Docent: Socialministeren fortsætter eksperimentet med udsatte børn

Folketinget med socialministeren Astrid Krag (S) i spidsen har nu vedtaget aftalen om barnets lov. Det er glædeligt, at der sættes midler af til at gøre det bedre, og det er glædeligt, at børn og forældres rettigheder bliver forbedret.

Der er imidlertid meget andet, det ville være dejligt at glæde sig over. Men det ved vi ikke og får nok heller ikke så meget at vide om i de kommende år.

Oplevelser over viden

Socialministeren fortalte i Deadline 11. Maj om, hvordan hun oplevede området. De udsatte børn og unge skal opleve færre skift og mere kontinuitet, de skal opleve en voksen, de kan stole på, de skal opleve at blive inddraget, og de skal opleve at have tillid til systemet.

Udover disse fire mål skal de trives bedre, have tidligere sociale indsatser og gøre brug af deres rettigheder.

Aftalen slår en tyk streg under, at viden er ligegyldigt, når det handler om udsatte børn og unge. Det handler om oplevelser. Muligvis de udsattes oplevelser.

Men måske også om pæne politikeres oplevelser af at være velmenende og kloge personer, der for hvert parti har fået lidt med hjem om deres mærkesag –  og eventuelt hindret andres mærkesager.

Set med en forskers øjne fortsætter vi med utallige meningsdannere på bagsædet rejsen i det blå. Skal det kun være oplevelsen og ikke resultatet, der tæller?

Eksperimentet med udsatte børn

I mange år har to skift i socialpolitikken været tydeligt. Der er betydeligt flere, som modtager hjælp, medens de bor hjemme. Og der er lidt færre anbragte og en betydelig forskydning fra døgninstitutioner til familiepleje.

Tidlig indsats har været fast ingrediens i lovgivningen siden 1990’erne. Der er kommet mange flere kontaktpersoner, familiebehandlere, venskabsfamilier (før aftalen hed det "aflastningsfamilier").

Betydning af disse personers indsats er aldrig undersøgt. Der findes ikke forskning af, hvad det gode arbejde består i, og hvordan det kan lede til gode resultater.

Og heller ikke det modsatte til dårlige resultater. Yderligere er antallet af underretninger steget kraftigt, og heller ikke der vides der rigtigt noget om, hvad der skal ses efter, og det er underbelyst, hvordan skole og daginstitutioner arbejder med udsatte børn og unge i deres praksis.

Forskydningen fra døgninstitutioner til familieplejere er der lidt viden om. På det helt overordnede plan ser det ud til, at børn har større gavn af at blive placeret i familieplejen.

Der er bare ikke viden om, det gælder alle former for familiepleje, for eksempel har der været et ønske om at placere i netværksfamilier – men hvor meget bedre er det? Er der dygtige familieplejere nok, og hvis ikke, hvad betyder det så?

Et tredje skifte er ændringen af opgavelandskabet. Strukturreformen fra 2007 nedlagde amterne, hvor institutioner blev kommunale, fortsatte som private eller blev nedlagt.

Aftalen slår en tyk streg under, at viden er ligegyldigt, når det handler om udsatte børn og unge.

Frank Ebsen
Docent, Institut for Socialrådgiveruddannelserne, Københavns Professionshøjskole

Senere kom love om behandling i børnehuse, i Ungdomskriminalitetsnævnet og det sociale tilsyn som en ny instans. Der er kommet ny organisering af familieretshuset i deres eget system.

Og endelig er behovet for psykiatrisk hjælp til børn og unge stærkt stigende. Alt sammen i instanser, som er organiseret forskelligt, og stiller forskellige krav til kommune og socialrådgivere.

Viden om disse forhold indgår ikke i aftalens oplevelsesøkonomi. Der er ikke gjort anstrengelser for at se nærmere på, hvad disse forhold betyder for udsatte børn og unge. Og så har jeg ikke engang nævnt det lokale samarbejde med skole og daginstitution, som heller ikke indgår. Helheder og sammenhænge som stort set er et tomt felt i aftalen.

Sagsbehandling og socialrådgivere

Aftalen rummer en del fornuftige forslag om sagsbehandlingen, som er kommunernes eller mere præcist socialrådgiveres arbejde. Men også her er der kun nødtørftig viden.

Den opgave som socialrådgivere løser, kræver en kombination af juridisk, sociologisk, psykologisk og økonomisk viden. Den lille forskning, som produceres om området er opsplittet på de traditionelle akademiske discipliner - ofte en juridisk eller en sociologisk/antropologisk, der gensidigt udelukker hinanden.

Økonomisk forskning på området er der stort set ikke noget af. Et alternativt forslag er at sikre socialrådgiveruddannelsen flere forskningsmidler frem for de nærmest komisk små midler, der gives sammenlignet med de ”rigtige” akademiske discipliner.

Det er glædeligt, at aftalen lægger vægt på uddannelse og glædeligt, at uddannelsesstederne for første gang i mange år har fået ansvaret for at udforme dem. Der er imidlertid ikke taget beslutning om at sikre socialrådgivere den nødvendige efteruddannelse, der systematisk gør dem i stand til at varetage de gamle og nye krav i arbejdet med udsatte børn og unge.

Det er lagt i en syltekrukke de næste par år, hvor der så kan ske noget - måske.

Skal vi vide noget?

I aftalen er der en vis erkendelse af den manglende forskning eller rettere at den foregår i forskellig regier, og at vi måske bør se på tværs af disse. Der skal udvises stor taknemmelighed over, at der er afsat 100.000 kroner om året til at afholde et fælles forskningsseminar, hvor forskere kan bidrage.

Set med en forskers øjne fortsætter vi med utallige meningsdannere på bagsædet rejsen i det blå. Skal det kun være oplevelsen og ikke resultatet, der tæller?  

Frank Ebsen
Docent, Institut for Socialrådgiveruddannelserne, Københavns Professionshøjskole

Der er imidlertid ikke afsat midler til forskning i, hvad der kan gøre indsatserne overfor de udsatte børn og unge bedre. Det er fortsat midler, som skal hentes fra private fonde, og dermed midler som tager udgangspunkt i fondenes strategier for bevillinger, som sigter på at forbedre forholdene på afgrænsede områder.

Det rammer ikke behovet for at se på, hvordan kommunerne organiserer arbejdet, hvordan regler og love får betydning i arbejdet, hvordan børn og forældre i praksis får indflydelse/udelukkes, hvordan der i praksis træffes beslutninger, hvordan der laves de handleplaner, aftalen gerne vil gøre bedre, hvordan der matches i praksis mellem barn og indsats og så videre.

Lad os forske

På Institut for Socialrådgiveruddannelsen har vi i en årrække arbejdet med forskning og afprøvning af, hvordan samtaler mellem sagsbehandlere og unge giver bedst mulige resultater. Her er et eksempel, hvis nogen vil vide noget om, hvordan det kan gøres.

Vi er taknemmelige over TrygFondens støtte, men har svært ved at forstå, at der ikke gives statslige forskningsmidler i samme omfang, som til de traditionelle akademiske discipliner.

Når det nu ikke bliver tilfældet med denne aftale hos socialministeren, må bønnen sendes til forsknings-og undervisningsministeren.

Så med allervenligste ord og vink: Vil du ikke nok sende flere midler ind i en praksisforskning rettet mod indsatsen for børn og unge? Det kan desuden kompensere for, at socialrådgiveruddannelsen i dag modtager det allerlaveste uddannelsestilskud på velfærdsfeltet. 

Det er indlysende, at børn og unges oplevelser – altså at de oplever at blive godt behandlet - er vigtig. Men er det virkelig nok, og er der forskning, der undersøger disse spørgsmål?

Er tiden ikke til også at finde ud, hvordan de mange nye regler og indsatser virker – om børn og unge får det bedre? At begrænse eksperimentet og forstå den eksisterende praksis? Skal vi fortsat nøjes med tidens oplevelser? Skal vi fortsætte turen i det blå, håbe det bedste eller?