Topøkonom: Der findes ikke snuptagsløsninger på fremtidens pensionssystem 

Pensionsspørgsmålet kom op som et tema i den sidste del af valgkampen som følge af forslag fra Moderaterne. Debatten rejser spørgsmål knyttet til restgruppen uden væsentlig pensionsopsparing og de offentlige pensioners rolle.

Temaerne berører både pensionernes niveau, fordelingsmæssige aspekter og arbejdsdelingen mellem det private og det offentlige i pensionssystemet.

En grundtanke i diskussionen er muligheden for at gøre pensionssystemet uafhængigt af både demografiske forandringer og politiske prioriteringer for dermed at give borgerne mere sikkerhed omkring pensionsforhold. Der findes ikke noget pensionssystem, der kan levere en sådan uafhængighed.

Gensidig afhængighed

For alle pensionssystemer – hvad enten det er et offentligt skattefinansieret eller et privat opsparingsbaseret – gælder en grundlæggende sammenhæng mellem bidrag/skat, pensionsperiodens længde og pensionernes niveau.

Pensionssystemet er afhængigt af politiske beslutninger enten via automatiske tilpasningsregler eller politikændringer fra tid til anden. Det er ikke realistisk at forestille sig et system uden en sådan afhængighed

Torben M. Andersen
Professor i økonomi og formand, ATP

De tre forhold er gensidigt afhængige og skal være afstemte, for at pensionssystemets finansiering hænger sammen. Når demografien – som aktuelt især levetiden – ændrer sig, må noget give sig. Hvis pensionsperioden eksempelvis stiger som følge af stigende levetid, så må enten pensionernes niveau reduceres, enten skal der betales højere bidrag/skat – ellers må gøres andre tilpasningsvalg.

I Danmark har vi valgt primært at tilpasse tilbagetrækningsalderen i takt med den stigende levetid. Det gør det muligt at holde de offentlige pensioner uændrede, og det sikrer, at kravene til finanspolitisk holdbarhed er opfyldt.

Vi kunne have valgt andre tilpasninger, men noget må give sig. Tilsvarende gælder for de private pensioner – mest tydeligt for de såkaldte markedsrenteprodukter – hvor en længere levetid og uændret tilbagetrækningsalder betyder en reduktion i løbende pensionsudbetaling, da pengene skal strække over en længere periode.

Betinget af politiske beslutninger

I den sammenhæng kan det være interessant at se til Sverige, der har et pensionssystem, hvor pensionens størrelse reguleres i forhold til levetiden. Tanken bag denne indretning var, at svenskerne i takt med en stigende levetid ville udskyde pensioneringen for at holde pensionernes niveau intakt.

Det skete ikke, og derfor har man for nyligt indført en indeksering af pensionsalderen. Det er der to grunde til.

For det første har pensionsalderen betydning for de offentlige finanser – også selvom pensionerne reguleres med levetiden – da den påvirker skatteprovenuet, og det offentlige har aldersafhængige udgifter til blandt andet ældrepleje, der påvirkes af en aldrende befolkning. For det andet ville lave pensioner på et tidspunkt kunne give et politisk pres for at øge pensionerne.

Pensionssystemet er således også afhængigt af politiske beslutninger enten via automatiske tilpasningsregler eller politikændringer fra tid til anden. Det er ikke realistisk at forestille sig et system uden en sådan afhængighed. Tilpasningen af pensionsalderen er et oplagt eksempel, men der er også i de senere år sket ændringer i eksempelvis beskatningen af pensionsopsparingen.

Offentlige og private pensioner kan noget forskelligt

En afgørende faktor i det danske system er opbygningen af arbejdsmarkedspensionerne, som sikrer, at de fleste får sparet op til pension. Det har stor betydning for at sikre pensionernes dækningsgrader, og det aflaster samtidig de offentlige finanser. Det gælder ikke mindst i forhold til den tænkte situation, hvor de samme pensionsniveauer skulle sikres inden for et skattefinansieret system.

Vi har således i dag et pensionssystem, som grundlæggende står på to ben, og hvor de offentlige og private pensioner udfylder forskellige roller.

De offentlige pensioner udgør sammen med den livslange ATP-pension grundtrygheden i det danske system, som sikrer en bund under pensionen gennem helt livet. De opsparingsbaserede pensioner sikrer gode dækningsgrader af pensionerne, så de fleste ikke oplever en stor nedgang i levestandard i forbindelse med pensionering.

Vi har et pensionssystem, som grundlæggende står på to ben, og hvor de offentlige og private pensioner udfylder forskellige roller. De to søjler kan noget forskelligt, og derfor er det ikke oplagt at bevæge sig i en retning af et etbenet system

Torben M. Andersen
Professor i økonomi og formand, ATP

De to søjler kan noget forskelligt, og derfor er det ikke oplagt at bevæge sig i en retning af et etbenet system. Det anskueliggøres også af den aktuelle situation, hvor udviklingen på de finansielle markeder gør, at de private pensioner i mange tilfælde må sættes ned.

I den situation gør de offentlige pensioner – via de indtægtsafhængige tillæg – at faldet i de private pensioner bliver modvirket af højere pension fra det offentlige for pensionister med lave eller moderate indkomster. Og mekanismen virker omvendt, når markedsforholdene er mere gunstige. Kort sagt, samspillet med de to ben virker stabiliserende, og de er med til at give den enkelte mere sikkerhed.

Samspillet skaber imidlertid også incitamentsproblemer, da det kan mindske incitamenterne til at spare op eller blive længere på arbejdsmarkedet. For personer, der påvirkes af modregningen, vil en øget opsparing eksempelvis føre til en reduktion af de offentlige pensioner, og det mindsker incitamentet til at spare op.

Der er derfor gode grunde til at diskutere dette samspil og se på mulighederne for at mindske de negative incitamentseffekter. Men der er ingen nem løsning på dette problem, når der skal tages fordelingspolitiske hensyn i indretningen af pensionssystemet.

Ikke oplagt at fjerne modregningen

Det er en besnærende ide, at modregningsproblematikken vil forsvinde, hvis man indfører et system, hvor det offentlige for personer uden arbejde betaler et pensionsbidrag til en pensionsordning. Logikken er, at et sådant pensionsbidrag for personer på en indkomsterstattende ydelse svarer til, at en arbejdsindkomst udløser et pensionsbidrag til en arbejdsmarkedspensionsordning, som det sker for de (fleste) beskæftigede.

Noget der minder om dette findes i lande som Sverige og Finland, hvor personer på forskellige indkomsterstattende overførsler også opnår pensionsrettigheder. Det er imidlertid ikke oplagt, at det fjerner modregningsproblematikken.