Udfaldet af strejken er givet på forhånd: En gevaldig hovedpine for regeringen og et selvmål af sygeplejerskerne

Strejker og uro på arbejdsmarkedet er altid ubelejlige for den til enhver tid siddende regering, men nogle strejker er mere ubekvemme og besværlige end andre.

Det er nok ikke en underdrivelse at sige, at sygeplejerskernes strejke hører til i kategorien af meget ubekvemme og uønskede politiske problemer for den socialdemokratiske regering. Men mon ikke, det også er tilfældet for Dansk Sygeplejeråd (DSR), hvis man trykker dem nok på maven?

For regeringen kunne timingen næsten ikke være værre. Vi er på vej ud af halvandet års coronakrise i Danmark, hvilket for alvor giver mulighed for at sætte borgernes sundhed og velfærd på dagsordenen frem mod de kommunale valg senere på året samt at få afviklet pukler efter corona på sygehusene m.v.

I valgkampen i 2019 var ét af Socialdemokratiets konkrete slagnumre, at der skulle ansættes 1.000 nye sygeplejersker som et signal om, at en socialdemokratisk regering ville prioritere sundhedsvæsenet meget højt. Det løfte har - som så meget andet - været sat på pause under corona, men strejken er ikke ligefrem befordrende for regeringens ambition om flere sygeplejersker.

Pest eller kolera
Men langt værre er det for regeringen, at der ikke er en realistisk udsigt til, at parterne selv finder en løsning - og slet ikke en, som sygeplejerskerne vil stemme ja til. Derfor er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt regeringen griber ind; det er udelukkende et spørgsmål om, hvornår det sker. 

Og regeringen kan vælge mellem pest eller kolera. Der er ikke nogen god løsning, heller ikke i morgen - og slet ikke en løsning, som landets mange sygeplejersker vil være tilfredse med. Og mon ikke også sporene fra lærer-lockouten under Thorning-regeringen spøger i baghovedet hos regeringstoppen?

Det er på den vis paradoksalt, at den nuværende regering, der har lagt megen afstand til Thorning-tiden, kommer til at gribe ind over for en magtfuld gruppe af offentligt ansatte ligesom den tidligere statsminister, man helst ikke taler om i dagens Socialdemokrati.  

Regeringsindgreb efter sommeren
En strejke på det private arbejdsmarked gør ondt på begge parter, idet fagforeningens strejkekasse tømmes over tid, og arbejdsgivernes bundlinje og ordrebog svinder ind. Det giver på sigt begge parter et incitament til at finde en løsning - det er selve essensen af den danske arbejdsmarkedsmodel.

Men sådan forholder det sig ikke på det offentlige område. Her er strejkevåbnet asymmetrisk, forstået på den måde at arbejdsgiverne ikke bliver ramt på pengepungen, men ovenikøbet sparer lønudgifter, hvorimod lønmodtagernes strejkekasse på et tidspunkt er tom.

Og når det handler om sygeplejerskerne, er strejkevåbnet endnu mere sløvt. Det skyldes selvsagt, at det er aftalt, at der opretholdes et såkaldt nødberedskab. Det betyder i realiteten, at det er forholdsvis få sygeplejersker, der strejker. Og det betyder derfor også, at der går rigtig lang tid, før det for alvor går ud over borgerne. 

Derfor står slaget først og fremmest om danskernes opbakning til og sympati for sygeplejerskernes strejke. Og sygeplejerskerne har taget førertrøjen med hensyn til opbakning, idet 44 procent af danskerne i en måling fra Epinion støttede strejken i begyndelsen af konflikten. Kun 17 procent var imod. Derfor venter regeringen også med at gribe ind. Det er besværligt nok i forvejen, men nærmest en halsløs gerning så længe danskerne bakker op.

Et ædrueligt gæt er derfor, at vi nok skal væbne os med tålmodighed over sommeren i forhold til et regeringsindgreb. Opbakningen fra danskerne er ganske enkelt for stor i øjeblikket til, at det er opportunt at gribe ind.

Vi kan derfor med stor sandsynlighed også aflive det brandvarme rygte om et septembervalg, da det er mere end svært at forestille sig, at regeringen som optakt til et valg kommer med et regeringsindgreb, der skaber vrede blandt sygeplejerskerne og kritik hos brede dele af kernevælgerne i øvrigt.

Et presset sygeplejeråd
Apropos kampen om offentligheden er der i disse dage indrykket helsides annoncer i en række aviser, der støtter sygeplejerskernes krav. Det er der i og for sig ikke noget bemærkelsesværdigt i. Det bemærkelsesværdige består i, at det ikke er DSR (Dansk Sygeplejeråd), der er afsender, men derimod det, der mere og mere må karakteriseres som en decideret fraktion i DSR - nemlig den såkaldte 'Foreningen af Danske Sygeplejersker'.

Uden at lægge hovedet på blokken mindes jeg ikke i nyere tid, at vi har været vidne til, at en fraktion af en fagforening har ageret på en tilsvarende måde. Det siger en hel del om, hvor presset DSR i realiteten er internt. Med så markant en intern opposition har man ikke mange forhandlingsmæssige muligheder for at komme ud af den blindgyde, som medlemmernes stemmeafgivning og en meget aktiv og velorganiseret gruppering har presset DSR-toppen ind i.

I den sammenhæng er det værd at bemærke, at det første nej blandt sygeplejerskerne, som var mere end spinkelt, efterfølgende blev afløst af et tordnende nej på næsten to tredjedele.  

Udfaldet er givet på forhånd
DSR’s muligheder er med andre ord nærmest ikke-eksisterende i forhold til at bidrage til at finde en ny løsning. Og selv hvis der var en spinkel mulighed for en sådan, vil modparten nok være mere end tilbageholdende med at indgå en ny aftale, efter sygeplejerskerne har dumpet ikke blot én, men hele to aftaler. 

Udfaldet af strejken er altså givet på forhånd. Regeringen griber ind, når opbakningen til sygeplejerskerne er faldet tilpas meget, og når medierne har fremvist et passende antal patienter, hvis behandling er udskudt. Der er ikke noget mere effektfuldt end rigtige mennesker med håndgribelige smerter og fugtige øjne, når en regering er pisket til at foretage et indgreb i en konflikt på arbejdsmarkedet. 

Indgrebet skal nok være drysset med lidt symbolsk krymmel, men ikke mere i lønningsposen til sygeplejerskerne. Det ændrer dog ikke ved, at strejken har udløst en gevaldig politisk hovedpine hos regeringen, og at det ligner et selvmål af de større for sygeplejerskerne.