Usikkert om folketingskasket slår borgmestereffekt

Ved det her valg er der således en række af politikerne på Christiansborg, der stiller op til kommunalvalget rundtomkring i landet med mere eller mindre officielle ambitioner om at blive borgmester.

En af dem er Ulla Tørnæs, der udfordrer den siddende borgmester i Holstebro, socialdemokraten H.C. Østerby. Hun er ikke et øjeblik i tvivl om, at hendes rolle som folketingspolitiker og tidligere undervisnings- og udviklingsminister er en fordel for hende.

"Den landpolitiske erfaring betyder meget. Det drejer sig først og fremmest om at have kendskab til hele den måde, beslutningerne træffes på i Folketinget og af regeringen. Ud over det politiske netværk har jeg også et stort netværk hos organisationer, virksomheder og fonde, som kan bringes positivt i spil," siger Ulla Tørnæs.

Ved sidste kommunalvalg tog Thomas Adelskov (S) springet fra Christiansborg til borgmesterstolen i Odsherred Kommune. Han mener også, at pladsen i Folketinget først og fremmest var en fordel for ham. Men hans tilknytning til kommunen har formentlig også spillet en afgørende rolle.

"Jeg har boet i kommnuen og er vokset op her, så folk kender mig for det, jeg er her. Og jeg har jo også fået rigtig mange stemmer her som folketingsmedlem," siger Thomas Adelskov.

Ingen forskning i 'folketingseffekt'
Det er velkendt, at den siddende borgmester ofte nyder godt af det, som den kommunale valgforskning betegner som borgmestereffekten. Til gengæld ved vi ifølge Jørgen Elklit, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, ikke meget om, hvorvidt der også findes en 'folketingseffekt'.

Man kan godt lande lidt som en fremmed fugl i manges øjne. Og der kan også være skepsis blandt ens egne.

Lene Hansen (S)
Borgmester i Brønderslev Kommune og tidligere medlem af Folketinget

"To ting kan tale for, at rollen som folketingspolitiker kan være en fordel. Det ene er, at de ofte er mere kendte i de brede medier. Det andet er, at de kender det politiske spil, og har gamle politiske venner og bekendte centralt, som gør, at de kan tage sager op der også," siger Jørgen Elklit.

Når det er sagt, så understreger han, at ingen danske forskere endnu har beskæftiget sig seriøst med, hvordan folketingspolitikere og tidligere ministre klarer sig ved lokale valg. I store kommuner kan det være en fordel at være kendt i de brede medier.

Personligt tvivler han dog på, at en karriere i Folketinget generelt set giver et forspring i kapløbet om at blive borgmester.

"Ofte synes det i højere grad at være de lokale kandidaters svaghed end landspolitikerens egne styrker og kompetencer, der er afgørende," siger Jørgen Elklit.

Tillidsmand på tinge
Ud over Thomas Adelskov stillede både Lene Hansen (S), Jan Petersen (S), Eyvind Vesselbo (V) og Knud Kristensen (K) op som borgmesterkandidater i deres hjemkommuner i 2009.

Mens Vesselbo var langt fra at true Hans Toft (K) i Gentofte, så lykkedes det både Lene Hansen, Jan Petersen og Knud Kristensen at blive borgmestre i henholdsvis Brønderslev, Norddjurs og Vesthimmerland Kommune.

Lene Hansen oplevede ifølge eget udsagn ikke, at hendes arbejde i Folketinget betød, at nogen satte spørgsmålstegn ved hendes lokalpolitiske dedikation. Det mener hun heller ikke, at man kunne have gjort, fordi rollen som folketingspolitiker for hende i høj grad var forankret i en lokalpolitisk virkelighed.

"Mange bliver jo deres lokale baglands tillidsmand i Folketinget. Og jeg fik masser af henvendelser fra mit lokalområde her i Brønderslev, der gjorde det muligt for mig at følge, hvad det var for nogle ting, der lå borgerne her på sinde," siger Lene Hansen.

For hende var tiden i Folketinget i en vis grad en undtagelse fra det lokalpolitiske engagement i Brønderslev. Hun har nemlig en fortid som borgmester i den oprindelige Brønderslev Kommune fra 1998-2002. Ganske som Knud Kristensen var borgmester i Aars Kommune, indtil den blev fusioneret ind i Vesthimmerland Kommune.

Drop skyttegravene
Skiftet mellem lands- og lokalpolitik har lært Lene Hansen meget om, hvor forskelligt man skal opføre sig som politiker på de to niveauer.

Hvor livet på Christiansborg bærer mere præg af at være en skyttegravskrig mod ens politiske modstandere, så er det alfa og omega at række hånden ud og inddrage sine politiske modstandere i beslutningsprocessen lokalt.

"Det brede samarbejde og den ydmyge tilgang er ufattelig vigtig. Man skal ikke komme ind som en anden karl smart, der kan lovparagrafferne udenad, fordi man har siddet og arbejdet med dem i Folketinget," siger Lene Hansen.

Hun peger samtidig på, at man skal være opmærksom på, at det måske ikke er alle i ens lokalpolitiske bagland, der har ønsket en landspolitiker som spidskandidat.

"Man kan godt lande lidt som en fremmed fugl i manges øjne. Og der kan også være skepsis blandt ens egne, fordi man måske er blevet opfordret til at stille op af en del af det lokale bagland, mens andre ikke har været enige," siger Lene Hansen.

Karriere vendt på hovedet
Tidligere gik den almindelige politiske karriere fra rollen som medlem af et sogneråd eller et byråd til en eventuel borgmesterpost og derfra videre til landspolitik. Hvis man klarede sig rigtig godt og var heldig, kunne man måske ende sin karriere som minister.

I dag synes det politiske karrieremønster på mange måder at være vendt på hovedet. Hvor skiftet fra Folketing til lokalpolitik traditionelt blev set som et skridt nedad, så kaster selv tidligere ministre sig nu i kampen til de kommunale valg.

Det kan både handle om, at en borgmesterpost er blevet mere attraktiv nu, hvor der kun er 98 af slagsen. Men også om at nogle kandidater måske først og fremmest stiller op for at løfte deres partis landsresultat ved valget.

"Det kan handle om at styrke det nationale parti. For det er klart, at partierne har en interesse i at klare sig så godt som muligt ved hver eneste valg, fordi det i sig selv er et tegn på, om man er et godt og stærkt parti," siger Jørgen Elklit.