BUPL: Pædagoguddannelsen vil ikke være rosinen i professionshøjskolernes pølseende

Mens daginstitutioner i øjeblikket aftager ledige pædagoger, som knastør jord suger vand, søger færre unge ind på pædagoguddannelsen.

Kun under halvdelen af personalet på stuerne i mange kommuner er pædagoger, og mange steder er rekrutteringsopgaven, som følger med loven om minimumsnormeringer, en lang ørkenvandring. Der er ganske enkelt ikke pædagoger nok at ansætte.

I stedet bliver stuerne fyldt op med ufaglærte medhjælpere, der naturligt nok mangler den faglige indsigt i børns udvikling, trivsel og dannelse, som det kræver for at møde børn og forældre i deres behov. Og de har ikke det fagprofessionelle blik eller overblik, der kræves for at skabe det børnemiljø, de pædagogiske aktiviteter og den tidlige indsats, som dagtilbudsloven og den styrkede pædagogiske læreplan lægger op til.  

Permanent økonomisk løft
Den brændende platform er ikke til at komme udenom. Vi mangler minimum 14.000 pædagoger frem mod 2030, og derfor er spørgsmålet, hvordan vi får mange flere til at vælge pædagoguddannelsen. 

Svaret er er lige så simpelt, som løsningen er kompliceret: Det er på tide, at Danmarks største videregående uddannelse også bliver Danmarks bedste.

BUPL har selvsagt høje ambitioner for pædagoguddannelsen. Det er helt nødvendigt. For de forventninger, de kommende pædagoger bliver mødt med på studiet, er nødt til at matche det store ansvar, som vi løfter i vores samfund.

Det vigtigste først. Der skal penge til. For selvom pædagoguddannelsen har fået en midlertidig saltvandsindsprøjtning på 170 millioner kroner til og med 2023, er det stadig en af de uddannelser med det laveste tilskud per studerende. Vi hverken kan eller vil nøjes med at være rosinen i professionshøjskolernes pølseende.

Det kræver et permanent økonomisk løft, så de studerende får langt flere timer med en underviser, ordentlig vejledning og bliver mødt af den tårnhøje faglige kvalitet, der kan få de studerende til at stå på tæer.  

Færre mål, mere fordybelse
Pædagogprofessionen bygger på relationsdannelse og fællesskaber. Det rimer dårligt på selvstudier og få fælles undervisningstimer. Uddannelsen og studiemiljøet skal lægge op til, at de studerende indgår i udfordrende relationer med hinanden og underviserne, at de bringer sig selv og deres medstuderende i spil på den fælles dannelsesrejse. Hver dag.  

Der skal være tid til de fælles refleksioner og til at udforske hjørner af pædagogikken. De studerende skal arbejde med hænder og krop, med kultur og æstetik, så de øver sig og bliver dygtige i det genstandsfelt, de skal omsætte pædagogikken i. Teoretisk viden skal kobles med erfaringer fra praktikken, så der bliver sammenhæng mellem tilegnelsen af faglig viden og det, de studerende selv skal mestre i praksis. Med andre ord: Teach what you preach.   

Vi har brug for en uddannelse med færre mål og mere rum til fordybelse.

Pædagogikken og kreativiteten skal være omdrejningspunkter, og undervisningen skal åbne den pædagogiske verden for de studerende og støtte dem i at opøve den vigtige kritiske sans, der i sidste ende er en forudsætning for den fagprofessionelle dømmekraft. En dømmekraft, der gør pædagoger i stand til at navigere og træffe kvalificerede beslutninger i den komplekse hverdag, der møder dem i daginstitutionen, SFO'en, klubben, skolen eller på bostedet.  

SU-finansieret praktik
Derudover skal praktikken være et stærkere læringsrum. De to lange praktikker er i dag med løn. Det betyder, at de studerende indgår i personalenormeringen og ofte er alene med store børnegrupper. Det er spild af gode uddannelseskræfter.

Pædagogmanglen styrer hastigt mod en alvorlig krise. Vi kommer derfor ikke udenom, at politikerne må påtage sig ansvaret for at vende udviklingen.

Elisa Rimpler
Formand, BUPL

I stedet bør praktikken være muligheden for en slags mesterlære, hvor der er pædagoger tæt på, som den studerende kan spejle sig i og få sparring af i momentet frem for til næste uges eller måneds vejledningstime.

Derfor foreslår vi, at minimum én af de lønnede praktikker bliver SU-finansieret.

Pædagogmanglen styrer hastigt mod en alvorlig krise. Vi kommer derfor ikke udenom, at politikerne må påtage sig ansvaret for at vende udviklingen. Vi har hårdt brug for en national handleplan. En handleplan, der både inddrager arbejdsvilkår, løn, muligheden for faglig fordybelse og veje til at uddanne flere.

Evalueringen af pædagoguddannelsen er en god anledning til, at der også skrues op her. For det hele starter selvfølgelig med en uddannelse i verdensklasse.