Mor til dreng med autisme: Inklusion i børnehaver er et skalkeskjul for besparelser

Der er varslet øget inklusion på børnehaveplan i en række kommuner – herunder Odense. Det sker under dække af, at man vil beskytte de mest sårbare børn. Men intet kunne være fjernere fra de problemer, børn som mit har, skriver Lone Boldt Maagaard.

Det er åbenlyst for enhver, at
børnehaveinklusionen i virkeligheden handler om økonomi, da det øgede behov for
specialtilbud presser kommunerne, skriver Lone Boldt Maagaard.<br> — Det er åbenlyst for enhver, at børnehaveinklusionen i virkeligheden handler om økonomi, da det øgede behov for specialtilbud presser kommunerne, skriver Lone Boldt Maagaard.
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Lone Boldt Maagaard

gymnasielærer og mor til dreng med infantil autisme

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For tre et halvt år siden blev jeg mor til en dejlig dreng, der efter halvandet år viste tegn på autisme og forsinket udvikling. Vi var så privilegerede, at min søn hurtigt blev udredt og fik sin diagnose. Ganske kort tid efter blev han visiteret til Enghaveskolens Børnehave i Odense, der er en fremragende specialbørnehave for børn med autisme og et højt støttebehov.

Min søn har tidligere været i almen vuggestue og kort også på en ressourceplads i en almen børnehave. Begge steder var kendetegnede ved fagligt kompetente, omsorgsfulde voksne, der dog ikke kunne give min søn det, han havde brug for. Det kunne de ikke, fordi rammen ikke var til det, og fordi de ikke havde den nødvendige specialpædagogiske viden om autisme. Børn som min søn, der både har autisme og forsinket udvikling, fungerer nemlig ikke i rammer med mange mennesker, visuel støj, høje lyde og en omskiftelig hverdag.

Vi har som samfund ikke forholdt os til, at vi er blevet klogere på diagnoser som autisme, og at der med oplysning følger forpligtelser
Lone Boldt Maagaard
Gymnasielærer og mor til dreng med infantil autisme

I det almene skærmede min søn ofte sig selv, fx under en busk på legepladsen eller i personalerummet. Hans udvikling gik i stå. Han sov forfærdeligt og havde ofte lange vågenperioder om natten. Hans sociale overskud blev så lille, at de eneste mennesker, han kunne tåle at have tæt på var mor, far eller kontaktpædagogen.

Da min søn landede i de rette rammer var det en stor lettelse. Pludselig blev hans overskud så stort, at han kunne smile til andre end os, at han kunne afleveres til mere end bare én pædagog, og at han begyndte at udvikle sig. Vi bøvler stadig med søvnen, men derudover er min søn i trivsel og udvikling, fordi han nu er i de rette rammer.

Varslede besparelser

Når jeg nævner min søns historie er det fordi, den er repræsentativ for mange børn med lignende diagnoser. De børn har i den grad brug for specialtilbud med meget små miljøer, en høj grad af visuel understøttelse, forudsigelighed og fagligt kompetente pædagoger med en stærk viden om autisme.

Derfor blev jeg som mor også forundret og fortvivlet, da Odense Kommune for nylig meldte ud, at de vil lukke 12 af 36 pladser for at lave inklusion på børnehaveplan. Man vil åbne 24 ressourcepladser i det almene, der skal benytte sig af den amerikanske autismepædagogik Nest. Nest er en metode til at inkludere børn med autisme sammen med børn uden, hvilket for de højtfungerende børn nok kan være fint. Jeg bliver dog bekymret, når man gør det på bekostning af specialtilbuddene. Det fremgår nemlig tydeligt, hvis man læser op på Nest, at det fungerer for børn med autisme, der har et kognitivt niveau svarende til deres jævnaldrendes.

Det har børn som min søn, der er visiteret til specialtilbud som Enghaven, dog sjældent. Således er langt de fleste børn i min søns børnehave år tilbage i udviklingen, og derfor er det helt håbløst at forestille sig, at børn som min søn kan inkluderes i det almene – uanset hvor længe man har studeret Nest.

Læs også

Københavnske børnehaver: KL’s hykleriske spareøvelser er på kant med loven

Debat

Inklusion som et skalkeskjul

Situationen mimer på mange måder de toner, der har lydt fra Kommunernes Landsforening i den seneste tid, hvor man hævder, at det er bedst for specialbørn at blive inkluderet i det almene. I Odense har Susanne Ursula Crawley Olsen, der er forkvinde for Børn- og ungeudvalget, for nylig udtalt, at ”Holdningen til sagen egentlig er, at børnehusene i kommunen skal kunne rumme de børn, der nu engang er i kommunen”. Problemet er, at det her ikke handler om, hvad børnehusene kan rumme, men snarere om, hvad børnene kan.

Det koster en del penge at hjælpe børn som min søn. Men det vil med sikkerhed blive dyrere ikke at gøre det
Lone Boldt Maagaard
Gymnasielærer og mor til dreng med infantil autisme

Det giver mig dårlig smag i munden, at nedlukningen i specialområdet bliver beskrevet som var det velgørenhed – og ikke bare økonomi. Det nævnes således både af Susanne Crawley (R) i Odense, og af formanden for KL´s Børne- og Undervisningsudvalg, Thomas Gyldal Petersen (S), på hver deres facon, at de her børn fortjener at være en del af det almene fællesskab.

Hermed må det forstås, at det er synd, hvis de bliver i deres specialtilbud. Intet kunne være mere forkert, når man taler om børn som min søn. For hos de børn vil inklusionen i praksis blive til ren eksklusion.

Tendensen med inklusion af de her børn gør mig som mor særdeles ked af det, men også indigneret. Det gør det, fordi det jo samtidig er åbenlyst for enhver, at børnehaveinklusionen i virkeligheden handler om økonomi, da det øgede behov for specialtilbud presser kommunerne. Det melder KL da også ud indimellem, når de får trukket vejret mellem inklusionseufemismerne.

Viden forpligter

Området lider under, at vi som samfund ikke har forholdt os til, at vi er blevet klogere på diagnoser som autisme, og at der med oplysning følger forpligtelser. Der diagnosticeres flere, fordi vi er blevet bedre til at opspore tidligt. Og der henvises flere børn, fordi man har fået øget kendskab til, hvor central den tidlige indsats i de rette rammer er, og fordi man nu ved, hvordan – og at – man kan hjælpe de her børn.

Det er rigtigt, at det koster en del penge at hjælpe børn som min søn. Jeg vil dog pointere, at det med sikkerhed er dyrere ikke at gøre det. Det bliver det, fordi alternativet er, at børnenes udvikling stagnerer, og at de mistrives. Når det sker, så bliver både børn og familier dyrere for samfundet, fordi forældrene får svært ved at bidrage andre steder end i hjemmet. Så både på et menneskeligt og et økonomisk plan vil det være mere bæredygtigt for os som samfund at betale de penge det koster at hjælpe de allermest sårbare børn.

Læs også