Dansk Skoleidræt efter frikommuneforslag: Fasthold bevægelse i skolen

Statsminister Mette Frederiksen (S) lagde i sin nytårstale op til, at samtlige landets kommuner potentielt kan sættes fri af statslige regler og reguleringer på forskellige områder, herunder på skoleområdet. Så kommunerne eksempelvis selv kan bestemme endnu mere over driften af folkeskolerne.

Forslaget kommer efter en forsøgsordning med syv kommuner, som fra starten af 2021 var undtaget en række statslige regler. I Dansk Skoleidræt ved vi ikke ret meget om regeringens kommende oplæg om frikommuner, men vi ved meget om bevægelse og vigtigheden af denne i den danske skole anno 2022.

Som henholdsvis formand for Dansk Skoleidræt gennem mange år og som borgmester i en almindelig dansk kommune ser vi, at én ting er afgørende: At skolerne har selvbestemmelse ud fra kommunernes prioriteringer.

En bevægelseskultur kræver tid og vilje at opbygge

Finn Kristensen og Kenneth Muhs (V)
Formand og forretningsudvalgsmedlem, Dansk Skoleidræt

Og netop lovkravet om 45 minutters daglig bevægelse har på mange skoler betydet, at man lokalt vælger at have et særligt fokus på idræt og bevægelse.

Omvendt ser vi derfor også en fare for, at man eventuelt som frikommune kan vælge at se gennem fingre med bevægelsen, hvis der ikke er en lov på området.

Det vil ikke være en hensigtsmæssig udvikling for det element fra skolereformen, som ifølge følgeforskningen løfter elevernes faglige og generelle trivsel.

Samtidig må man også sige, at hvis der aktuelt er noget, som landets skoleelever har brug for efter to år med en skoledag præget af coronarestriktioner, så er det bevægelse.

Bevægelse rimer på en varieret skoledag, hvor eleverne lærer med kroppen, og hvor det sundheds- og trivselsmæssige aspekt er i højsædet.

Stort landspolitisk fokus

Bevægelse i skoledagen har glædeligvis vedholdende politisk interesse.

I Folketinget har der de senere år været afholdt både høringer og samråd på området, og så sent som i sidste uge var der debat i Folketingssalen på baggrund af et forslag fra Venstre om at indføre en national strategi for bevægelse.

Forslaget vandt ikke gehør, men den halvanden time lange debat viste med al tydelighed, at bevægelse i skolen er et emne, som stort set alle Folketingets partier går op i.

Netop frikommuneaspektet fyldte en del i debatten, og undervisningsministeren Pernille Rosenkrantz-Theil (S) lod vide, at bevægelseskravet er noget af det sidste, som hun vil lade falde.

Men så er alting vel godt? Tjoh, i Dansk Skoleidræt er vi ikke tonedøve. Så når vi hører Skolelederforeningen, KL og den generelle politiske debat om, at detailstyringen skal minimeres, så er det nærliggende at tolke, at bevægelseskravet er i fare for at kunne ryge.

Struktur skaber kultur

Hvis det ender med, at der ikke politisk er et flertal for at fastholde bevægelseskravet, så er det vigtigt, at der bliver sat noget andet i stedet.

Her har Dansk Skoleidræt tidligere fremført nødvendigheden af, at alle skoler får en handleplan for idræt, bevægelse og motion i skoledagen.

Vi har gennem vores koncept "procesforløb" gode erfaringer med at skabe lokale dialogforløb mellem skoler og kommuner som et redskab til at skabe et godt og systematiseret arbejde med bevægelse.

Det er altid med udgangspunkt i de lokale forhold, for ingen skoler har de samme behov, og indsatsen for bevægelse kan være vidt forskellig afhængig af, om den skal underbygge eksempelvis en skoles arbejde med læring, sundhed, trivsel eller noget helt fjerde.

Det gør også arbejdet med bevægelse komplekst engang imellem, men alle erfaringer viser, at struktur skaber kultur. En bevægelseskultur kræver tid og vilje at opbygge.