Forskere: Vi skal væk fra målstyring af pædagogikken og tilbage til relationsarbejdet

Som samfund sætter vi ind som aldrig før for at hjælpe børn i udsatte positioner. Alligevel viser en ny undersøgelse, at dagtilbudscheferne ikke oplever hjælpen i deres kommuner som tilstrækkelig. 

Måske er det på tide at lytte til forskningens bud på, hvad der virker. Og ja, det lugter lidt af 1970’erne, for det er noget så simpelt som pædagoger med fokus på og tid til relationer og fællesskab. 

I en ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut lyder det fra samtlige dagtilbudschefer i 80 kommuner, at der er børn i udsatte positioner i deres kommune, der i en eller anden grad ikke får den hjælp, de har brug for.

Hvordan kan det være sådan, når vi som samfund har et større fokus end nogensinde på tidlige indsatser? Ifølge vores forskning er en del af forklaringen, at vi ikke sætter nok ind dér, hvor effekten er allerstørst – nemlig ved at dyrke de gode børnefællesskaber og relationerne i daginstitutionen. Det er nemlig her, børn i udsatte positioner lever deres hverdagsliv med mange andre børn.

Hvis vi ønsker at arbejde forebyggende med udsathedsproblematikker, viser forskning, at det kræver daginstitutioner af høj kvalitet. 

Crisstina Munck og Anja Marschall
Lektorer på pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole

Tid i hverdagen
Hvis vi ønsker at arbejde forebyggende med udsathedsproblematikker, viser forskning, at det kræver daginstitutioner af høj kvalitet. Her er bedre vilkår for børnenært pædagogisk arbejde helt centralt. Og hvad vil det så sige?

Vores forskning viser, at det handler om tid i hverdagen. Tid til at følge og støtte børnenes bestræbelser på at blive en del af daginstitutionens fællesskaber. Tid til at støtte børnene i de konkrete situationer, hvor de har behov for en hjælpende hånd. Lad os komme med et eksempel fra en daginstitution, hvor de arbejder med mindre børnegrupper som en del af arbejdet med udsathedsproblematikker:

Adnan og Sille er fordybet i leg i dukkekøkkenet i vuggestuen, hvor de skiftes til at skænke kaffe op og drikke. Elin vil gerne være med, men hendes bevægelser er for voldsomme, og hun har svært ved at aflæse de andre børn. Hun kommer derfor til at skubbe til Sille. Og en konflikt er hurtigt under opsejling. Elin hverken verbalt sprog eller sociale kompetencer til at byde relevant ind i legen. Det betyder at Elin ofte er udenfor legefællesskabet. Her er det at pædagogen Annika iagttager børnenes samspil og ser Elins kamp. Annika bruger sin faglige viden, og viser Sille og Adnan, hvordan Elin også kan deltage i legen med lidt voksenhjælp til at korrigere motorikken og til at kommunikere, hvad hun gerne vil.

Elin er en pige, der kæmper med mange ting. Udover motoriske og sproglige udfordringer har hun et svært hjemmeliv med en mor, der ikke kan overskue dagligdagen med Elin. Elin skældes meget ud der hjemme og i daginstitutionen er hun ofte udenfor børnefællesskaberne.

Hvis ikke pædagogerne som i eksemplet er opmærksomme og støttende, risikerer Elin at komme i øget mistrivsel, der på sigt kan have langvarige negative konsekvenser for Elins sociale og psykiske udvikling. Men for at det kan lade sig gøre, har vi brug for pædagoger som Annika, der har tid til at sidde på sidelinjen og først observere for dernæst nænsomt at støtte Elins deltagelse i en mindre børnegruppe.

I vores forskning ser vi, at relationsarbejdet er vanskeligt i daginstitutioner med en stor udskiftning af medarbejdere

Crisstina Munck og Anja Marschall
Lektorer på pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole

På sin vis er det simpelt, men så alligevel ikke. For i dag har pædagoger mange opgaver, der ikke handler om at følge børnene tæt i situationer som ovenstående. Når vanskeligheder i et barns udvikling opstår, er det derfor svært at forstå, hvad disse vanskeligheder hænger sammen med. Det betyder, at der ofte igangsættes specifikke indsatser, rettet mod det enkelte barn fremfor mod det sociale miljø, som barnet lever i. Det betyder, at almene forhold knyttet til barnets mulighed for at udvikle tilhørsforhold til andre børn og voksne skubbes i baggrunden.

Relationen som omdrejningspunkt
I vores forskning ser vi, at relationsarbejdet er vanskeligt i daginstitutioner med en stor udskiftning af medarbejdere, og hvor børnene derfor møder mange forskellige voksne. Når de voksne ikke er stabile, kender ingen barnets historie med de vanskeligheder og ressourcer knyttet hertil. Når det sker, forsvinder børneperspektivet, og børnene falder ud af fællesskaberne.

Hvis vi reelt ønsker at forebygge udsathed, er det tid til at tænke anderledes. Alt for længe har vi i bestræbelsen på tidlig indsats været i gang med at udpege børn med vanskelige livsomstændigheder som vanskelige børn. Hermed har vi bevæget os væk fra det væsentlige – nemlig at vanskeligheder for børn er knyttet til deres deltagelsesmuligheder i hverdagslivet.

Heldigvis er der er gode initiativer i gang. Københavns Kommune har medvirket til at udklække nye pædagoger med en profil i udsathedsproblematikker i samarbejde med Københavns Professionshøjskole.

Hermed er startskuddet lydt til at kvalificere det pædagogiske arbejde med udsathed i børnehøjde. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt, hvis ikke der fra politisk side skabes mere tid til relationsarbejdet i hverdagen. Det fordrer mindre målstyring af pædagogikken, færre tests af børns sprog og trivsel og faste voksne til mindre børnegrupper. Det handler om at reinstallere tillid, nærvær og stabilitet i den pædagogiske hverdag, hvis vi for alvor skal hjælpe børn som Elin.