Unge forskere vil aflive krisesnakken: Humaniora er én lang succeshistorie

DEBAT: Humaniora har brug for en ny fortælling. En positiv fortælling, der erstatter den vanlige krisesnak og fremhæver, hvordan humanistisk forskning har ændret verden og fortsat kan gøre det. Det skriver tre forskere fra Det Unge Akademi.

Af Mikkel Bille, Anders Engberg-Pedersen, Karen Gram-Skjoldager
Medlemmer af Det Unge Akademi, Videnskabernes Selskab

Da den indiske lingvist Panini omkring år 650 før vor tidsregning udviklede en grammatik for Sanskrit, havde han formentlig ikke forestillet sig, at hans opdagelse 2500 år senere ville blive anvendt i udviklingen af det første avancerede programmeringssprog.

Men da datalogen John Backus i 1959 designede syntaksen for ALGOL60 – et af de mest succesrige programmeringssprog nogensinde – baserede han det på Paninis grammatik.

Det gør ikke ALGOL60 til en humanistisk opfindelse. Men det viser, at en af kerneværdierne i humanistisk forskning er at give inspiration til nye måder at tænke og løse problemer på.

Humanistiske succeshistorier hører vi dog sjældent om. Tværtimod. Når vi åbner en avis, finder vi som regel adskillige historier om et humaniora, der er befinder sig i en permanent krise.

Vi læser om vedholdende nedskæringer, arbejdsløshed, om irrelevansen, vagheden og værdiløsheden af humanistisk forskning.

Skal man tro den fortælling, er Danmarks og verdens universiteter befolket af undervisere og studerende, der har sat sig som mål ikke at gøre en forskel i verden.

Til forsvar for humanismen
Hvor kommer den nedslående fortælling fra? I et større, internationalt perspektiv er den en konsekvens af den udvidelse af universitetssektoren, som fandt sted efter Anden Verdenskrig.

Som led i den generelle vækst i samfundet voksede uddannelses- og forskningssektoren eksponentielt.

Som idéhistorikeren Stefan Collini har vist, var der 50.000 studerende ved engelske universiteter i 1939. I 1980 var tallet 300.000 og i 2012 over 2,25 millioner.

Herhjemme skete der en tilsvarende kraftig udvidelse af studenterbestanden på de humanistiske uddannelser, da politikere proklamerede, at de ville have Danmarks bedst uddannede generation.

Med dette fulgte også historier om arbejdsløshed og dalende kvalitet, og humaniora i al sin diversitet fra arkæologi, teatervidenskab, til eskimologi og arabisk blev indbegrebet af brødløse fag.

For at forsvare sig er humanistiske forskere blevet presset ind i en defensiv og undskyldende position. Et nyligt forsvar, der florerede på de sociale medier, gik så langt som at fremhæve den totale nyttesløshed af humanistisk forskning som dets primære dyd.

Andre forsvarsskrifter har fremhævet positive bidrag som dannelse, demokratiske kompetencer og kritisk tænkning.

De er utvivlsomt vigtige resultater af humanistisk forskning og uddannelse, men også vage og uhåndgribelige abstraktioner, der har svært ved at gøre sig gældende i et mediebillede, der gang på gang fortæller os, at humaniora er i krise.

Ingen fremtid uden humanistisk forskning
Ser man på de aktuelle udfordringer, verden står overfor, står humanistisk viden imidlertid centralt i næsten samtlige af FN’s mål for bæredygtighed. Verden står overfor enorme udfordringer med klimaet, biodiversitet, økonomi og flygtninge.

Naturvidenskab og teknologier udvikles konstant til at formindske eller løse disse udfordringer, men der er en stigende politisk erkendelse af, at udfordringerne ikke kan løses uden at inddrage og forstå den menneskelige faktor, der forbruger, flygter eller udrydder landområder.

Humanioras bidrag bliver kun endnu vigtigere med opblomstringen af nye bevægelser af populisme, polarisering, ekstremisme og voksende utryghed.

For et par uger siden afholdt vi sammen med Carlsbergfondet et seminar med titlen ’The Humanities in the World’.

Vi havde inviteret tre internationale forskere og en række af vores danske kolleger til at belyse humanioras betydning for den måde, vi forstår verden og handler i den.

Rens Bod, professor i Digital Humanities på Amsterdam Universitet, præsenterede en række opdagelser og opfindelser, der grundlæggende har forandret vores samfund.

Udover anvendelsen af Paninis grammatik viste han eksempelvis, hvordan Leon Battista Albertis beskrivelse af linearperspektivet i 1435 helt bogstaveligt ændrede vores syn på verden og førte til en forvandling af arkitekturen, og hvordan en gammel gren af tekstkritikken – stemmatologien – havde en direkte indflydelse på genetikken i det 20. århundrede.

Det slående ved Bods fortælling om humaniora er, at den viser, hvordan mange fortællinger om videnskabernes og samfundets udvikling har udvisket de humanistiske videnskabers rolle og betydning.

En ny fortælling
Det er et problem. Der er brug for en anden fortælling om humaniora.

En mere konstruktiv og selvsikker fortælling, der tager sit udgangspunkt i de mange konkrete indsigter og resultater, humanistisk forskning har skabt og fortsat skaber.

En fortælling, der erstatter den vanlige krisesnak og fremhæver alle de måder, hvorpå humanistisk forskning har ændret verden og fortsat kan gøre det i fremtiden.

Men præmisserne for sådan en fortælling må være anderledes end for den forskning, der udføres på et teknisk universitet eller inden for sundhedsvidenskaben.

Humaniora skaber sjældent patenter. I stedet gør den noget langt mere fundamentalt: Den ændrer den måde mennesker tænker – det vi tager for givet.

Vi læser næsten dagligt om opfindelser og nye gennembrud inden for teknologien, sundheds- og naturvidenskaben, og de grene dominerer også listen over årets største forskningsresultater.

Vi hører imidlertid sjældent om nybrud inden for musikvidenskaben, kunsthistorien, lingvistikken eller litteraturvidenskaben.

Alle disse felter er i rivende udvikling; de udvikler nye metoder, teorier og analytiske begreber, der hjælper os til at se verden på nye måder. Ofte sker det i samarbejde med andre videnskaber, som de så også påvirker.

Som et eksempel på et analytisk gennembrud i humaniora kan nævnes Stanford-professoren Franco Morettis introduktion af begrebet 'distant reading'.

Hvis man eksempelvis leder efter et mønster eller en udvikling i en million bøger, men af gode grunde ikke har mulighed for at læse dem, kan man i dag sende dem igennem en computer og med digitale metoder analysere de enorme mængder data.

Det har grundlæggende forvandlet måden, forskere læser på.

I stedet for kun at nærlæse en lille håndfuld kanoniserede værker kan vi i det store ulæste arkiv blive klogere på langt større mønstre, for eksempel hvordan genrer opstår og uddør, eller hvilke følelser dominerede i forskellige historiske perioder.

En succeshistorie uden sidestykke
Humanistisk forskning går her sammen med andre videnskaber som aktivt skabende og ikke bare et kuriøst tillæg til "rigtig" anvendelig videnskab.

Andre gange er humanistiske indsigter så udbredte og succesrige, at vi glemmer, at de har udgangspunkt i et videnskabeligt erkendelsesgennembrud.

Tænk på begreber som Pierre Bourdieus 'social kapital', Hannah Arendts 'ondskabens banalitet' eller Michael Polanyis 'tavs viden', der nærmest er gledet ind i hverdagssproget, og hvis oprindelse på de tre tænkeres skriveborde er blevet glemt.

Nogle gange har humanistiske forskere haft så stor indflydelse, at vi så at sige taler humaniora uden at være klar over det.

Dette er bare nogle få eksempler. Når man har gravet sig igennem stablen af gamle, trætte nyheder om humanioras såkaldte krise og ser på, hvad humanister rent faktisk har bidraget med, tegner der sig en succeshistorie uden sidestykke.

Problemet for humanisterne er, at deres indflydelse i vidt omfang er usynlig. Det tager tid at ændre måder at tænke på og at erkende, at humaniora siver ind i hverdagen.

Den udlever sig hjemme i dagligstuen, på museerne, i bydesignet og siver ind i andre videnskaber, der er bedre til at promovere deres indflydelse.

Det er den historie, der skal fortælles, hvis humaniora skal have en chance for fortsat at ændre verden. Og den skal fortælles så konstruktivt, så konkret og så selvsikkert som muligt.

Forrige artikel Lidegaard om forsvarsforlig: Pengene er i hus – men strategien mangler stadig Lidegaard om forsvarsforlig: Pengene er i hus – men strategien mangler stadig Næste artikel Claus Hjort: Det kommunale beredskab er kommunernes eget ansvar Claus Hjort: Det kommunale beredskab er kommunernes eget ansvar
Ung S-borgmester vinder Dialogprisen 2019

Ung S-borgmester vinder Dialogprisen 2019

INTERVIEW: Det blev den 26-årige Holbæk-borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S), der løb med årets dialogpris på Folkemødet. Altinget tog en snak med den nykårede prisvinder.