Boligfond: Der er stor opbakning fra politikerne til byggefællesskaber, men i realiteten er der stadig sten på vejen

Der skal være plads til alle i det danske velfærdssamfund, og alle skal have mulighed for at blive en del af fællesskabet. Dét er et af målene i Regeringens ambitiøse plan, ”Tættere på II - Byer med plads til alle”.

Men er politikerne klar til at gøre dét, der skal til, for at vi kan skabe et samfund, hvor alle har mulighed for at blive en del af fællesskabet? Regeringens skriver desuden i boligudspillet, at der i dag er ”en stor efterspørgsel efter nye måder at bygge og bo på med fællesskabet i centrum”.

Vores erfaring er, at det ægte fællesskab etableres ved inddragelse af beboerne allerede lang tid inden indflytning. Ejerskab opnås desuden ved at give beboerne indflydelse på projektet – altså et Byggefællesskab.

Erfaringen med byggefællesskaber i Danmark er ikke stor. Der er skabt nogle mindre byggefællesskaber, og vi har netop gennemført landets største byggefællesskab med 45 lejligheder og cirka 90 fællesbyggere.

Finansieringen er svær
Det skorter ikke på opbakningen fra politikerne, når man fortæller dem om byggefællesskaber og den påvirkning, det kan have på lokalsamfundet. Men når en flok kommende borgere skal skaffe finansiering til et byggefællesskab, løber man panden imod muren, uanset hvilken bank man tager kontakt til.

I sidste ende måtte vi som fond gå ind og sikre finansieringen. Vi måtte agere bank. Et problem, som Køges borgmester Marie Stærke konkretiserede for os efterfølgende:

”Mit håb er, at der i fremtiden er banker, der tør gå ind og give lånene til folk, selvom der en usikkerhed forbundet med det i forhold til en professionel developer, som har en anden sikkerhed i banken end 30 familier, der går sammen.”

Når en flok kommende borgere skal skaffe finansiering til et byggefællesskab, løber man panden imod muren, uanset hvilken bank man tager kontakt til

Line Røtting Dornan
Administrerende direktør i Fonden For Billige Boliger

Har vi skabt et for lukket finansielt system, hvor bankerne er blevet så restriktive i deres långivning, at det umuliggør en fritænkning, hvor der er plads til byggefællesskaber? En løsning kunne være, at bankerne kunne låne kapital til en byggeforening med sikkerhed i grunden og transport i de enkelte køberes bankgarantier.

Helt som ved et traditionelt ejerlejlighedssalg. Grundsælgerne (altså kommunerne) kunne arbejde med at udskyde betaling af grunden til aflevering, så der ikke skulle hentes finansiering hjem for denne del. Man kunne desuden arbejde med udskydelse af en del af entreprisesummen.

Hvis man formår at skaffe finansieringen, kan projektet meget vel støde på grund, når man skal finde en egnet byggegrund. Som fællesbygger, er du i skarp konkurrence med de professionelle ejendomsudviklere.

Når kommunerne udfører et kommunalt grundsalg, bør de i højere grad stille krav om fællesskaber. Hvad nu, hvis det var andet end økonomi, der vægtede højest i et udbud? For eksempel hvor betalbare boligerne blev for borgeren?

Andre faktorer end pris bør spille en rolle
Lige nu må kommunerne ikke blande sig i boligforsyningen andet end i forhold til det almene. Men det kan der vel laves om på – eller kan der? Er det loven, der spænder ben? Eller er det politikerne, der tænker i profit?

Politikerne har brug for hjælp til at fortolke kommunalfuldmagten, hvis vi skal gøre det muligt at skabe flere fællesskaber. Det forsøgte Ritt Bjerregård med Kløvermarken, men det blev der sat en stopper for.

Meget kan løses ved, at man tør gøre noget andet og har en vilje til at ville ændre på alt dette. Det er helt ok for en kommune at sælge en grund med en pris, der fastsættes ud fra de forhold grunden begunstiges af og belastes af.