svarer 
Magnus Heunicke

Sundheds- og Ældreudvalget spørger sundhedsministeren, Magnus Heunicke, om kommentar til henvendelsen af 10/2-22 fra Tobaksproducenterne og Nikotinbranchen

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

B 34, Spørgsmål 11
Vil ministeren kommentere henvendelsen af 10. februar 2022 fra Tobaksproducenterne og Nikotinbranchen, jf. B 34 - bilag 6
Svar fra onsdag den 23. marts 2022
”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 10. februar 2022 fra Tobaksproducenterne og Nikotinbranchen, jf. B 34 - bilag 6” Svar:

Indledningsvist vil jeg henvise til artikel 5, stk. 3, i WHO’s rammekonvention på tobakskontrol (Framework Convention on Tobacco Control). Heraf følger det, at i forbindelse med fastlæggelse og gennemførelse af den offentlige politik på folkesundhedsområdet skal parterne gøre en indsats for at beskytte denne politik mod tobaksindustriens handelsmæssige og øvrige interesser i overensstemmelse med national lovgivning.

Jeg kan bekræfte, at Erhvervsministeriet med hjælp fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har afholdt et møde med Finans Danmark og enkelte af deres medlemmer samt med Nets. Formålet med mødet var at forstå den nærmere tekniske udformning af den foreslåede aldersverificeringsløsning, som Nets tidligere har skitseret, herunder hvorvidt mobilbetalinger ville kunne omfattes heraf.

I forhold til effekten af den foreslåede ordning, kan omgåelsesmulighederne give anledning til falsk tryghed, hvis kassemedarbejdere i praksis læner sig op ad den elektroniske aldersverificering i stedet for også at spørge om gyldig billedlegitimation ved evt. tvivl om personens alder.

Hvad angår behovet for en integreret løsning mellem kortterminal og kassesystem er det positivt, at mange forhandlerkæder, herunder dagligvarekæder, benzinstationer og 7-Eleven, angiveligt allerede har en sådan integreret løsning. Det ændrer dog ikke på, at det stadig er en faldgrube ved ordningen, at den ikke i udgangspunktet vil virke i alle steder, fx i nogle små kiosker.

I forhold til pengeinstitutterne vil det være en yderligere omgåelsesmulighed, hvis pengeinstitutterne - i stedet for lovhjemmel - skal indhente samtykke fra deres kunder for at indlejre alder i betalingskortet. Her vil kunderne blot kunne undlade at afgive samtykke, hvorved deres kort ikke vil blive omfattet af ordningen.

Samtidig kan den foreslåede elektroniske aldersverificering skævvride, hvor byrden placeres i forhold til, hvor det lovgivningsmæssige ansvar er placeret. Jeg kan i den forbindelse henvise til mit svar på SUU B 34 spm. 7.

I denne forbindelse vil jeg også påpege, at det er sælgers forpligtelse at sikre, at der ikke gennemføres salg til børn eller unge, som ikke opfylder de relevante aldersgrænser for køb af disse produkter.

Jeg kan i øvrigt orientere om, at mit ministerium vil invitere relevante aktører på området til et møde med henblik på at drøfte mulige modeller for alderskontrol.
0:000:00