Regional balance den værste væksthæmmer

"Vi skal have et Danmark, som er i balance. Vi skal sikre mangfoldigheden i landet."

Regeringspartiet Venstre havde valgt "frihedsdatoen" den 5. maj 2010 til at fremlægge sit oplæg om "Danmark i bedre balance". Men de indledende ord, de er ikke fra i år.

De stammer derimod fra daværende miljøminister, Venstre-manden Hans Chr. Schmidt, da han i 2002 fremlagde landsplanredegørelsen, "Et Danmark i balance". I 2010 er Schmidts idé blevet til, at man ønsker sig et "Danmark i bedre balance ... Det vil sige et samfund, hvor alle dele af landet udvikler sig positivt."

Regionalpolitik som minimalpolitik
Det er altså på 8 år gået fra et "Danmark i balance" til et '"Danmark i bedre balance". Og fra en målsætning om et "mangfoldigt Danmark" til en målsætning om at "alle dele af landet udvikler sig positivt".

Varm, populistisk luft siver ud af de landspolitiske balloner, når de stirrer lokalbefolkningen i øjnene i Tønder og Gedser.

Henning Thomsen
Arkitekt

På Christiansborg kalder man det "regionalpolitik", men en bedre betegnelse ville være "minimalpolitik" - hvor lidt politik man tror, man kan klare sig med uden at støde vælgerne fra sig og samtidig lykkes med at holde sig ude af hvepsereden.

Landsplanredegørelserne har i efterkrigstiden - og her mener jeg efter anden verdenskrig - udgjort centrale, retningsgivende vurderinger af nationale og regionale udviklingstræk. Politiske dokumenter af stor betydning. Men siden Schmidts oratoriske balancegang i 2002, er der stort set ikke længere en rest tilbage af en national interesse i planlægning.

Venstres ultraliberalisme, hvor det er den enkeltes ret til selv at definere sin fremtid, der står i centrum, har ramt regeringen i baghovedet, som en hjemfalden boomerang. Staten er på det planlægningsmæssige felt handlingslammet, ja nærmest impotent.

Tænk blot på farcerne om placering af et midt- og vestjysk superhospital eller et for nationen afgørende testcenter for store vindmøller. National handlekraft er afløst af regional chauvinisme og politisk populisme. Øjnene lukkes for de udfordringer, der reelt er definerende for landets vækstmuligheder.

Balance som væksthæmmer
Nu har Danmarks Radio og andre af den fjerde statsmagts medier så kastet deres debatkærlighed på "det skæve Danmark". Forfordeling af udkantsområderne, udsultning af de små kommuner, og selv mangel på politisk anstændighed er nogle af de sætninger, der ryger igennem debatten.

Og Reimer Bo kan på tv med største lethed få landspolitikerne til at udtrykke, at det da er helt urimeligt med forskelsbehandling, og at alle landets egne da bestemt skal understøttes og have del i væksten. Varm, populistisk luft siver ud af de landspolitiske balloner, når de stirrer lokalbefolkningen i øjnene i Tønder og Gedser.

Men er det ikke lige præcis det, der er kernen: At vækst skal skabes og at vækst i sagens natur ikke er udtryk for balance. Det særlige, hvad enten det er kompetencer, geografi, historie, virksomheder eller innovation, er det væksten lever af.

Vækst er ubalance per se, og det er ubalancen, der skal understøttes, hvis vi mener noget med, at det er igennem vækst, at landet skal bringes på fode igen.

Kort sagt, så er al snak om at skabe et Danmark i balance den værste væksthæmmende eliksir, man kan udskrive.