Debat

Borgmester: Jobcentre skal huske de ikke-vestlige kvinder i ledighedskøen

DEBAT: Kvinder med ikke-vestlig baggrund risikerer at blive glemt i iveren efter at hjælpe coronaledige tilbage i job, skriver Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester.

Københavns jobcentre skal tale job og uddannelse som det allerførste, når de møder ikke-vestlige minoritetskvinder, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard (V). 
Københavns jobcentre skal tale job og uddannelse som det allerførste, når de møder ikke-vestlige minoritetskvinder, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard (V). Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Københavns Kommune

Ledighedskrisen kradser i København oven på coronaen, men i vores iver efter at hjælpe nye ledige tilbage i job må vi ikke glemme de "gamle" ledige.

For der findes en gruppe borgere i de københavnske ledighedsstatistikker, som længe før coronakrisen var hægtet af, og for hvem situationen ikke er blevet lettere.

Ledigheden blandt kvinder med ikke-vestlig baggrund er nemlig fortsat en massiv udfordring, som vi som kommune skal tackle – og nu på en ny måde.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Arbejdsmarkedet er forandret
Til det har vi brug for hjælp fra erhvervslivet.

For der findes københavnske virksomheder derude, som er lykkedes med at løfte ikke-vestlige kvinder fra ledighed og ind i arbejde.

Som samfund må vi aldrig acceptere, at en gruppe kvinder med ikke-vestlig baggrund mod deres vilje bliver parkeret på sidelinjen og må se til, mens livet suser forbi dem.

Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Københavns Kommune

Hvordan er de lykkedes med at fastholde kvinderne? Hvilken opkvalificering har været nødvendig? Og hvad kan kommunen gøre for at hjælpe?

Vores store udfordring er, at coronasituationen i hvert fald midlertidigt har forandret det danske arbejdsmarked.

Mange rengøringsjob, som man før kunne få, også med dårlige danskkundskaber, er væk, og meget tyder på, at krisen i turisme- og oplevelsesbranchen bliver så alvorlig, at der på mellemlang sigt forsvinder virkelig mange servicejobs.

Så kvinderne skal indstille sig på nogle andre job, og det skal vi hjælpe dem med.

Sproget bygger bro
Det skal vi gøre ved fortsat at tale job og uddannelse som det allerførste, når vi som kommune møder ikke-vestlige minoritetskvinder. For den bedste integration sker på arbejdspladsen.

Med i tasken skal vi have eksempler på konkrete jobåbninger, så kvinderne forstår, hvad det er vi sammen pejler imod.

Er det for eksempel indenfor handel, hvor der mangler butiks- og kundeservicemedarbejdere, eller indenfor det offentlige, hvor pædagoger og sosu-assistenter er i høj kurs?

Samtidig skal vi hjælpe kvinderne med at blive så trygge i det danske sprog, at det bygger bro ind på arbejdsmarkedet.

Derfor arbejder jeg for et målrettet tilbud med "jobdansk" – jobrettet danskundervisning – hvor udenlandske ledige kan blive bedre til dansk og få hjælp til at finde de jobs, hvor de kan gøre brug af deres nye sprogkundskaber.

Social kontrol må aldrig accepteres
Endelig skal vores jobcentermedarbejdere være hurtigere til at gribe ind, når de i samtaler med kvinder med ikke-vestlig baggrund opdager, at det er social kontrol, der holder dem fastlåst i hjemmet fremfor i job.

For som samfund må vi aldrig acceptere, at en gruppe kvinder med ikke-vestlig baggrund mod deres vilje bliver parkeret på sidelinjen og må se til, mens livet suser forbi dem.

Får vi ændret på det, vil det ikke kun gavne den enkelte kvinde og hendes familie. Det vil også være en økonomisk gevinst for vores samfund og for det København, der har brug for, at alle ledige hænder tager fat.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Cecilia Lonning-Skovgaard

HR-direktør, DFDS, fhv. beskæftigelses- og integrationsborgmester (V), Københavns Kommune, medlem, Borgerrepræsentationen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001), Master of Public Administration (Kennedy School of Government, Harvard University 2000)

0:000:00