Vi er for ufleksible i vores krav til de unge

Konkret bør man ændre, hvordan der søges om SPS. I stedet for at skulle gå igennem en bøvlet proces med at søge om støtte for den enkelte elev, bør den enkelte skole få en fast bevilling øremærket SPS-vejledere og mentorer på baggrund af deres elevantal.

Med et slag kan man dermed fjerne timevis af bureaukrati og slidsom administration.

Og så kommer vi heller ikke uden om en overhaling af diplomuddannelsen i erhvervspædagogik. Når jeg er ude og tale med erhvervsskolelærerne peger mange på, at den i dag er alt for teoretisk, og i praksis bruger erhvervsskolelærerne i for høj grad ikke de færdigheder, de får sig på uddannelsen.

Det er en skam og samtidig et paradoks, at uddannelsen som for eksempel gymnasielærer i dag er mere praksisnær end uddannelsen til erhvervsskolelærer. Hvad er logikken i det?

Konkret efterspørger mange erhvervsskolelærere mere feedback og faglig sparring fra ældre og erfarne kollegaer, som man netop kender det fra gymnasielærernes uddannelse.

Vi har hverken menneskeligt eller økonomisk råd til at have så mange siddende på sidelinjen

Kasper Munk Rasmussen

Derudover bør hands-on-delen fylde mere på uddannelsen og målrettes det, som giver værdi for deres kommende elever.

I Finland er man gået all-in på at uddanne lærerne som mentorer og specialbehovslærere, da man ved, at det virker.

Her vil jeg foreslå, at vi gør det samme og tilfører et spor som specialbehovslærer og mentorlærer til en reformeret version af diplomuddannelsen.

Samlet set vil det give eleverne bedre understøttelse under deres studietid. Det er dyrebart men ikke nok, og her vender vi tilbage til pælesidningskonkurrencen.

De fleste kan nok huske eftermiddagstimerne i et dårligt ventileret folkeskolelokale. Selv en bogorm som mig må blankt indrømme, at hjernen nogle gange slog komplet bak i de timer.

I dag foregår en erhvervsuddannelse 37 timer om ugen. Punktum. Hvis vi skal have alle med, er vi nødt til at se på muligheden for, at flere tager deres læretid på deltid, i de tilfælde, hvor arbejdsgiveren er med på det. Eleverne skal selvfølgelig kunne det samme, når de er færdig.

En større fleksibilitet i forhold til antallet af arbejdstimer vil gøre det lettere at lave et sporskifte senere i livet og for eksempel gå i lære, mens man har små børn.

Det vil desuden gøre det lettere for elever med fysisk og psykisk sygdom og handikap at gennemføre en erhvervsuddannelse.

Konkret kunne man løse det ved, at arbejdsgivere uanset overenskomst altid fik ret til at aftale en lavere arbejdstid i en lærlingekontrakt. I hvert tilfælde må man så eventuelt aftale en forlængelse af uddannelsestiden, så lærlingen lærer det, han eller hun skal kunne.

Derudover bør vi øremærke midler, der kan gå til, at virksomheder, der ansætter elever, som har brug for SPS-støtte, får penge til at aflønne mentorer og lignende under praktikforløbet. I dag sker det alt for ofte, at skolerne ikke får informeret virksomhederne om den mulighed.

Vi har ikke længere fordums luksus i store ungdomsårgange. Tværtimod har vi hverken menneskeligt eller økonomisk råd til at have så mange siddende på sidelinjen.

For at få sat flere i spil, som kan være med til at løse fremtidens udfordringer i forhold til både velfærd og grøn omstilling, må vi gå nye veje og tilpasse uddannelsessystemet til eleverne og ikke omvendt.

Den sorte skoles tid er passé, og i dag står 42.000 unge uden arbejde eller uddannelse. Dem skal vi give en håndsrækning ind i et uddannelsessystem, der tager vare på dem, og det er ensbetydende med et fleksibelt uddannelsessystem, ikke en pælesidningskonkurrence.