Forstander for bostedet fra 'Indefra med Anders Agger': Er vores unge syge, eller er det snarere vores samfund?
Anders Agger og ni unges personlige fortællinger i fire veltilrettelagte programmer i bedste sendetid skal blive mere og andet end godt tv og underholdning. Der er behov for politisk handling – også langt mere, end ambitionerne i ti-årsplanen for psykiatri og mental sundhed foreskriver, skriver Rasmus Ladefoged Dinnesen.
Rasmus Ladefoged Dinnesen
Forstander og områdechef, HolmstrupgårdDen seneste måned har mange af jer fulgt journalist Anders Aggers rolige stemme, mens han har arbejdet sig ind på livet af ni modige unge mennesker, som har det tilfælles, at de er alvorligt psykisk syge og bor på den selvejende institution Holmstrupgård i Brabrand nær Aarhus, hvor jeg er forstander.
DR har valgt at fortælle Sebastians, Alvildas, Kathrinas, Mais, Katrines, Majas, Nannas, Amalies og Alberthes historier i den 'Indefra'-serie, som de har valgt at kalde 'Syg ungdom'.
Min motivation for at lade kameraholdet komme ind i vores behandlingsarbejde var først og fremmest at bryde tabuer og understøtte prioriteringen fra psykiatriens ti-årsplan om at lave oplysnings- og afstigmatiseringsindsatser.
Men har DR valgt den rigtige titel? For er det vores ungdom, der er syg, eller er det snarere samfundet og de strukturer, vi har lavet i det, som er syge?
Indsatser i psykiatrien kan ikke alene bringe vores unge ud af den mentale mistrivsel, som vi konstant hører om, at de er i, og som mange undersøgelser bakker op om.
Danmark handler for langsomt
Jeg mener ikke, at vi handler hurtigt nok. Og det skal vi. For ellers bliver det bare dyrere og dyrere for kommunerne og samfundet, og gode, ubekymrede ungdomsår går til spilde.
Vi kan og bør klare mere i det såkaldte normalområde. Vi får mere for pengene, når vi prioriterer tidligere samfundsmæssigt.
Når vi giver helt små børn i vores institutioner flere voksne, der kan favne og udvikle dem. Når man som elev med særlige behov bliver rummet og støttet i folkeskoleklassen, fordi der er et tilpas antal elever, så man ikke drukner i mængden. Det er alt sammen med til at styrke den psykiske trivsel.
Alligevel er der de seneste årtier blevet sparet på pædagoger i vuggestuer og børnehaver og hævet klassekvotienter i folkeskolen til 28 elever.
Anders Agger og ni unges personlige fortællinger i fire veltilrettelagte programmer i bedste sendetid skal blive mere og andet end godt tv og underholdning.
Rasmus Ladefoged Dinnesen
Forstander og områdechef, Holmstrupgård
Det sker på bekostning af pædagogik, modning, dannelse, læring og socialisering. Det øger børns og unges mistrivsel, skolevægring og isolation, som kan være de første skridt mod psykiatrien.
Anders Agger og ni unges personlige fortællinger i fire veltilrettelagte programmer i bedste sendetid skal blive mere og andet end godt tv og underholdning.
Løsningerne må vi være fælles om, og det gør det naturligvis mere kompliceret, at løsningen har rod i flere ministerier – hvis ikke alle. Men det er simpelthen ikke en undskyldning.
Der er behov for politisk handling – også langt mere, end ambitionerne i ti-årsplanen for psykiatri og mental sundhed foreskriver.
Der er også behov for tættere samarbejde mellem kommunerne og regionerne. Vi skal gentænke det meste sammen, så de næste generationer trives i langt højere grad, end det er tilfældet i dag.