Uddannelse giver bedre dagtilbud – alligevel udebliver kvalitetsløft af pædagoguddannelsen

Med afsæt i 0-6 års området, så kan pædagogikfaget kaste lys over nogle af pædagogers daglige dilemmaer og beslutninger. Det er et grundlæggende dilemma i den pædagogiske praksis, at børn er frie og samtidig skal have støtte og hjælp for at blive en del af gode børnefællesskaber.

Så når pædagoger står i overvejelser om nærhed og distance til børnenes leg, så er der også forløbende overvejelser over forhold mellem individ og fællesskab. Hvornår skal børn hjælpes ind i fællesskaber, og hvornår skal de have lov til i perioder at træde uden for? 

Et af de fag, som skal styrkes i uddannelsen, er pædagogikfaget.

Andreas Rasch-Christensen
Forskningschef, VIA University College

Denne type af uforudsigelighed i det pædagogiske arbejde med relationer er ikke et problem eller en svaghed. Det er et grundvilkår. Det betyder heller ikke, at den pædagogiske praksis skal baseres på viden. Der findes forskningsbaserede beskrivelser af, hvordan man kan arbejde med at skabe god kontakt til børnene, når de er helt små, og hvordan det pædagogiske personale kan trøste, dæmpe vrede og håndtere konflikter. Pædagogik er blot ikke en teknisk videnskab, hvor forskning er foreskrivende.

Snarere er den sammen med egen og andres observerede og systematisk indsamlede erfaringer et uhyre væsentlig grundlag for, at det pædagogiske personale kan navigere i en uforudsigelige hverdag. Den måde at arbejde på kan med fordel afspejles i selve uddannelsen.

Pædagogstuderendes studieforløb skal indeholde øvelses- og træningsbaner, hvor de kan øves i, hvilke roller de kan spille i børnenes fællesskaber. Praksis foregår ikke kun i praktikperioder. Der skal være masser af praksis i selve uddannelsen.

Et forsømt område i pædagoguddannelsen er social- og specialpædagogikken. Det er ikke mindst relevant nu, hvor der opleves et stigende antal børn og unge med diagnoser og særlige behov. Jo tidligere og bedre vi sætter ind, desto større er sandsynligheden for, at færre lander i mistrivsel.

Den seneste evaluering af pædagoguddannelsen peger på, at de studerende ikke er klædt godt nok på i forhold til social- og specialpædagogikken. Det er en udfordring, der skal håndteres, og det kan den med fordel gennem et stærkt og gennemgående pædagogikfag med fokus på både almen-, social- og specialpædagogik.

Vi skal have en uddannelse med faglig tyngde af respekt for de store opgaver, der venter efter endt uddannelse.

Andreas Rasch-Christensen
Forskningschef, VIA University College

Der er i forbindelse med debatten om pædagoguddannelsen meget berettiget fokus på 0-6 års området, men uddannelsen omfatter mange områder og retter sig mod børn, unge og voksne. Det er på den måde en ganske særlig professionsuddannelse, fordi pædagoger netop arbejder inden for og på tværs af mange institutioner: Dagtilbud, skoler, specialområder og meget mere.

Pædagoger er i spil, når der skal skabes gode sammenhænge mellem dagtilbud og skole, hvor det ikke bare drejer sig om at gøre børn skoleparate, men også gøre skolen parat til at tage imod børnene. De er i spil i fritidstilbuddene, i specialområderne og ofte involveret i lokalsamfundets øvrige sportslige og kulturelle tilbud, hvor børn og unge færdes. 

Det er en særlig kvalitet ved det pædagogiske arbejde, men stiller også ganske særlige krav til uddannelsen, der både skal indeholde specialiseringer og solide sammenhænge på tværs af specialiseringerne.

Dette og meget mere skal der tages fat på. Gerne snart så vi kan få en uddannelse med faglig tyngde af respekt for de store opgaver, der venter efter endt uddannelse. Ikke mindst fordi det pædagogiske arbejde er så betydningsfuldt for mange borgere i samfundet.

Allerede nu er der afsat en forskningsreserve, der skal styre vidensgrundlaget for arbejdet med 0-6 års området. Tilvejebringes der også en inddragende proces med solid finansiering til ændring og forbedring af pædagoguddannelsen, så må professionshøjskolesektoren løfte opgaven på bedre måder end hidtil.