Ugens EU-podcast: Hvad sker der, hvis Europas sommerferie bliver aflyst?

PARLAMENTET LOCKDOWN #6: Mange millioner job forventes at gå tabt, fordi mindst halvdelen af Europas turisme i 2020 bliver ødelagt af coronakrisen. Hør om europæernes feriekvaler i denne uges podcast, hvor du også kan møde Danmarks mest (uforskyldt) forsinkede MEP’er: Linea Søgaard-Lidell fra Venstre.

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

Mere end hver tiende europæer i arbejde har job inden for en branche, der direkte eller indirekte er afhængig af turismen: rejser, transport, hoteller, restauranter, cafeer og så videre og så videre.

I alt op mod 27 millioner arbejdspladser på tværs af kontinentet står og falder med, at så mange af os er rejselystne og tager ud for at opleve smukke strande, bjerge, skove, seværdigheder eller byer i andre europæiske lande, når vi har ferie eller smutter på weekend.

Men hvad sker der så, hvis de fleste af os må opgive sommerferierejsen i år på grund af coronalukkede grænser, smittefare og strikse regler om fysisk afstand mellem mennesker? Der sker det, at mindst en tredjedel af alle de arbejdspladser pludselig er kommet i fare for at forsvinde.

”Kommissionen vurderer, at turismens økosystem kan tabe mindst 50 procent af sin omsætning i 2020. Situationen er særlig svær i Sydeuropa,” siger EU-Kommissionens næstformand, Vera Jourova, i denne uges europæiske podcast fra Altinget.

Hør om turismekrisen i en udsendelse, hvor vært Thomas Lauritzen sammen med EU-redaktør Rikke Albrechtsen også ser på EU’s nye anklager om traktatbrud i Polens retssystem.

Det her er også podcasten, hvor du kan møde Venstres nyeste europaparlamentariker, Linea Søgaard-Lidell, og høre den forbløffende historie om hendes lange vej til Europa-Parlamentet.

Næsten et år efter, at hun blev valgt på Danmarks yderste Brexit-mandat, har hun stadig ikke sat sine ben blandt de andre europæiske folkevalgte. Først var det britisk tøven, så blev Linea Søgaard-Lidell mor, og nu er det coronavirussen, der holder EU’s institutioner lukkede.

”Vi joker med, at når det åbner igen, så er der sikkert et eller andet nyt, som rammer og udskyder min opstart,” siger hun.

I det hele taget bliver der talt en del om børn i denne uges sending fra lockdown-kælderen i Bruxelles, for eksempel de europæiske landes vidt forskellige holdninger til, hvornår skolerne skal åbne igen. Og hvem skal i skole først? I Frankrig er det nogle af de yngste ligesom i Danmark, mens det i Belgien er teenagerne først.

Det betyder blandt andet, at Rikke Albrechtsens ældste søn, Jack, på tre år ikke kan komme i skole. Til gengæld kan babyen Felix endelig komme tilbage til sin vuggestue på mandag.

Det taler vi med ham om! 

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

Forrige artikel Podcast: USA’s charmetogt i Grønland handler i virkeligheden om USA selv Podcast: USA’s charmetogt i Grønland handler i virkeligheden om USA selv Næste artikel Podcast: I 2016 solgte Danmark en dyr vaccinefabrik – nu vil to støttepartier alligevel have en ny Podcast: I 2016 solgte Danmark en dyr vaccinefabrik – nu vil to støttepartier alligevel have en ny
Regeringen lander bred aftale om milliarderstatning til minkavlere

Regeringen lander bred aftale om milliarderstatning til minkavlere

ERSTATNING: Et bredt flertal i Folketinget er enige om en aftale, som sikrer knap 19 milliarder i erstatning til danske minkavlere og følgeerhverv. Over de næste ti år skal avlerne kompenseres for aflivningen af alle mink i kampen mod coronasmitte.