Trads: Hyldest til fem skønne idealister, som blev vraget

Jeg indrømmer gerne, at jeg nemt begejstres over store, visionære politikere, som af og til træder voldsomt ved siden af – og omvendt keder jeg mig ved de talende, illusionsløse regneark, som fylder så meget.

Jeg er derfor meget mere til Naser Khader end til Lars Barfoed, mere til Johanne Schmidt-Nielsen end til Sofie Carsten Nielsen, mere til Inger Støjberg end til Brian Mikkelsen. Ikke at der nået galt med de sidste, men de første er bare mere spændende, mere ideologiske og, nå ja, mere sjove.

De der politikertyper, som har taget den klassiske vej gennem ungdomspartierne, studenterbevægelserne, studiejobbene i centraladministrationen, og som kan deres partiprogrammer udenad, har vi så rigeligt af. De skæve typer; dem, der har en lang omvej ind i politik; dem, som derfor er drevet af en stærk ideologi, ja, dem savner jeg.

Derfor ærgrede det mig at se, at netop fem af Folketingets allerstærkeste, allerskønneste, alleridealistiske og allerskæveste politikere blev stemt ud af vælgerne. Tillad mig at hylde dem, mens de fortsat er i gang med at pakke deres kontorer:

For det første Manu Sareen (R)
Manu, som jeg kendte allerede, da han var en fremragende integrationskonsulent i Københavns Kommune, er en virkelig sjælden politiker. Meget mere hjerte end hjerne – og det mener jeg positivt. Den kritik, han ofte fik, fordi han ikke altid kunne hver eneste detalje som radikal socialminister, skyggede for, at hans engagement var så kolossalt, og hans resultater så gode.

Manu Sareen var en gave for sin regering og sit eget parti, fordi han modsat så mange af de andre ministre udlevede det hjerterum og den kærlighed, som også er så vigtigt ved siden af alt det teknisk-økonomiske. Der er ærligt talt ikke en døjt ’sådan er det jo’ over Manu. Mere ’giv mig et kram’ og #DetHandlerOmMennesker. Han vil blive stærkt savnet på Christiansborg.

For det andet Thyra Frank (LA)
Thyra, hun hedder aldrig andet, er selve symbolet på flere ’varme hænder’ i stedet for ’kolde hænder’ i vores ældrepleje. Sikken en kvinde. I årevis drev hun et fantastisk plejehjem på Frederiksberg, hvor personalet satte den enkelte ældre helt i centrum – og kastede alle de åndssvage stopure og minuttyranniet i skraldespanden. Ud med computere og skemaer. Ind med en kærlig snak og tid til et glas vin.

Thyra har i øvrigt – ved siden af alle brusehovederne i sit parti, og det er faktisk også pænt ment – den personlighed, der gav Liberal Alliance et stærkt socialt ansigt. Hun var i Folketinget en utrættelig forkæmper for bedre forhold til ældre – og hun tog så stærke kampe mod DJØF’iceringen af ældreplejen, at der burde rejses en statue af hende.

For det tredje Peter Christensen (V)
PC, som Peter Christensen altid bliver kaldt, er en af de der ’unge løver’, som altid har gjort Venstre levende. En utrættelig forkæmper for mere liberalisme, mindre stat, mere frihed, ja, kort sagt en rigtig idealist. Når andre i partiet begyndte at hælde mod midten, trak PC altid den anden vej – for han var ikke i politik bare for at administrere. Masser af befriende temperament.

PC var tiltænkt en absolut hovedrolle i en Løkke-regering – måske endda finansminister – men han faldt fuldkommen overrumplende ved valget. På den måde blev han symbolet på det borgerlige Danmarks store tab – for der er i dag langt mindre plads til rigtige idealister, som faktisk ønsker at dreje landet i en markant anden retning. PC skal dog nok komme tilbage.

For det fjerde Steen Gade (SF)
Steen Gade er en af venstrefløjens kæmper. Måske den, der først bragte klimaet og miljøet helt ind i hjertet af SF’s politik, ja, nærmest personificerede den rød-grønne bevægelse. Han var også den, som mere end nogen anden kæmpede for, at EU var en fordel for de værdier, som venstrefløjen kæmpede for - ikke en ulempe.

Steen Gade er en idealist fra øverste hylde. En, der aldrig går på kompromis med sine drømme om en bedre verden – det vil sige en mere bæredygtig og lige verden – men som forstår, at man aldrig kan få alting på en gang. Derfor har han aldrig haft meget til overs for Enhedslisten, og derfor kæmpede han indædt for at beholde SF i regering. Han efterlader et stort tomrum.

For det femte Özlem Cekic (SF)
Özlem Cekic - sikken en urkraft af en politiker! Måske den mindst konforme, man kan forestille sig på Christiansborg. Umulig at kontrollere. Umuligt at sætte i en bås. Men sikke et hjerte, der banker for de svageste i vores samfund, de psykisk syge, misbrugerne, alle dem, der ikke er født med en guldske i munden. Man kunne mærke, at hun selv ved, hvor meget det kræver at blive mønsterbryder.

Jeg kan næsten ikke forestille mig Folketinget uden Özlem – og det handler måske allermest om, at hendes indsats for at bygge bro mellem kristne, muslimer, ateister, jøder, ja, hvem-som-helst har været så forbilledlig. Hun er en gave til demokratiet – og til Danmark. Tak – også til hendes forældre, der valgte vores land, da de flygtede fra Tyrkiet i sin tid.

Og til slut en opfordring til alle jer 179, der blev valgt: Lad jer inspirere af disse fem idealister – og af de andre af samme støbning, der selvsagt fortsat sidder i Folketinget. Alt, hvad I tænker, behøver ikke kunne puttes ned i et regneark. Vi holder næsten altid mest af drømmerne. Jeg gør i hvert fald.

---
David Trads skriver klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.