For et år siden sad jeg foran fjernsynet med tårer i øjnene. Her hørte jeg en af de absolut bedste taler i mine hidtil femogtyve leveår. 

En nytårstale med store ambitioner på børnenes vegne. En tale om at det altid er børnene, der kommer i første række. En tale af selveste børnenes statsminister.

I dag, et år og knap en måned senere, er det ikke længere glædestårer, der triller ned ad min kind, når jeg gang på gang læser, at børnene igen er blevet udskudt.

Jeg ved godt, at politikerne har mange vigtige opgaver at tage sig af i denne kaotiske tid med coronavirus.

Men hvis børnene rent faktisk kom i første række, så burde de blive prioriteret højere end dyrere benzinbiler og Arnes tidlige pension.

Anerkende Astrid Krags arbejde som socialminister vil jeg dog samtidig gøre. Cadeau for fokus og fine indsatser. Men vi langt fra i mål med at give vores børn en bedre og mere tryg opvækst som anbragte i systemet. 

Hvis børnene rent faktisk kom i første række, så burde de blive prioriteret højere end dyrere benzinbiler og Arnes tidlige pension.

Thomas de Oliveira
Debattør og forfatter, tidligere anbragt

Der er lang vej endnu. Derfor venter jeg stadig spændt på det bebudede udspil.

Mange anbringes i en utryg barndom
Før vi overhovedet begynder at tale om flere og tidligere anbringelser, hvilket der måske godt kan være noget rigtigt om, så skal anbringelsesområdet først have et gigantisk kvalitetsløft.

For i dag anbringer vi i alt for mange tilfælde børn til en utryg barndom med alt for mange skift. For mange børn bliver også anbragt i et hjem eller på en døgninstitution, hvor manglen på omsorg og kærlighed er for stor. 

Jeg mener, vi står med et helt essentielt problem, når vi anbringer børn uden overhovedet at kende dem ordentligt.

Første gang jeg selv blev anbragt, var der ikke en eneste voksen som spurgte, hvad jeg mon tænkte om det hele. Hvilket sted jeg kunne forestille mig at bo, hvilke fritidsinteresser jeg havde, eller hvilke drømme jeg havde for fremtiden. Jeg blev ikke inddraget i min egen sag.

Der var godt nok skrevet hundredvis af sagsakter om mig, og om hvem jeg var. Men ingen af de mange forskellige forfattere synes åbenbart, at det kunne give mening at inddrage hovedpersonen selv, som det hele jo ellers handlede om. De vidste åbenbart bedre.

Jeg stak derfor af fra plejefamilien og sov i et koldt rør på en legeplads kort tid efter anbringelsen. Men heller ikke efter dette råb om hjælp og inddragelse var der voksne fagpersoner omkring mig, som prøvede at lære barnet Thomas at kende. Så jeg stak af igen.

Socialtilsyn uden ressourcer
I dag er jeg frivillig i Joannahuset og De Anbragtes Vilkår. Her oplever jeg igen i dag, femten år efter min første anbringelse, hvordan systemet stadigvæk har massive udfordringer på så mange områder, og hvordan det påvirker så mange uskyldige børn, der helt mister deres mod på livet.

Jeg oplever socialrådgivere, som har så ekstremt travlt og alt for lidt tid til at kunne varetage den vigtige opgave, de har, når de skal sætte sig ind i og forstå børnene. 

Derfor sker der tit og ofte alt for mange skift i anbringelsen, hvilket skader barnet voldsomt. Det er i hvert fald ikke at sætte børnene først.

Jeg oplever lige såvel et socialtilsyn, som ikke har de fornødne ressourcer, som de skal bruge for at føre et ordentligt tilsyn. De har ikke nok tid til at tale grundigt og nærværende med børnene, og spørge mere dybdegående ind til dem, og hvordan de har det, der hvor de bor.

Og så oplever jeg, at for mange anbringelseshjem går til opgaven med for stor professionalisme, der kan blive på bekostning af kram, omsorg og ægte nærvær for børnene.