Daginstitutionerne: Der er kun ressourcer til udvidet nødpasning

DEBAT: Lederne i daginstitutionerne er under stort pres, og der er brug for forventningsafstemning og flere penge fra regeringen, skriver Daginstitutioneres Landsorganisation. 

Placeholder image
Der tegner sig konturerne af udbredte stresssymptomer fra daginstitutionsledere, som er klemt mellem forældrenes forventninger, og hvad der er muligt, skriver Tanja Krabbe. Foto: Preben Madsen/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix
GDPRDeleted
Vis mereIcon / Direction / Dropdown
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tanja Krabbe
Sekretariatschef, Daginstitutionernes Landsorganisation

Umiddelbart op til påskehelligdagene varslede statsministeren genåbning af landets vuggestuer og børnehaver fra den 15. april, altså én hverdag efter påske.

Landet over kastede lederne af de mange daginstitutioner uden at kny alle ferieplaner fra sig og gik i gang med at planlægge, hvordan åbningen kunne lade sig gøre.

Statsministeren havde gjort det helt klart, at genåbning kun kunne ske, når Sundhedsstyrelsens retningslinjer kunne overholdes til punkt og prikke. Retningslinjerne var godt nok et betydeligt benspænd.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Telefonerne har kimet i ét væk
Ud over de helt praktiske, logistiske og økonomiske udfordringer i at skaffe plads og ressourcer, som dagtilbuddene i forvejen mangler, havde de pædagogiske ledere også en udfordring i at kunne omsætte de sundhedsfagligt betingede retningslinjer til en virkelighed, der ifølge deres egen pædagogfaglighed var nogenlunde forsvarlig.

Hvordan skaber man tryghed og gode betingelser for kreativ leg, mens man overholder de skrappe afstands- og afvaskningspåbud?

Vi ved endnu ikke, om regeringen vil investere i daginstitutionerne, så forældrene kan komme på arbejde, eller om den løsning, vi skal levere, faktisk kun er en marginalt udvidet nødpasning.

Tanja Krabbe, Sekretariatschef, Daginstitutionernes Landsorganisation

I Daginstitutionernes Lands-Organisation, DLO, samles omkring 1.000 dagtilbud, som vi blandt andet rådgiver om, hvordan de kan omsætte myndighedernes regler til praksis. Hele påske og den første uge med nødpasning kimede telefonerne i ét væk med gode spørgsmål.

Det var imponerende, som henvendelser tydeligt kom fra løsningsparathed, mulighedsfokuserede og handlekraftige ledere.

De ville løse opgaven. De var enormt bevidste om deres samfundssind, og de ønskede at hjælpe så mange forældre som muligt. De skulle bare være helt sikker på præcis hvad de måtte.

Stresssymptomer viser sig hos ledere
Allerede i anden uge af genåbningen er fundamentet dog ved at skride.

Der tegner sig konturerne af udbredte stresssymptomer fra daginstitutionsledere, der ikke kan få de forskellige regelsæt til at hænge sammen, og som er klemt voldsomt inde mellem forældrenes forventninger på den ene side, og mulighederne for at indfri de forventninger på den anden.

For slet ikke at tale om hensynet til udsatte medarbejdere og til små børn, der nu skal møde ind til ikke særligt børnevenlige forhold. 

Pladsmangel betyder færre børn
Forventningsafstemningen først. Forældrene – og ikke mindst deres arbejdsgivere – har fra statsministerens pressemøder forstået, at samfundet nu åbner delvist igen, og at man prioriterer, at medarbejderne igen kan møde på arbejdspladsen.

Det forudsætter selvfølgelig, at medarbejderne kan få passet deres børn. Men virkeligheden er, at der kun kan tilbydes pasning til en andel af børnene.

Læs også

Sundhedsstyrelsen kræver dobbelt så meget plads, som institutionerne hidtil har skulle levere per barn, og derfor er der selvsagt plads til færre børn, hvis der ikke skaffes ekstra lokaler.

Det sidste er i sær et problem i storbyerne, hvor der pudsigt nok ikke ligger et utal af øde bygninger hen, som oven i købet er egnet til legende børn.

Kravet om mindre legegrupper giver behov for ekstra voksne hænder. Derfor skal der skæres ned på antallet af børn, hvis ikke alle medarbejdere skal på arbejde samtidig, og den samlede åbningstid derfor må reduceres.

Afstem forventninger eller invester
Institutionerne har simpelthen kun kapacitet til en del af forældrenes børn og er derfor nød til at vælge mellem, hvilke børn der tilbydes plads eller bede børnene møde ind på skift. Ingen af de modeller tilfredsstiller forældrene eller deres arbejdsgiveres forventninger.

Det ville virkelig være rart, hvis Statsministeren ville tage på sig enten at afstemme de forventninger til virkeligheden eller investere i den pasningskapacitet, der er behov for. 

En anden udfordring er nemlig økonomien. Godt nok blev der på et pressemøde flygtigt omtalt en aftale om dækning af udgifter til ekstra rengøring. Endnu har ingen dog opnået indsigt i, hvordan de får midler og præcis, hvilke udgifter der dækkes.

Hvilke forældre skal prioriteres? 
Langt værre er, at rengøring kun er en lille del af de ekstra udgifter, det kræver at levere pasningskapacitet i en coronatid.

Når der ud over afvaskning og afspritning af legetøj, sengetøj og kontaktflader også skal holdes styr på små legegrupper, der ikke må blande sig mellem hinanden og hjælpes børn til at vaske hænder mange gange om dagen, så kræver det naturligvis ekstra mandskab i forhold til de normeringer, der i forvejen ikke var prangende i daginstitutionerne.

Endelig er der ekstraomkostninger som leje af ekstra lokaler, opsætning af ekstra håndvaske og indhegning af legeplads. Vi ved endnu ikke, om regeringen vil investere i daginstitutionerne, så forældrene kan komme på arbejde, eller om den løsning, vi skal levere, faktisk kun er en marginalt udvidet nødpasning.

Og hvis det er den udvidede nødpasning, der egentlig var bestillingen, hvilke forældre skal så prioriteres? Er det op til den enkelte leder at udpege værdigt trængende forældre og skændes med resten, eller kunne der opstilles fælles kriterier? Den uvished er en kæmpe udfordring for lederne.

Sygemeldinger er det sidste, der er brug for
Endelig står lederne med en række medarbejdere, der er i risikogruppe eller lever sammen med en person, der er. Det kan for eksempel være en gravid medarbejdere i sidste del af graviditeten eller en medarbejder, der lever sammen med en kræftsyg ægtefælle.

Her anbefaler de officielle retningslinjer, at medarbejderen kan arbejde hjemmefra, men så længe en læge ikke attesterer, at medarbejderen udgør en smittefare for institutionen (det er måske nærmere den anden vej rundt), får institutionen ikke kompensation for den pågældendes løn.

Derfor kan man ikke indkalde en vikar, og medarbejderen mangler derfor i den i forvejen trængte vagtplan.

Altså står lederen igen med et menneskeligt svært dillema: Skal den pågældende medarbejdere tvinges på arbejde med den frygt, det medfører, eller skal man tilbyde endnu mindre pasningskapacitet og skuffe endnu flere forældre? 

Der er ikke noget at sige til, at lederne er trængte derude. Lige om lidt kan man se de første stresssygemeldinger i horisonten. Manglende ledere og deres nye uerfarne erstatninger er virkelig det sidste, daginstitutionerne og dermed det danske samfundet har brug for lige nu.

Vi håber derfor, at Statsministeren snart træder til med tydeligere forventningsafstemning og en økonomi, der kan få enderne til at mødes.


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser