Debat

Powerkvinderne: Vi skal designe et system, der gennemskuer manipulerende og psykisk voldelige forældre

Familieretshuset er ikke klædt på til at spotte og gribe ind, når en psykisk voldelig forælder forsøger at skubbe den anden forælder ud af barnets liv, skriver Sisse Fallinge og Anne-Mette Barfod fra konsulentvirksomheden Powerkvinderne.

Gennem manipulation kan en forældre opnå en magtposition, vinde den fulde forældremyndighed og i værste fald skubbe den anden forælder helt ud af barnets liv, skriver Sisse Fallinge og Anne-Mette Barfod (arkivfoto).
Gennem manipulation kan en forældre opnå en magtposition, vinde den fulde forældremyndighed og i værste fald skubbe den anden forælder helt ud af barnets liv, skriver Sisse Fallinge og Anne-Mette Barfod (arkivfoto).Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix
Anne-Mette Barfod
Sisse Fallinge
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Vive, mister hvert syvende skilsmissebarn i Danmark kontakten til en forælder.

Forskning har samtidig vist, at der skal endog meget alvorlige omsorgssvigt til, før et barn af egen vilje vælger sin forælder fra. Når et barn for eksempel bruger samme begreber og argumenter som den ene forælder i en skilsmissekonflikt, eller pludselig ikke ønsker kontakt, bør det behandles som et rødt flag af fagprofessionelle.

Vores erfaring, fra arbejde med voldsudsatte, er, at fagpersoner i Familieretshuset ikke er tilstrækkelig klædt på til at spotte og gribe ind, når en forælder forsøger at skubbe den anden forælder ud af barnets liv.

Nogle mennesker er tiltrukket af magt på samme måde, som myg er tiltrukket af en flamme. Den slags mennesker finder vi også blandt forældre.

Sisse Fallinge og Anne-Mette Barfod
Konsulentvirksomheden Powerkvinderne

Bekymrende mange af disse mødre og fædre har mistet kontakten til deres barn. Et brud på en nær relation er vold mod både barn og forælder med uoverskuelige følger for begge.

Bliver ført bag lyset

Vi skal klæde fagpersoner langt bedre på med uddannelse og værktøjer. Og det er nødvendigt at optimere systemer og udvikle intelligent screening, så sagsbehandlere og dommere effektivt gennemskuer dynamikkerne i voldelige relationer.

Forskning viser, at vores hjerne kategoriserer mennesker hurtigt og automatisk. Det sker fuldstændig ubevidst og ud fra markører som jobtitel, udseende, økonomi, fremtoning, tøjstil, symboler og dialekt. Denne evne gør det muligt for os lynhurtigt at inddele mennesker i kategorierne 'venner' eller 'fjender', hvilket kan være praktisk. Der er dog en bagside af medaljen.

Når vores hjerne er så hurtig til at kategorisere mennesker, risikerer vi at blive ført bag lyset af en attraktiv fremtoning. Det kan ske for os alle, og derfor også for de sagsbehandlere og dommere, der skal træffe afgørelser i sager om forældremyndighed og samvær.

Mange af disse fagprofessionelle har nemlig ifølge et nyt speciale, skrevet af kandidat i socialt arbejde fra Aalborg universitet, Cecilie Dimanche Henriksen, ikke faglige forudsætninger for at gennemskue voldelige dynamikker.

Temadebat

Hvordan håndterer vi udfordringerne i Familieretshuset?
En ny rapport peger på en række retssikkerhedsbrister i Familieretshusets sagsbehandling. Samtidig er Familieretshuset er ramt af en stor fyringsrunde. 

Derfor spørger Altinget Social og Altinget Børn nu: Hvordan sikrer man et familieretligt system, der passer på børnene, når de kommer i klemme i en skilsmisse?

Om Altingets temadebatter
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Altinget bringer kun debatindlæg, som udelukkende er skrevet til Altinget.

Har du lyst til at bidrage til debatten, er du velkommen til at skrive til [email protected] for at høre om mulighederne.

Manipulerer sig til magtposition

En undersøgelse fra Børns Vilkår viser, at hvert femte barn i Danmark har været udsat for psykisk vold af den ene eller begge forældre.

Nogle forældre er det naturligvis uforvarende, eller fordi de er pressede, men der er også forældre, som ønsker at styre og kontrollere deres nærmeste.

Ifølge Børns Vilkårs rapport 'Svigt af børn i Danmark', risikerer børn at blive svigtet på tre arenaer: I hjemmet og de nære omgivelser. Af myndigheder og institutioner. Og af det omgivende samfund.

Disse former for svigt kan udspringe af, at en forælder kan være mesterlig til at manipulere både i hjemmet, i de nære relationer, i mødet med myndigheder og institutioner og i relation til det omgivende samfund.

På den måde kan denne forælder opnå en magtposition, vinde den fulde forældremyndighed og i værste fald via bagvaskelse have succes med at skubbe den anden forælder helt ud af barnets liv. 

Tiltrukket af magt, som myg er af flammer

Vi ved fra en spritny undersøgelse fra Lev Uden Vold, at vold nedarves gennem generationer. Denne viden gør det absolut nødvendigt at sikre, at offentlige myndigheder og institutioner ikke forvolder mere skade end gavn.

Børn er afhængige af voksne. En psykisk voldelig og manipulerende forældre kan få barnet til at optræde som en bugtalerdukke i mødet med det offentlige system: I stedet for at udtrykke egne behov, siger barnet i værste fald det, som en voldelig forælder manipulerer barnet til at sige.

Vi skal klæde fagpersoner i det familieretslige system på, og designe det således at konfliktramte børn får den rette hjælp.

Sisse Fallinge og Anne-Mette Barfod
Konsulentvirksomheden Powerkvinderne

Ifølge den amerikanske politolog og forsker Brian Klaas findes der persontyper, som er særligt tiltrukket af magten. Disse mennesker går ikke nødvendigvis efter det fælles bedste, og de kan ifølge forskeren have både psykopatiske, narcissistiske eller Machiavellistiske personlighedstræk.

Sådanne mennesker er med Brian Klaas's ord ikke 'normale'. De er tiltrukket af magt på samme måde, som myg er tiltrukket af en flamme. Den slags mennesker finder vi også blandt forældre.

Klæd fagpersonerne bedre på

En central pointe i Brian Klaas's argumentation er, at vi har brug for at udvikle systemer, der formår at gennemskue de mennesker, der uden samvittighed går efter magten.

Vi skal med andre ord klæde fagpersoner i det familieretslige system på, og designe det således at konfliktramte børn får den rette hjælp, fremfor at blive fastlåst i en voldelig relation.

Læs også

Det gør vi, hvis vi anerkender, at nogle forældre ikke sætter barnets behov først. Hvis vi klæder fagpersoner på til at spotte og gribe ind overfor manipulerende adfærd. Og ved at gennemføre screening – eksempelvis med hjælp fra kunstig intelligens - der kan analysere, om sprogtonen i sagsakterne rummer nedgøring, sarkasme eller andre voldelige dynamikker.

Kun ad den vej undgår vi brud og andre alvorlige følger af højkonfliktfyldte skilsmisser. Ikke bare for forældrene men også for børn, bedsteforældre og fremtidige generationer.

Skribenterne er begge tilknyttet konsulentvirksomheden Powerkvinderne

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024