Dagtilbud: Aftalen om minimumsnormeringer spænder ben for private pasningsordninger
De populære private pasningsordninger står over for at få forringet deres økonomiske vilkår så voldsomt, at de fremover vil have svært ved at overleve økonomisk, skriver Janne Bendixen.
Janne Bendixen
Indehaver af Naturens BørnLige for tiden kører debatten i medierne på den indgåede aftale om minimumsnormeringer. Ikke fordi det er en dårlig ide med minimumsnormeringer. Det er jo ingen hemmelighed, at normeringerne i de danske dagtilbud har været langt fra optimale i en årrække.
Nej, debatten handler om, at vilkårene i aftalen gør de private dagtilbuds overlevelse nærmest umulig. Der er dog nogle, der bliver helt overset i denne debat.
De private pasningsordninger, som står for at tilbyde et pasningstilbud til mange tusinde småbørn i Danmark, står overfor at få forringet deres økonomiske vilkår ganske betragteligt med den nye aftale. Så betragteligt, at det fremover vil blive rigtigt svært at overleve økonomisk som privat pasningsordning.
Ifølge aftalen vil man nedsætte det økonomiske forældretilskud til privat pasning. I forvejen udgør tilskuddet til privat pasning kun 75 procent af det tilskud, der gives til både kommunale og private dagtilbud. Kommunerne sparer altså en pæn sum penge, hver gang et barn sættes i en privat pasningsordning.
Overser væsentlige forhold
Ifølge aftaleteksten er begrundelsen for nedsættelse af forældretilskuddet, at de private pasningsordninger tjener for meget. Aftaleparterne vil have, at den private pasningsordning har en indtægt, der svarer til en kommunal dagplejers løn.
Det er ingen hemmelighed, at der er stor efterspørgsel på de private pasningsordninger og at efterspørgslen er voksende. Det må jo egentlig være det bedste kvalitetsstempel, der kan gives til ordningen?
Janne Bendixen
Indehaver af Naturens Børn, der er en privat pasningsordning
Desværre tager man i aftaleteksten ikke højde for, at den private pasningsordning selv afholder alle udgifter til drift af ordningen.
Dette gælder både pension, erhvervsforsikringer, udstyr (barnevogne, ladcykler), inventar, kurser og efteruddannelse, legetøj og beskæftigelsesmaterialer, udendørs arealer, aflønning af vikarer, leje af lokaler til legestue og andre fælles arrangementer, betaling af ekstra pædagogisk assistance (musikpædagog, motorikpædagog med flere) og ikke mindst perioder med lav belægning.
Dette er alle udgifter, som den kommunale dagplejer får dækket af sin arbejdsgiver, kommunen. Den private pasningsordning er heller ikke dækket af en fast månedsløn, men honoreres efter belægningen og har derfor en svingende indtægt.
Aftalen indeholder også et krav om nedsættelse af antallet af børn i private pasningsordninger. Begrundelsen er, at normeringen skal svare til en kommunal dagpleje.
Men da normeringen allerede er ens, giver det ikke rigtig mening. Ifølge aftalen om minimumsnormeringer fravælger man endda at røre ved dagplejernes normering. Dagplejerne skal fortsat være normeret til "op til fem børn".
Vi er sårbare
En nedsættelse af normeringen vil gøre den private pasningsordning meget sårbar. Ikke alene økonomisk, da indtægten afhænger af antal indskrevne børn, men også rent fagligt.
Private pasningsordninger er små enheder med et stort aldersmæssigt og dermed udviklingsmæssigt spring blandt børnene. Der er stor forskel på udviklingen hos et barn på ti måneder og et barn på to og et halvt år.
Derfor vil det blive meget svært at udvikle de sociale kompetencer og skabe dynamik i børnegruppen, hvis ikke der er mulighed for at opbygge sociale fællesskaber med jævnaldrende.
Det kan blive svært at leve op til med et for lavt antal børn i den enkelte pasningsordning. Den private pasningsordning har desuden mere tidsmæssigt overskud til børnene end den kommunale dagplejer, da hun/han aldrig har skiftende gæstebørn, men en fasttømret og tryg børne- og forældregruppe. Dagplejeren er derudover underlagt regler om dokumentation og andre restriktioner, som der også skal afses tid til.
Som en sidebemærkning kan lige nævnes ironien i, at man for et par år siden ved lov valgte at forbyde de private pasningsordninger at anvende betegnelsen "dagplejer". Man mente nemlig ikke, at de to pasningsformer overhovedet tålte sammenligning.
Slut med arbejdsfællesskaber
De private pasningsordninger bliver ikke alene ramt på økonomien. Det skal fremover også være slut med arbejdsfællesskaber imellem kollegaer. Aftalen laver et stop for godkendelser uden for eget hjem.
Det vil sige, at det vil ikke længere være muligt at købe eller leje lokaler til brug for pasningsordningen, ligesom det ikke længere vil være muligt for to kollegaer at lave et arbejdsfællesskab/storordning, medmindre de i forvejen deler bopæl.
Det er ingen hemmelighed, at der er stor efterspørgsel på de private pasningsordninger, og at efterspørgslen er voksende. Det må jo egentlig være det bedste kvalitetsstempel, der kan gives til ordningen.
Måske er det, fordi de private pasningsordninger drives af ildsjæle, der gerne lægger over 50 timers ugentligt arbejde i at drive deres pasningsordning.
Men selv ildsjæle skal have brød på bordet og tag over hovedet. Så hvorfor pille ved noget, der fungerer og fungerer godt? Er det ikke bedre at rette op på de områder, der ikke fungerer?