Forkvinde for De Anbragtes Vilkår: Regeringens forslag om juniormesterlære kan skabe et B-hold af udsatte elever

Da jeg blev anbragt som barn, betød det ikke, at jeg havde mindre brug for at komme i skole. Tværtimod havde jeg brug for at møde ind, lære noget og føle mig lidt mere normal.

Uddannelse er den vigtigste brik til et godt og meningsfuldt liv – det gælder også, selvom du møder ind med en rygsæk, der er lidt tungere end de andre elevers. Desværre møder mange elever med anbringelsesbaggrund voksne, der tænker, at en elev først skal i trivsel, før hun kan lære.

Men måske er skolegang nøglen til trivsel?

Jeg vil gerne minde forligspartierne om, at der kan være forskel på elever med ’særlige behov’ som for eksempel specialundervisning – og så elever med behov for ekstra støtte og opbakning.

Leika Fuglsang
Forkvinde, De Anbragtes Vilkår

Derfor er det positivt, at regeringens folkeskoleudspil lægger op til, at PPR skal have mere fokus på hele klassefællesskaber frem for den enkelte elev, og at der udspillet i det hele taget er et øget fokus på at styrke fællesskabet.

På den måde kan man rumme flere elevers behov, så færre elever får brug for et specialundervisningstilbud.

Men jeg vil gerne minde forligspartierne om, at der kan være forskel på elever med ’særlige behov’ som for eksempel specialundervisning – og så elever med behov for ekstra støtte og opbakning.

Og det er vigtigt, at vi ikke glemmer de elever, der står i en vanskelig livssituation, som for eksempel er blevet anbragt – men som ikke nødvendigvis har brug for specialundervisning. Det er elever, som kan trives fint i den almene grundskole, hvis de får den rette opbakning og bliver mødt med positive forventninger.

En, der holder skoletasken

Den opbakning og støtte, som andre børn får fra deres forældre, mangler mange børn og unge med anbringelsesbaggrund.

Vi har populært sagt brug for én, der holder vores skoletaske, altså brug for lidt ekstra opbakning til at være i det almindelige sociale fællesskab og brug for en voksen, som tager ansvar for at give os en hånd ind i fællesskabet.

Her kan muligheden for holddannelse, undervisningsdifferentiering og tolærerordninger være løsninger, som både kan hjælpe den enkelte elev og klassen som helhed.

Derfor er jeg også bekymret for afskaffelsen af det centrale krav om lektiehjælp.

Man bør ikke afskaffe det centrale krav om lektiehjælp uden at erstatte det med et alternativ, 

Leika Fuglsang
Forkvinde, De Anbragtes Vilkår

Mange anbragte børn og unge mangler i forvejen den søster, der hjælper med matematikligningerne, og den onkel, der giver kursus i tysk grammatik. Med andre ord, en afskaffelse af det centrale krav om lektiehjælp er det samme som med en fed understregningstusch at markere: Mens nogle elever kan få hjælp af mor og far, er andre overladt til sig selv.

Men alle elever skal have mulighed for at få den hjælp, de har brug for. Derfor bør man ikke afskaffe det centrale krav om lektiehjælp uden at erstatte det med et alternativ, som kan understøtte de elever, der ikke har mulighed for at få hjælp til lektier.