Arkitekt: Simon Kjær Hansen forstår ikke byernes sociale og miljøskadelige effekter

C40-direktør Simon Kjær Hansens og Socialdemokratiets holdninger vedrørende en byudvikling med mere fortætning og sammenstuvninger af mennesker tyder på, at de ikke forstår de sociale og miljøskadelige effekter, som byen indebærer, i forhold til en bæredygtig udvikling på regions- og landsplan.

Vi er mange, der plages af en ulidelig trængsel, fravær af grønne rum og åbne horisonter, og vi begræder den sociale ulighed, hvorved mange ikke har råd til at bo i byen, men tvinges til at flytte længere og længere væk.

Befolkningstilvæksten har betydet, at bilejerskabet i byen er steget enormt, og antallet af køretøjer, der skal ud og ind af byen, stiger proportionelt med befolkningsvæksten.

CO2-forbruget per indbygger stiger både med kommunens vedvarende, energikrævende og CO2-producerende aktiviteter med byggeri og nye anlæg til infrastruktur foruden det, som de overforbrugende indbyggere selv udleder.

CO2-regningen for det transportarbejde, som byen bidrager til uden for kommunegrænsen, skal da tillægges København. Så påstanden om CO2-neutralitet om fire år, er helt hen i vejret, hvis man udelader alle disse forhold.

Stat og kommune må indse, at byen ikke er en lukket biotop, og må forstå nødvendigheden af, at vi får en bæredygtig regional fordeling af arbejde og bosætning

Hanne Schmidt
Arkitekt

Byen er en rasende dyr og energikrævende maskine at holde gang i, og den er først og fremmest forbrugende, da alt fra fødevarer til bamser køres og flyves ind til byen. Det betyder, at miljøregnskabet aldrig kan gå i nul.

Regional fordeling

Stat og kommune må indse, at byen ikke er en lukket biotop, og må forstå nødvendigheden af, at vi får en bæredygtig regional fordeling af arbejde og bosætning; for realiteten er, at København og Sjælland udgør et sammenhængende urbaniseret system, hvor 100.000 mennesker forurener og spilder deres tid som pendlere til og fra København.

Ét er det enorme CO2-forbrug der går til råstofudvinding til byggeri og vejanlæg, men noget andet er, at man omdanner byen til en enorm finsk masseovn.

Bygningsmassen og gaderne ophober en varme, som gør det ulideligt at opholde sig i byen på varme somre; men så kan de rige københavnere heldigvis tage ud i deres sommerhuse i det åbne land.

Simon Kjær Hansen siger til Altinget, at "der er nogle enorme gevinster ved, at vi har væksten i byerne og ikke spreder den ud i landet," men når folk både har store lejligheder i byen og sommerhuse i oplandet, holder udsagnet ikke.

Simon Kjær Hansen siger klart, at natur og biodiversitet hører til i det åbne land. Imidlertid er mange københavnerne dybt uenige og derfor protesteres mod byggeri på Fælleden og Stejlepladsen.

Det massive byggeri giver heller ikke plads til træer, som kan opsuge CO2, hvilket også gælder for de tangskove, der uddør, når der hældes jord i Øresund, som det er sket med etableringen af Nordhavnen og nu skal ske med en Lynetteholm.

En vredere by

Simon Kjær Hansen påstår, at det er sundt for både klima og natur, når mennesker bosætter sig i store byer, men om det er sundt for mennesker, har flere sat spørgsmålstegn ved i over 200 år.

Over 30 år er der sket en udrensning af arbejderklassen og den lavere middelklasse. Som borgere er vi kørt over af en byudvikling styret af et udemokratisk, kommunalt og statssanktioneret ejendomsselskab, der sælger fælles jord til højstbydende

Hanne Schmidt
Arkitekt

Antropologen Edward T. Hall udgav i 1965 bogen 'Den skjulte dimension', som relaterer amokadfærd og aggressivitet hos pattedyr med mennesker, der trænges sammen i større og større enheder i socialt, klassemæssigt, racemæssigt, etnisk og kulturelt segregerede byer, og mener, at det er uforsvarligt ikke også se på den menneskelige patologi i byplanlægningen.

Vi er mange, der føler os både psykisk og fysisk pressede af det stigende befolkningstal, øgede tætheder og trængslen. Vi oplever konflikter, aggression og irritation i tog og busser, på gader og veje samt i byens grønne områder, hvor forskellige borgere slås om pladsen. For den folkelige modstand mod mere byggeri handler også om kampen om pladsen.

Vi synes, at vi er mange nok, og vi vil ikke have naturarealer plastret til med boliger hverken til lands eller til vands. Vi er nødt til se på byen, os selv, biodiversitet og natur som forbundne relationer, der indgår i et fælles hele.

Social udrensning

Over 30 år er der sket en udrensning af arbejderklassen og den lavere middelklasse.

Som borgere er vi kørt over af en byudvikling styret af et udemokratisk, kommunalt og statssanktioneret ejendomsselskab, der sælger fælles jord til højstbydende.

Boligspekulationen har ændret byen, og tidligere trygge, sociale netværk i lokalområderne forsvinder, når en ny slags mennesker flytter til. Det er også en del af forklaringen på den vrede, der vokser.

Fremtidige klimaændringer og sammenbrud af internationale forsyningskilder kræver også, at vi går helt nye veje for at opnå miljømæssig, social og kulturel bæredygtighed.

Jeg vil anbefale Simon Kjær Hansen at læse Peter Schultz Jørgensens bog 'Opgøret om København' for at sætte ham på sporet.