Transportministeren har udnyttet SVM-regeringens største force – og udfordret særligt én gruppe danskere

Da den tidligere lastvognsmekaniker Thomas Danielsen (V) overtog chefposten i Transportministeriet i december, vidste han efter eget udsagn “absolut intet” om transportpolitik. 

Godt et halvt år senere må det have ændret sig. 

I løbet af ministerens første tid i det gamle pakhus på Frederiksholms Kanal er han blevet konfronteret med kriser i både luftfarten, den kollektive trafik og på vejnettet, hvor erhvervslivet i maj gjorde det meget tydeligt, hvordan det ser på regeringens kilometerafgift. 

Men ministeren har også vist, hvad flertalsregeringen kan bruges til: politiske resultater uden risiko for mudderkastning mellem de to gamle magtpartier Socialdemokratiet og Venstre.

En vidtgående aftale 

Det seneste eksempel på det er forslaget om nye rammer for posten, hvor Thomas Danielsen efter korte og effektive forhandlinger med Folketinget ser ud til at lykkes med at finde den landingsbane, som den daværende S-regering spejdede forgæves efter i flere forsøg. 

Udspillet er ganske vidtgående i den forstand, at det helt afskaffer befordringspligten, så brevomdeling til stort set alle danskere – med få undtagelser – skal ske på markedsvilkår.

Tidligere har Venstre gået til postforhandlinger med den markant mindre drastiske idé at sende opgaven i udbud.

Det blev dengang af Socialdemokratiet dog hældt lodret ned af brættet med argumenter om, at eventuelle besparelser kun ville kunne opnås ved at forringe arbejdsvilkårene i branchen. 

Dengang foreslog Socialdemokratiet i stedet at finansiere befordringspligten ved at lægge en ny afgift på pakkeforsendelser, men det blev omvendt afvist blankt af Venstre. 

Nu har begge parter fået så stor tiltro til markedet, at de er klar til helt at sløjfe befordringspligten. 

Det er en væsentligt mere liberal løsning, end begge partier tidligere lagde op til, og derfor kan man med rette betegne den skitserede aftale som en ideologisk sejr for Venstre.  

Et uskønt forløb 

Kritikerne af postaftalen, der er at finde på begge sider af regeringen, har dog særligt slået på risikoen for, at postservicen bliver dyrere og dårligere i de områder af landet, hvor der er langt mellem husene. 

Det er de selvsamme kritikpunkter, der af højrefløjen blev fremført under regeringsperiodens mest centrale transportpolitiske sag: den kilometerbaserede vejafgift. 

Under efterårets valgkamp talte transportministerens eget parti også dunder imod afgiften med de samme argumenter om, at afgiften vil ramme uforholdsmæssigt skævt i landdistrikterne. 

Derfor var det ikke ubelejligt for Socialdemokratiet at binde Venstre til afgiften som en del af regeringsprojektet.  

Til gengæld har Venstres meget bombastiske modstand imod afgiften inden valget ikke været noget nemt bagtæppe for Thomas Danielsen, da han i løbet af foråret igen og igen skulle stå på mål for idéen overfor kritiske borgmestre og erhvervsspidser.  

Da lovforslaget om afgiften blev fremsat, havde Venstre dog fået sat et lille aftryk ved at rykke afgiftstrykket en smule fra land til by, men det var selvfølgelig ikke nok til at få kritikken fra landdistrikterne til at forstumme.

Den situation blev udnyttet til fulde på Christiansborg, hvor partierne til højre for Venstre og særligt Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne i kulissen må have glædet sig voldsomt over at kunne angribe det gamle bondeparti for at føre udkantsfjendtlig politik.

Men med SVM-samarbejdet er det lykkedes regeringen at indføre afgiften, uden at slagsmålet blev imellem de klassiske blokke, og derfor har erhvervsliv og landdistrikter nok pustet sig op, men lige lidt har det hjulpet. 

Presset kollektiv trafik 

Landdistrikterne kan meget vel også blive en åben flanke i spørgsmålet om krisen i den kollektive trafik, der længe har været truet af nedskæringer og takststigninger. 

Under covid- og energikriserne udløste den daværende regering flere gange ekstraordinære tilskud til trafikselskaberne, men hidtil har den nuværende minister ikke vist sig parat til at gentage den model. 

I stedet har regeringen udvidet trafikselskabernes mulighed for at låne penge til driften.

Desuden har ministeren i den selverklærede erkendelse af, at han ikke ved, hvordan problemerne skal løses, nedsat en ekspertgruppe, der skal komme med bud på en ny struktur for den kollektive trafik inden årets udgang. 

Hans ideologiske baggrund tilsiger nok, at det ikke er meningsfuldt at sende flere skattekroner efter driften, ligesom det er en del af ekspertgruppens kommissorium, at de kommende anbefalinger ikke må bryde med de nuværende økonomiske rammer. 

Det er dog fortsat et åbent spørgsmål, om det kan lykkes, uden at det reelt betyder nedskæringer i landdistrikterne.

For nuværende er det eksempelvis allerede besluttet, at bybusserne næste år skal afskaffes i ministerens egen hjemkommune.

Hvis det bliver en mere generel tendens, kan man kun gisne om, hvordan vælgerne i yderområderne vil reagere, og ikke mindst hvordan partierne udenfor regeringen vil forsøge at udnytte situationen til at kapre stemmer i regeringspartierne.

Derfor er et centralt spørgsmål nu, om regeringen trods dens flertal og placering på tværs af midten kan og tør holde fast i de politiske ambitioner.