra, burde det ellers være muligt at finde et borgerligt interessefælleskab. Vi har sådan cirka verdens største offentlige sektor og højeste skatter. Så det ville jo ikke være helt "crazy", hvis de borgerlige partier var enige om, at den offentlige sektor skulle være lidt mere effektiv, lidt mindre og skatterne lidt lavere.

Hvis man ser Danmark lidt udefra, burde det ellers være muligt at finde et borgerligt interessefælleskab

Steffen Hjaltelin

Ja, man skulle næsten tro, at de borgerlige partier kunne finde hinanden i det Anders Fogh for år tilbage omtalte som "Projektet": At den offentlige sektor hvert år skulle vokse lidt mindre end den private. Så kunne vi sænke skatterne og sætte gang i hjulene.

Også Moderaternes leder har haft den holdning. "Nulvækst i den offentlige sektor er den eneste vej fremad", dundrede Lars Løkke Rasmussen således i 2012 til Venstres Landsmøde. De frigivne 0,8 procent af BNP skulle sendes tilbage borgerne som skattelettelser for at sikre vækst, velstand og dermed velfærd. Det var nærmest et befrielsens øjeblik. Der var igen forskel på rød og blå og man kunne mærke det liberale blod bruse i årene.

Begejstringen varede et par år, indtil bomstærke DF skød det i stumper og stykker, der stadig ikke er blevet samlet op. Her i 2022 gik Konservative til valg på en 2030 plan i samme genre. Men nutids-Venstre havde aldrig hørt noget dummere. Det havde Venstres tidligere næstformand, Inger Støjberg i øvrigt heller ikke.

Det er altså ikke udlændinge. Det er ikke skatterne. Det er ikke størrelsen på den offentlige sektor. Det er i øvrigt heller ikke sundhedsvæsenet, klimaet eller uddannelsespolitikken. Hvad er det så? Det er meget svært at svare på, hvad der både samler de blå partier, adskiller dem fra de røde og er vigtigt nok til at afgøre valg.

Og for at gøre ondt værre har der konstant været skænderier og stridigheder i den blå familie

Steffen Hjaltelin

Og for at gøre ondt værre har der konstant været skænderier og stridigheder i den blå familie. Det begyndte da Pape udfordrede Ellemann og derefter skuffede vælgerne så fælt, at det er svært at forestille sig Konservative vokse under hans ledelse.

Det hele blev hjulpet på vej af Støjberg, der hældte Papes topskattelettelser ned ad brættet på 5 minutter, mens han smilede venskabeligt. Det var jo bare for sjov.

I forsøget på at erobre den alleryderste bastion, stillede Vermund tre ultimative udlændingekrav som ingen regering næppe nogensinde kan opfylde. Og Messerschmidt krævede 10 milliarder offentlige udgifter i cash leveret til de ældre før jul. Ellers ville han ikke støtte nogen eller noget som helst.

Det blå hav er oprørt og uden fyrtårne. Venstre er halveret og alle andre under ti procent.  Først og vigtigst for et lille parti er at blive større og nye vælgere vindes lettest fra de nærmeste partier. Så angrebene vil fortsætte og fokus være på det der adskiller de blå partier fra hinanden, og ikke hvad der adskiller blå fra rød.

Det blå hav er oprørt og uden fyrtårne

Steffen Hjaltelin

Der var ellers tegn på en spirende enighed i den blå familie i begyndelsen af valgkampen.  På et pressemøde kom de med et fælles udspil om mere frit valg i velfærden. Politikken var vist mest Venstres, men partierne fordelte udspillene imellem sig, og det fungerede.

Trods forskellige syn på den offentlige sektors størrelse var der enighed om dette: Der skulle der være mere valgfrihed for den enkelte borger. Frit valg mellem offentlige tilbud og frit valg mellem offentlige og private tilbud. Fokus på den enkeltes behov før fokus på statens. Fra vugge til grav. Mennesket før systemet.

Måske så vi en spire til en fælles dansk borgerlighed, der kan vokse. Eller måske er de borgerlige partier bare blevet som gode gamle venner, der for længst er vokset fra hinanden og knap kan huske, hvorfor de stadig ses.