Vi har skabt en forskruet curlingkultur for ansatte på vores arbejdspladser

Senest i denne uge, hvor hun på et møde i Landstingssalen på Christiansborg kædede arbejdsmoral og krig sammen, da hun sagde: "Russerne går ikke hjem. De fortsætter".

Det virker dog mest, som om statsministeren taler for døve øre. For flere og flere danskere har mest travlt med at få det der arbejde overstået. Og helst på så få timer som muligt. Nogle af os er ovenikøbet kollegaer med mennesker, der helt åbent taler om sig selv som "quiet quitters".

Det nemmeste sted at skrue ned for forventningerne er på arbejdspladsen, for småbørnene er jo kommet for at blive. Det er de syge, gamle forældre også.

Jane Mylenberg

Det er kollegaer som udlever det, Djøf kalder "tavst selvforsvar", når de mentalt for længst har tjekket ud fra jobbet, og sådan set bare sidder ved skrivebordet og venter på, at dagen går.

Jeg har været nogens leder i mere end 30 år, og selvom mit lille hjørne af arbejdsmarkedet befolket af akademikere og kreative nok ikke kan ses som repræsentativt, så bærer jeg også en del af ansvaret for, at vores arbejdskultur i dag er så stærkt rundet af det, man kunne kalde curling-kultur.

Vi har simpelthen skabt en kultur på arbejdspladserne, hvor vi har curlet for vores medarbejdere i en grad, hvor vi har tilladt, at arbejdet i dag er det sted, som først skal betale prisen, når livet kradser. 

Selvfølgelig skal vores arbejdspladser være skruet sammen sådan, at det er muligt at passe syge børn, hjælpe gamle forældre eller udvise fleksibilitet, i det omfang medarbejderens opgaver tillader det.

Men at nå dertil, hvor det altid er arbejdspladsen, som skal være mest forstående, mest fleksibel og ofte stå på hovedet for at få en medarbejders private udfordringer til at løse sig, er i mine øje forskruet og kontraproduktivt for det store fællesskab – samfundet.

Jeg har haft medarbejdere, som forventede at kunne gå tidligt for at holde børnefødselsdag, uden at der var tale om at tage fri eller afspadsere.

Jeg har haft en medarbejder, som bad om, at virksomheden betalte et kursus, hvor hun kunne lære at tale med dyr, for "det ville gøre hende glad" (hun var bogholder, og selv med min bedste vilje kunne jeg ikke se for mig, at det at tale med dyr ville blive en kompetence, hun fik brug for i sit job).

Jeg har haft en medarbejder, som bad om tre ugers ekstra ferie med løn, fordi vedkommende følte sig "lidt brugt".

Jane Mylenberg

Jeg har haft en medarbejder, som bad om tre ugers ekstra ferie med løn, fordi vedkommende følte sig "lidt brugt".

Megen af den forandring har sat sig i måden, vi taler om arbejde og arbejdsmarkedet på. I min radio hørte jeg 21. marts SF’s Karsten Hønge tale om den "stress-epidemi", som ruller over landets arbejdspladser. Ikke én gang blev Hønge afkrævet dokumentation for den påstand. Hønge talte bare om "epidemien" som et faktum.

Hvorvidt der er belæg for de ord, vil jeg lade vikaren fra helvede selv dokumentere, men det er i hvert fald et faktum, at vi står med en generation af unge mennesker, hvor helt op til 40 procent af dem i perioder oplever sig som stressede. Det er dokumenteret af Den Nationale Sundhedsprofil, og der kan ikke være to meninger om, at det tal er foruroligende.

Men for at bekæmpe og lave om, må vi forstå. Og min forsigtige påstand er, at det langt fra kun er arbejdslivet, der medfører, at mange føler sig stressede. Det er nok snarere det faktum, at vi over tid har affundet os med, at arbejdspladsen nu er den svage part, når en presset hverdag melder sig. For man kan ikke rigtigt "quiet quitte" sin familie, sine venner eller sine sociale medier.

Det nemmeste sted at skrue ned for forventningerne er på arbejdspladsen, for småbørnene er jo kommet for at blive. Det er de syge, gamle forældre også. Alt imens de kastrerede ledere på arbejdspladserne dårligt tør stille krav til medarbejderne om bare at passe deres arbejde.

Da jeg forlod restauranten ret sent den onsdag aften, gik jeg forbi et vindue ind til køkkenet. Der stod tre af kokkene og tjenerne og gav hinanden et gruppekram. Nok for at fejre at de sammen havde skabt magi ved at gøre sig umage.

Den glæde, jeg så i deres blikke, kunne jeg godt ønske, at flere danske arbejdspladser fik tilbage i øjnene på medarbejderne.

Og den får man ikke ved at behandle arbejdspladsen som årsagen til alt det, som presser og stresser.

Det får man ved at kultivere en kultur, hvor det at gøre sig umage belønnes, og hvor det at skabe sammen med andre giver glæde. Og det får man ved at tale om arbejdsmarkedet, arbejdsmoral og arbejdskultur som noget positivt, der giver mennesker fornuftige rammer, så de kan løse deres job bedst muligt.