Debat

Uffe Elbæk i debat om forskningsfrihed: Socialdemokratiets fortælling er "dødsensfarlig"

Debatten om forskningsfrihed er en stedfortræderkonflikt. Den egentlige konflikt handler om, at et flertal i Folketinget ønsker at sætte provinsen op imod de større byer, folket imod eliten, skriver Uffe Elbæk.

Ifølge Uffe Elbæk (FG) handler debatten om forskningsfrihed om, at de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser "signalerer alt for meget urbanitet, mangfoldighed, feminisme og magtkritik."
Ifølge Uffe Elbæk (FG) handler debatten om forskningsfrihed om, at de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser "signalerer alt for meget urbanitet, mangfoldighed, feminisme og magtkritik."Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Uffe Elbæk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Endnu engang skal det handle om forårets forespørgselsdebat om, "at der indenfor visse humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer er problemer med overdreven aktivisme på bekostning af videnskabelige dyder."

Inden debatten i Folketingssalen var jeg op til flere gange i klumme-infight om emnet med Henrik Dahl (LA) i Jyllands-Posten.

Temadebat

”Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.”

Sådan indledes den omdiskuterede vedtagelsestekst, som Socialdemokratiet og en samlet blå blok blev enige om i slutningen af maj.

Vedtagelsen var kulminationen på en debat indledt af blandt andre Morten Messerschmidt (DF) som hævdede, at der ”i visse humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer er problemer med overdreven aktivisme på bekostning af videnskabelige dyder.”

Har Messerschmidt ret? Er han med sin skarpe kritik selv med til forværre forholdet mellem forskere og politik? Kort sagt: Er forskningsfriheden under pres?

Desuden havde jeg stillet forsknings- og uddannelsesministeren en række spørgsmål om, hvorvidt det nu også kunne være rigtigt, at forskningsfriheden og forskningskvaliteten i Danmark var under pres.

Og endelig havde jeg læst konklusionerne af den undersøgelse, Dansk Magisterforening havde lavet blandt sine medlemmer, om hvorvidt de havde oplevet at blive presset på deres forskningsfrihed.

Jeg var derfor udrustet til tænderne med både fakta og argumenter, da jeg gik ind i Folketingssalen den forårsdag. For jeg kendte Henrik Dahls synspunkter forfra og bagfra, jeg havde ministerens svar på print, og jeg kendte nøgletallene og delkonklusionerne i Dansk Magisterforenings undersøgelse.

Alt det materiale, jeg havde været igennem op til debatten, havde kun én eneste konklusion: Der var ikke sagligt belæg for påstanden om, at de humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer skulle være specielt udsat for et identitetspolitisk pres. Eller for den sags skyld kendetegnet af en overdreven aktivisme.

Til gengæld har jeg både ministerens og rektorkollegiets ord for, at der ikke er noget, som tyder på, at hverken forskningsfriheden eller forskningskvaliteten er i frit fald. Overhovedet. Tværtimod står dansk forskning stærkt, også internationalt set.

Den største udfordring
Betyder det, at man ikke kan finde eksempler på ringe forskning – også inden for den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning? Nej, selvfølgelig ikke. Men er det det generelle billede? Nej, det er det så heller ikke.

Et flertal i Folketinget ønsker at sætte provinsen op imod de større byer, folket imod eliten, nationalkonservatisme overfor internationalt samarbejde, følelser overfor viden.

Uffe Elbæk
Medlem af Folketinget, Frie Grønne

Hvad så med forskningsfriheden? Er der ikke eksempler på, at forskere bliver presset på deres forskningsfrihed? Jo, det er der. Men det er på helt andre forskningsområder end det humanistiske og samfundsvidenskabelige. Et eksempel: Oksekødskandalen på Aarhus Universitet.

Den største udfordring for forskningsfriheden i Danmark er ikke dogmatiske queer-aktivister og identitetspolitisk engagerede studerende, men derimod de manglende økonomiske bevillinger til den frie grundforskning. På grund af de faldende forsknings-basisbevillinger bliver universiteterne og de enkelte forskningsmiljøer mere og mere afhængige af ekstern finansiering, hvilket vil sige fonde, virksomheder og offentlige myndigheder. Og det er disse fonde, virksomheder og offentlige myndigheder, forskerne bliver presset af, viser undersøgelsen fra Dansk Magisterforening.

Krig imod alt, der ikke rimer på provins
Med afsæt i alle disse overbevisende udsagn og fakta, hvordan kunne det så alligevel ende med, at et flertal i Folketinget bakkede op om Dahls og Messerschmidts beslutningstekst? Man kunne måske nok forstå, at Konservative og Venstre gjorde, ud fra den dræbende blok-logik. Men hvorfor i alverden bakkede den socialdemokratiske regering op om et så tydeligt højre-populistisk angreb på navngivne forskningsmiljøer og forskere?

Det er mig helt ubegribeligt.

Først troede jeg, at den socialdemokratiske regering ufrivilligt var blevet spændt for Dahl og Messerschmidts politiske vogn. Men nej, Socialdemokratiet stemte entusiastisk for vedtagelsesteksten.

Den største udfordring for forskningsfriheden i Danmark er ikke dogmatiske queer-aktivister og identitetspolitisk engagerede studerende, men derimod de manglende økonomiske bevillinger til den frie grundforskning.  

Uffe Elbæk
Medlem af Folketinget, Frie Grønne

Det var en gåde for mig den dag i Folketingssalen, men sådan har jeg det ikke længere. Der går nemlig en lige linje fra debatten i foråret over regeringens uddannelsesstrategi med at flytte uddannelser ud i provinsen og samtidig nedlægge studiepladser i landets fire største byer til det nye reformudspil, hvor de unge endnu engang får pisken.

Regeringen og Socialdemokratiet har åbenbart erklæret krig imod alt, der ikke rimer på provins og produktions-Danmark. Og her kommer de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser og forskningsmiljøer i klemme. Disse uddannelser giver åbenbart nogle socialdemokrater allergi. De humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser signalerer alt for meget urbanitet, mangfoldighed, feminisme og magtkritik.

Derfor var debatten om aktivistisk forskning og identitetspolitik en stedfortræderkonflikt. Den egentlige konflikt handler om, at et flertal i Folketinget ønsker at sætte provinsen op imod de større byer, folket imod eliten, nationalkonservatisme overfor internationalt samarbejde, følelser overfor viden.

Kort sagt: De gamle mod de unge. Fortiden mod fremtiden.

Hvilket paradoksalt nok netop er identitetspolitik. Fortællingen om et rigtigt Danmark (som bor i provinsen), rigtigt arbejde (som foregår på gammeldags produktionsvirksomheder), og rigtige, danske værdier (som udleves bag ligusterhække og ikke ved caféborde på Østerbro).

Politik baseret på følelser
Tidligere var dette Dansk Folkepartis fortælling om sig selv og partiets vælgere. I dag er det Socialdemokratiets.

Det er en dødsensfarlig fortælling.

Bare se på, hvad der er sket op igennem historien, når politikere og politiske partier har pustet til ilden og skabt konflikter mellem folket og eliten. Hvordan plejer det at gå, når man formulerer politik baseret på følelser frem for viden og fakta? Det er der aldrig kommet noget godt ud af det – og det vil der heller ikke denne gang.

Det kan godt være, at man kan vinde valg på dette bagud-skuende, romantiserende, nationalkonservative stykke identitetspolitik. Men man vinder ikke fremtiden. Det burde Socialdemokratiet om nogen vide.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00