Debat

Eksperter: Midlertidige boliger til flygtninge kan være dårligt nyt for både kommuner og integrationen

Vi skal huske at trække på tidligere erfaringer, så de hurtige løsninger på flygtningeområdet også giver mening på længere sigt, skriver Zachary Whyte og Michael Alexander Ulfstjerne. 

"Paradoksalt nok, givet særlovens eksplicitte formål om at undgå, at ukrainerne skal bo på asylcentre, ender en del af dem sandsynligvis i nedlagte asylcentre," skriver Zachary Whyte og Michael Alexander Ulfstjerne.
"Paradoksalt nok, givet særlovens eksplicitte formål om at undgå, at ukrainerne skal bo på asylcentre, ender en del af dem sandsynligvis i nedlagte asylcentre," skriver Zachary Whyte og Michael Alexander Ulfstjerne.Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Michael Alexander Ulfstjerne
Zachary Whyte
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det går stærkt i disse dage, når Danmark forbereder sig på at modtage de ukrainske flygtninge. En særlov er hurtigt kommet i stand, og det løber fortsat ind med nye tiltag, der skal give ukrainerne adgang til udsatte boligområder, fritage kommunerne fra de vedtagne regler for flygtningemodtagelse og i det hele taget hastigt bane vej for deres ankomst og modtagelse.  

Med denne fart er det ekstra vigtigt at trække på eksisterende viden og erfaringer, så løsningerne kan give mening, også på længere sigt. 

De seneste erfaringer har vi fra 2014-2016, hvor landets kommuner også stod i en situation, hvor de hurtigt skulle modtage og finde boliger til et stort antal flygtninge. På det tidspunkt stod det allerede klart, at dele af den nationale integrationspolitik faktisk står i vejen for det arbejde, og opgaven er potentielt endnu sværere i den nuværende situation: Hvor kommunerne fra 2014-2016 modtog under 25.000 flygtninge, taler regeringen om at modtage op mod 100.000 ukrainske flygtninge over de næste måneder. 

Temadebat

Hvordan indkvarterer vi 100.000 flygtninge?
Godt 23.000 ukrainske flygtninge har siden midten af marts søgt om opholdstilladelse efter særloven, og regeringen forbereder sig på at modtage op mod 100.000 flygtninge i alt.

Men hvor skal de indkvarteres? 

Det er kernen i en ny temadebat på Altinget By og Bolig, hvor politikere, forskere og organisationer vil debattere spørgsmålene:

Hvordan finder vi plads til 100.000 ukrainere? Hvordan skal flygtningene fordeles, og hvordan skal de indkvarteres? Hvem skal betale, og hvor meget må det koste? Og er der noget, der står i vejen for de bedste løsninger?

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Midlertidige boliger hæmmer integrationen 

En af de største udfordringer, som kommunerne står overfor, er at finde boliger til en husleje, der kan betales af den lave "Selvforsørgelses- og Hjemrejseydelse", alle flygtninge som udgangspunkt får.

En gift ukrainsk mor med to børn, som er ankommet alene, har ret til cirka 8.700 kroner om måneden før skat, og kommunerne har selvsagt ikke mange boliger, der kan anvises indenfor rækkevidden af sådan et budget.  

I 2014-16 løste man samme problem ved at tillade kommunerne at anvise midlertidige boliger, samle flere enlige i samme værelse og dispensere fra planregler og lejelov.  

Fordi kommunerne højest må opkræve 2.400 i leje for midlertidige boliger, er der selvfølgelig ikke højt til loftet. De billigste boliger er sjældent godt placeret i forhold til transport, børneinstitutioner og så videre, og det er nærmest umuligt at tage højde for individuelle behov, når der skal findes så mange boliger på én gang.  

De midlertidige boliger, der blev taget i brug i 2014-2016, var ofte nedlagte skoler, plejehjem og lignende, eller midlertidige barakker, og de skabte ofte dårlige rammer for at lande i et lokalsamfund.  

Derudover oplevede kommunerne efterfølgende, at der var en risiko ved at indrette for mange midlertidige boliger med dispensation fra planreglerne. Da antallet af flygtninge faldt, kunne disse boliger ikke bruges til meget andet.  

Paradoksalt nok, givet særlovens eksplicitte formål om at undgå at ukrainerne skal bo på asylcentre, ender en del af dem sandsynligvis i nedlagte asylcentre. 

Forskelsbehandlingens risici 

En afgørende forskel på modtagelsen af de ukrainske flygtninge og flygtningene i 2014-16 er den meget eksplicitte forskelsbehandling både i politiske udmeldinger og selvfølgelig i særloven selv. Dette har konsekvenser mange steder.

I flere kommuner har vi set udbredt frustration over at måtte anvende løsninger, der ikke alene er kronisk midlertidige, men også ofte dårlige.

Zachary Whyte og Michael Alexander Ulfstjerne
Hhv. lektor, KU og CEO, Emergency Architecture & Human Rights

Som flere har peget på i den senere debat, gælder dette de flygtninge, der tidligere er kommet til under andre forudsætninger, og som kan føle sig “sprunget over”, hvad angår ophold, bolig, arbejdsmarked, undervisning med mere.  

Dette kan potentielt skade solidariteten flygtninge imellem og forværre tilliden mellem ikke-ukrainske flygtningegrupper og myndigheder, men det kan også ramme bredere.  

Allerede i 2014-2016 opstod der nemt ridser i samarbejdet mellem frivillige netværk og kommuner omkring bolig og modtagelse, noget der nemt kan forværres med de mange dispensationer for ukrainere fra den restriktive danske udlændingepolitik.  

En uligevægtig modtagepolitik vil også have betydning for ansatte i kommunen, for eksempel i skoler, jobcentre og boliganvisninger, der dagligt vil skulle konfronteres med at skulle gradbøje deres arbejde efter flygtningenes pas. Og det risikerer at slide på velviljen i lokalsamfundene når ukrainere for eksempel får fortrinsret til boliger. 

Frustration over dårlige løsninger 

Tidligere erfaringer viser, at kollektive løsninger til flygtninge kræver en håndholdt og koordineret indsats mellem kommunen, sociale viceværter, frivillige netværk og flygtningene selv. Klare tidshorisonter spiller også en vigtig rolle for flygtninge, selv ved kortere ophold.  

De bedste løsninger ligger derfor ikke ligefor, og der er ofte behov for at finde løsningerne på tværs af forvaltninger. Dette er tidskrævende, og i flere kommuner har vi set udbredt frustration over at måtte anvende løsninger, der ikke alene er kronisk midlertidige, men også ofte dårlige.  

Men de erfaringer, vi har, peger på, at lokale løsninger er vejen frem, og at det bliver væsentligt at inddrage kommuner, lokalsamfund, frivillige og flygtninge for at skubbe udviklingen i den rigtige retning. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Zachary Whyte

Lektor, Centre for Advanced Migration Studies (AMIS), Københavns Universitet

Michael Alexander Ulfstjerne

CEO, Emergency Architecture & Human Rights (EAHR)
Cand.scient.anth., ph.d. (Københavns Uni. 2014)

0:000:00