Debat: Skab byer, som vi kan blive gamle i sammen

Af Caroline Beck
Selvstændig rådgiver og kulturanalytiker, Nueva

Når jeg bliver gammel, vil jeg stadig bo i København – og gøre mere af alt det, jeg er glad for i byen og livet i dag. Det kræver, at København stadig er min by og har øje for alle os, der bliver gamle i en ikke så fjern fremtid. Ikke bare i hovedstaden. Men i alle landets byer.

For hvis du er over 45 år i dag, vil du om 20 år være en ud af fire i den danske befolkning over 65 år. En stigning fra hver femte. Du er måske på vej ud af arbejdsmarkedet. Men du er ikke rigtig gammel.

Hvad vil du lave? Hvem er du sammen med? Hvor vil du bo? Hvordan vil du komme omkring? Er dine meritter og livserfaringer til gavn for andre, skal de være det, vil du være det?

Bysamfundene bør involvere ældre aktivt
Det menneskelige dilemma ved de spørgsmål er, at dit eget gamle liv er så pokkers fjernt, indtil du pludselig står midt i det om 10, 20 eller 30 år.

Det kan være nemmere at forestille sig byer med selvkørende biler, end at man selv skulle få brug for noget så low-tech som – hjælp! – en rollator. Det er lettere at bygge plejeboliger end at tilpasse de eksisterende bysamfund og boligområder for de mange, der er og bliver gamle i byerne – og slet ikke drømmer om at flytte på plejehjem.

Selvom den optimistiske forventning er, at kommende ældre vil have bedre fysik, og flere sikkert vil gennemføre en maraton højt oppe i alderen, er det nok sandsynligt, at mange vil opleve fysisk svækkelse. Også i fremtiden.

Caroline Beck
Kulturanalytiker og rådgiver

Men vi bliver ikke kun mange flere seniorer de kommende årtier. Vi vil også blive gamle på flere og nye måder. Traditionelle forestillinger om hvem vi er som ældre holder ikke længere. Der er brug for nytænkning. Og vi kan starte med at støve aldersopfattelsen af. Som den, der kommer til udtryk, når illustrationer af nye, fine ”byrum for alle” iscenesættes med unge, atletiske skaterdrenge. Mens et par gråhårede byboere er hensat til en bænk i periferien.

En detalje og sat på spidsen? Måske. Men misser bysamfundene at se og involvere ældre som aktive og helt forskellige medborgere?

Glad for byen – så længe kroppen ikke er svækket
I forbindelse med projektet bysenior.dk har mere end 800 seniorer 65+ fra fem store byer svaret på spørgsmål om deres brug og oplevelse af byerne. Det gode budskab er, at de langt overvejende er glade for at bo i deres lokalområder og pulserende byer.

Særligt ét forhold er dog slående. Svarene fra de 800 seniorer viser, at selv let nedsat fysisk mobilitet og formåen begrænser den enkeltes brug af og oplevede adgang til muligheder. Det ses i forhold til både udendørsliv – som brug af grønne områder og vand – og indendørssamvær om kultur- og fritidstilbud.

Måske er det derfor, at synlig fysisk svækkelse kan forekomme som et særsyn i bybilledet? Er de mindre robuste seniorer ganske enkelt ikke til stede i gaderummet, parken og på stranden? Uden at overgøre den sociale betydning af steder som disse i byen, så slår resultaterne an til forhold som marginalisering og i yderste konsekvens isolation og uønsket ensomhed.

Selvom den optimistiske forventning er, at kommende ældre vil have bedre fysik, og flere sikkert vil gennemføre en maraton højt oppe i alderen, er det nok sandsynligt, at mange vil opleve fysisk svækkelse. Også i fremtiden. Så hvordan understøtter byerne, at flere kan komme omkring og bruge de mange tilbud også som gamle?

Alder skal disruptes
Her er der masser af inspiration at hente hos de mere end 500 byer fra 37 lande, som er med i WHO's globale netværk Age-Friendly Cities and Communities. Alt fra megabyer til minibyer arbejder med at blive aldersvenlige og dermed gode at blive gamle i. De aldrende befolkninger ses nemlig i byer over det meste af verden. Udviklingen er en konsekvens af faldende fødselstal og længere levetid, og WHO forudser, at aldring vil føre til en af de største sociale transformationer i det 21. århundrede.

Netværket er etableret for at forbedre de fysiske, sociale, økonomiske og sundhedsrelaterede rammer om livet som ældre. Og ikke mindst for at synliggøre og fremme de sociale og samfundsøkonomiske ressourcer, som ældre borgere kan bidrage med til gavn for alle. Tankesættet er enkelt fortalt, at en omstilling til aldersvenlige byer både er en nødvendighed og en såkaldt win/win.

Når byer som Göteborg, Barcelona og Oslo arbejder for at designe og gøre bygninger, gader og kollektiv transport, rekreative områder og digitale borgerservices tilgængelige og mulige at benytte for ældre, så er det win/win for by og borger.

Eller som når metropolen New York opfordrer 200.000 små erhvervsdrivende som butikker, cafeer og så videre til at skabe fysisk tilgængelighed og samtidig hjælper dem med at udvikle deres forretning med fokus på en million ældre indbyggere og fire millioner årlige – og købekraftige – seniorturister.

Personligt er jeg begejstret for et initiativ i byen Manchester. Her overtages en natklub (for unge, naturligvis) løbende af en klubaften kun for 50+. Initiativet har ikke overraskende oplevet efterspørgsel. Dét er (alders-)disruption. For der er velsagtens ikke noget socialt rum i byerne, hvor du tidligere bliver (for) gammel end i nattelivet.

Aldersvenlige byer
Seks nordiske byer er med i WHO-netværket. Herunder blandt andet Oslo. Med kun 11 procent indbyggere 60+ er byen ellers ung i dag – også yngre end den danske hovedstad med 14 procent eller lidt flere end 80.000 borgere 60+.

Ingen danske byer er med i det voksende netværk. Den vigtige debat om en sammenhængende og bæredygtig omstilling til et ældre befolkningsbillede synes heller ikke at have fanget an. Men vi skal i gang. Der er meget at tage fat på. Og kommunerne skal arbejde tværgående.

For aldersvenlige byer handler på samme tid om kulturtilbud og kollektiv transport, om byudvikling og boligformer, om arbejdsliv, sundhed og om sociale fællesskaber.

Byerne og alle os, der gerne vil blive gamle i dem, er alle en del af svaret på, hvordan vi omstiller os til et samfund, hvor det både er muligt, berigende og socialt at blive gamle sammen.