Pædagog: Mit hjerte bløder, når unge vælger pædagoguddannelsen fra. Men jeg forstår dem til dels

Et lille lønløft til pædagoger er ikke afgørende for, om flere unge søger ind på uddannelsen. Vi bliver nødt til også at investere i pædagoguddannelsens faglige indhold, skriver Kasper Bøgh Larsen.

Studerende vil gerne lære og dygtiggøre sig. Og så nytter det ikke noget, at uddannelsen har ry for at være for nem eller et simpelt selvstudie, skriver Kasper Bøgh Larsen.
Studerende vil gerne lære og dygtiggøre sig. Og så nytter det ikke noget, at uddannelsen har ry for at være for nem eller et simpelt selvstudie, skriver Kasper Bøgh Larsen.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Har du lyst til at blive pædagog?

Jeg har været pædagog i tæt på to årtier, og det skærer til stadighed i mit hjerte, når det mest almindelige svar til det spørgsmål er et meget hurtigt og definitivt "nej”.

Jeg synes jo, af gode grunde, at det er et vanvittigt givende, dynamisk og udfordrende arbejde, så hvorfor vælger så mange unge uddannelsen fra?

Det gør de, efter min bedste overbevisning, fordi uddannelsen halter gevaldigt.

Et lille lønløft til vores profession bliver det til. Men jeg tror ikke på, at det er det afgørende for, om flere unge søger ind.

Kasper Bøgh Larsen
Pædagog

Jeg tror, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved både det faglige niveau og det faglige udbytte, da unge uddannelsessøgende ikke kun kigger efter "drømme-faget", men efter udviklingsmuligheder og viden.

Lad os starte med lige at ridse de aktuelle rammer for vores fag op. Om under tre måneder skal minimumsnormeringerne indfases i de kommunale daginstitutioner.

Det på trods af at den nuværende regering, af flere omgange, har prøvet at omformulere, udskyde eller parkere dele af den aftale, der blev indgået under den tidligere S-regerings ledelse.

Men lad os lade alt det fnidder ligge et øjeblik og se på, hvad det vil betyde for os ude på gulvet i institutionerne.

Om skribenten

Kasper Bøgh Larsen er pædagog i Københavns Kommune.

Han er en del af det faste skribenthold på Altinget Børn, hvor han løbende skriver kommentarer om børnepolitik, det pædagogiske fag og det gode børneliv.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For med normeringerne kommer flere hænder og flere timer med børnene. Vigtigt. Men det er mindst lige så vigtigt, at vi holder for øje, hvad det egentlige mål med normeringerne bør være.

For udover at vi skal sikre, at børnene er grundlæggende trygge og kan finde en voksen, når de har brug for det, så skal vi også sørge for at det daglige pædagogiske indhold er stærkt. Og at vi kan opdage og gribe de børn, der har brug for det.

Her skal det også lige indskydes, at nye undersøgelser viser, at pædagoger med mange ufaglærte kollegaer har flere sygedage end dem, der har flere med en pædagogisk uddannelse bag sig.

Så vi har ikke bare brug for hænder. Vi har brug for pædagoger.

Der er et historisk lavt antal ansøgere på pædagoguddannelsen, og som det ser ud lige nu, så fortsætter derouten.

Vi skal simpelthen gøre det attraktivt at blive pædagog, og det kan kun gå for langsomt. Ja, et lille lønløft til vores profession bliver det til. Men jeg tror ikke på, at det er det afgørende for, om flere unge søger ind.

Læs også

Regeringen har foreslået at sætte 45 millioner af på finansloven til et kvalitetsløft af uddannelsen. At uddannelsen så samtidig ser ud til at miste et midlertidigt tilskud på 43 millioner gør jo de 45 af slagsen ligegyldige, men lad os satse på, at det ikke sker.

De penge, der eventuelt findes, skal - efter min bedste overbevisning - bruges på at højne det faglige indhold, i den undervisning der er. Flere studerende giver nemlig udtryk for, at det faglige niveau simpelthen ikke er højt nok.

Jeg tror som sagt ikke på, at de fleste unge kun vælger uddannelsen udelukkende fordi de vil være pædagoger, men også fordi de gerne vil lære og dygtiggøre sig. Og så nytter det ikke noget, at uddannelsen har ry for at være for nem eller et simpelt selvstudie.

Flere studerende giver udtryk for, at det faglige niveau simpelthen ikke er højt nok.

Kasper Bøgh Larsen
Pædagog

Nej, for at tiltrække de unge skal vi have kvalificerede undervisere, der kan løfte fag som psykologi, socialfag og grundlæggende pædagogik tilbage som de synlige grundpiller for uddannelsen.

Det tror jeg på kan tiltrække flere unge, der gerne vil førnævnte fag, men som også har en lyst og et drive til at omsætte disse fag i en praktisk hverdag.

Og så skal vi altså ud og sælge det her fantastiske fag. Til alle dem, der gerne vil blive udfordret af en profession, der ikke, som mange antager, bare er praktisk funderet. Men som også indeholder refleksiv tænkning, store beslutninger og et afgørende aftryk på de børn, der skal være med til at bære vores samfund i de kommende årtier.

Det kan vi allesammen være med til at gøre. Både pædagoger, forældre og ikke mindst politikerne.

For er der nogen, der burde tale vores fag op, så er det dem, der sidder inde på Christiansborg og dikterer rammerne for den hverdag, vi byder børnene.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00