Familiecenter: En menneskelov skal sikre gode opvækstbetingelser for alle

Undervejs i denne proces bliver næsten alle børn 'tvangsfjernet' fra deres forældre om dagen og anbragt i institution, for at forældrene kan gå på arbejde og tjene penge. Børnene skal på mindre end en uge 'køres' ind i vuggestue eller dagpleje, hvor der er alt for få voksne og uddannede pædagoger.

Dette skaber uvægerligt en utryghed hos børnene. En utryghed, som ikke er skabt af forældrene, men af de samfundsmæssige forhold, som vi alle er ansvarlige for at have skabt.

De første tre år af barnets liv er afgørende for, hvordan det senere i livet kommer til at have det, både i forhold til hvordan vi håndterer vores sanselighed og vores følelser, og dermed også hvor robuste vi er i forhold til at håndtere livet.

Skamfølelse er vigtig for samvær
Skamfølelsen, som bliver mere manifest omkring toårsalderen, efter at tilknytningen er etableret, har afgørende betydning for måden, vi kommer til at fungere som samfundsborgere.

Skammen regulerer nemlig vores adfærd, når vores nysgerrighed og udforskertrang får os til at bevæge os længere ud i 'urskoven'.

Det er vigtigt, at vi så har nogle forældre, som kan kalde os tilbage og på denne måde passe på os.

Skamfølelsen er derfor livsvigtig for sammenhold og samvær, men desværre bliver mange børn udsat for giftig skam af frustrerede og travle forældre og pædagoger.

I stedet for at fortælle barnet, at det, det gør, ikke er i orden, får pædagoger og forældre vrisset ad barnet og sagt til det: ”Du er håbløs.” Herved kommer barnet til at føle sig udstødt i stedet for vejledt.

Angst er ikke en sygdom
Sammenhængskraften mellem mennesker i et samfund etableres således i løbet af de første tre år af børnenes liv, og det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, at det består af store mængder sanselighed, kontakt, nærvær og følelser.

Desværre ser vi nu, at sammenhængskraften i samfundet – især for børn og unge – smuldrer mere og mere. Flere og flere unge og børn får stress og angst.

Angst er ikke nogen sygdom, som den ofte bliver gjort til, fordi det føles meget invaliderende at mærke angst. Angsten optræder, når vi er ved at miste fodfæstet. Når vi er ved at miste forbindelsen til os selv og andre.

Angsten er en livsvigtig følelse, som bremser os, når vi er ved at komme for langt ud over kanten. Den kalder os på en måde tilbage til livet. Vi må ængstes retteligen, som Søren Kierkegaard så viseligt lærer os.

Vi må mærke angsten og handle os tilbage til livet. Når angsten stiger og stiger i samfundet, må vi prøve at forstå hvorfor.

Vi er ved at gå fra hinanden
Det danske Folketing har lige vedtaget en meget ambitiøs klimalov godt hjulpet af en stor flok unge mennesker, som har råbt os op. Vi kan se, at temperaturen stiger, at isen smelter, og at klimaet bliver mere og mere ekstremt.

Verden, som vi kender den, er ved at gå fra hinanden på grund af uhæmmet vækst og forbrug. Nu forsøger en stor gruppe unge at gøre os opmærksom på, at der er noget galt. At de ikke trives.

Dronningen talte i sin nytårstale om en stigende ensomhed, som nok er et rammende udtryk for det, som er ved at ske i samfundet. Menneskene er ved at gå fra hinanden. Er ved at miste forbindelsen på trods af de mange venner, som de omgiver sig med på Facebook.

På ganske få år har megastore tech-virksomheder lagt beslag på en stor del af vores bevidsthed og opmærksomhed og gjort os afhængige af deres ydelser. De samme kræfter, som har ført klimaet på afveje, er nu også ved at splitte os ad som mennesker.

Der er brug for en menneskelov
Som Katrine Marie Guldager skrev i sin klumme i Politiken søndag mellem jul og nytår, så er et menneskes dybeste behov behovet for at høre til, behovet for at være en del af fællesskabet.

Disse splittende kræfter er drevet af en umættelig kapitalisme, som har sejret ”ad helvede til”, som en socialdemokrat udtrykte det.

Som den anden klummeskriver Svend Brinkmann her i sin første klumme i Politiken i det nye år skrev, så ” har kapitalismens ånd bredt sig fra det marked, hvor den har sin berettigelse, og præger nu alle områder af vores liv”.

Jeg kan derfor ønske mig, at Mette Frederiksen, hvis hun gerne vil være børnenes og menneskenes statsminister, vil sætte sig i spidsen for at indføre en menneskelov med ambitiøse mål om, at alle børn skal sikres bedst mulige opvækstbetingelser, der tager udgangspunkt i de ovenfor beskrevne betingelser for børns trivsel.

Tilstrækkelig mange voksne per barn i daginstitutionerne. Længere barselsorlov. Vi må tage udgangspunkt i, at sanser og følelser er mindst lige så vigtige som læring.

Dette gælder ikke mindst i børnehaver, hvor det er vigtigt at lære børn at tale om, hvordan de har det. Det må derfor også være et vigtigt fag i lærer- og pædagoguddannelsen.

Også mange klarer sig godt
Heldigvis er verden ikke sort-hvid. Vi ser masser af kompetente unge mennesker, som trives, og som deltager med stor entusiasme i debatten. Mere kompetente, end jeg husker, vi var som unge, selvom jeg også deltog ivrigt i blandt andet Vietnam-demonstrationerne.

Heldigt er det også, at vi er i stand til at hjælpe mange af de familier, som i årtier har befundet sig i en negativ social og psykologisk arv. Jeg har de sidste 36 år været leder af et familiecenter, hvor vi arbejder intensivt med behandling af børn og deres forældre.

Vi har mange erfaringer med, at vi kan gøre en meget stor forskel for de familier, som har boet hos os. Det handler i vid udstrækning om at reparere den negative psykologiske arv, som gennem generationer er blevet videregivet som en utryg tilknytning i familien.

Som forskeren Anne-Dorthe Hestbæk svarede i Politiken, da hun blev spurgt, om der ikke er noget, der hjælper: ”Ja, vi ved, at intensiv psykologisk behandling af forældre og børn virker.”

Det kan jeg kun bekræfte ud fra de mange familier, som vi har haft boende.

Genetablere en nærværende favn
Det, der har virket også for børnene – ud over deres egen intensive behandling – er, at deres forældre har været i et intensivt terapeutisk forløb med egenterapi, gruppeterapi, familieterapi og undervisning.

Det intensive består i at genetablere en nærværende og kontaktfuld favn hos forældrene. Det kan ske, når vi møder forældrene med anerkendelse og en kontaktfuld favn. En favn, som de ikke selv havde, da de havde allermest brug for det.

Med sådanne tiltag er det muligt at forebygge mange anbringelser og få brudt den sociale og psykologiske arv. Det er uhyre vigtigt, at vi fastholder dette perspektiv.

Disse problemer for børn og unge kan nemlig ikke løses ved tvangsfjernelse og bortadoption.

Som Mette Frederiksen gang på gang understreger, så må vi altid stå på børnenes side. Det gælder alle børn og andre små mennesker.