Fra gården til gaden

MANDAGSTRÆNEREN: En topdirektør i organisationsverdenen skal ofte leve med at være to’er – akkurat som departementschefen i et ministerium. Landbrug & Fødevarers Søren Gade passede til sidst ikke ind i rollehæftet på Axelborg.

Foto: Landbrug & Fødevarer

Af Susanne Hegelund og Peter Mose
Forfattere og rådgivere

Det er ikke altid let at være topdirektør i en interesseorganisation. Det måtte også Søren Gade sande i den forgangne uge. Over dig har du organisations-politikere, du ikke må skygge for, og sammen med formanden skal du udgøre det velsmurte og godt sammenkørte tandempar; en rollefordeling, der indebærer, at du kender din plads som hjælperytter og ikke er alt for meget alfahan.

Opadtil skal du skal være en fremragende, strategisk rådgiver, og nedadtil skal du være ferm til at lede dine ansatte, for der er også en dagligdag. Læg dertil, at du ikke må have din egen dagsorden; du er og bliver firmaets mand, loyal over for ledelsesopgaven.

Endelig skal du drevent kunne håndtere et formandsskifte; det kan slå gnister med den nye; går det helt galt, er der kun én, der kan ryge, og det er sjældent formanden.

Da en ny landbrugsformand – der selv gerne ville positionere sig tungere end den gamle – dukkede op et stykke tid efter Gades tiltræden, var kimen lagt til det, der blev et farvel til Axelborg.

Trakasserierne blev ikke mindre, da Gade før sommerferien begyndte at danse tæt med vennerne i Venstre, og det fortsat – sine dage – var svært at finde ham i hjørnekontoret. Nu var tiden inde til at finde en ny ledelseskonstruktion, hvor man var knap så afhængig af den administrerende direktør.

Pendant til departementschef
Et stykke hen ad vejen kan et organisations-topjob sammenlignes med jobbet som departementschef. Disse embedsværkets øverste tjenere har accepteret rollen som to’ere, mens nummer et – uden konkurrence – er deres ministre, svarende til Gades gamle position i VK-regeringen.

De øverste embedsmænd befinder sig i krydspresset mellem på den ene side utålmodige ministre, der gerne vil i tv i aften – for at kunne blive genvalgt i morgen. Og på den anden side det fagligt mest fornuftige på den lange bane. Et dilemma, også organisationsdirektører oplever hver eneste dag, når utålmodige bestyrelsesmedlemmer presser på.

De daglige ledelsesopgaver minder ligeledes om hinanden: Departementschefen bruger typisk halvdelen af sin arbejdstid på at rådgive ministeren og regeringen – og resten på at administrere sit ministerium.

Et andet rollehæfte
Det rollehæfte afveg formændene i Landbrug & Fødevarer fra, da de ansatte Søren Gade – med gode kommunikative resultater. Med ham som administrerende direktør har Axelborg fra at være en snæver brancheorganisation opnået folkelig appel. Det har været Gade her, der og allevegne – lige fra Masterchef på TV3 over DR1s Aftenshowet til Michael Meyerheims Spørg Charlie, hvor Gade har delt ud af sin livserfaring.

Ønsket om højere direktør-profilering var da også en del af forklaringen på, at han i sin tid blev ansat. Der manglede en sælger. Begrænset indsigt i det faglige blev dækket bag kvik kommunikation, hvor den ministererfarne Gade – uden at fortabe sig i detaljer - kunne skære et budskab effektivt til, så danskerne kan forstå det, også dem, der ikke kommer fra landet og har siddet på en traktor.

Den daglige drift af en stor organisation med mange modsatrettede dagsordener var til gengæld ikke Gades spidskompetence: Axelborg-miljøet er et bredt sammensat landskab; en fusion af mange forskellige medlemsgrupper og brancher – og ikke mindst et utålmodigt bagland, der hellere vil se resultater i går end i dag.

Hertil kommer tusind medarbejdere. Forlange kan man ikke, at topchefen husker samtlige navne, men som så mange andre arbejdspladser er Landbrug & Fødevarer på en organisatorisk forandringsrejse, der kræver, at medarbejderne skal arbejde på nye måder. Her må direktøren ikke slippe sin interne, ledelsesmæssige fokus.

Kviksandsagtigt magtrum
Gade bliver ikke den sidste direktør, der forlader en interesseorganisation i utide, for det kræver ganske særlige kompetencer at blive gammel i den verden.

Du skal – udover at være spids på det faglige, politiske og administrationsmæssige - kunne holde dig flydende i et kviksandsagtigt magtrum, hvor du på ingen måde er herre i eget hus.

Organisationsverdenen er bestykket med valgte formænd og bestyrelser med skarpe holdninger, stærke følelser og jordbunden autenticitet – snarere end de er stemt ind på grund af erfaring med ledelse på højt niveau og langsigtet interessevaretagelse. Det kræver psykologisk snilde at arbejde som direktør i det felt.

Ikke mindst i fagbevægelsen skal du som den øverste ansatte desuden kunne acceptere en titel som sekretariatschef eller forbundssekretær. En fin direktørtitel ville provokere de folkevalgte og støde deres selvfølelse. I LO har den i offentligheden ukendte sekretariatschef Finn Larsen i årevis trukket i trådene. Topchef? Ja. Magtfuld? Ja. Direktør? Nej!

Ikke en linselus
Som organisations-topchef gælder det også om at have et ego, der kan leve med ikke at stå foran et tv-kamera, uanset at du måske i tidligere jobs har været ualmindelig dygtig i den rolle. I Danmarks Naturfredningsforening var der ikke i længden plads til den tidligere så mediefremtrædende direktør René la Cour Sell, der satsede forkert i en magtkamp med organisationens valgte præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen.

En formand skal – som ministeren – stråle, og kun ved dårlige sager får du som ansat topchef besked på at tegne butikken. Når HK's forbundssekretær, Villy Dyhr, der er tidligere højt profileret chef i Forbrugerrådet, en sjælden gang i vore dage troner frem på tv, er der – tænker man straks –dårligt nyt fra HK.

Der er dog også andre ledelsesmodeller: I erhvervs-og brancheorganisationer som DI, Dansk Erhverv, Dansk Energi, Finansrådet og LIF er det direktøren, der står i spidsen, også mediemæssigt, mens formanden har en mere afdæmpet rolle og som regel lever fint med det.

Så ligetil er det ikke i Landbrug & Fødevarer, hvor man i Søren Gades tid har forsøgt sig med både/og-modellen. Hvad læren er? At man skal være 100 procent enige om rollefordelingen og prioriteringen af opgaverne. Ellers slider man på hinanden. Og så ender det med, at den ene må gå fra gården til gaden.
Men mon ikke Søren Gade har en plan?


Rådgiver- og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De har bl.a. skrevet bøgerne Håndbog for Statsministre, Javel, hr. minister og senest Lobbyistens Lommebog. Se også www.hegelundmose.dk.

 

Da en ny landbrugsformand – der selv gerne ville positionere sig tungere end den gamle – dukkede op et stykke tid efter Gades tiltræden, var kimen lagt til det, der blev et farvel til Axelborg. 

Hegelund og Mose, Forfattere og rådgivere

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ella Maria Bisschop-Larsen

Fhv. præsident, Danmarks Naturfredningsforening
cand.scient. i biologi (Københavns Uni. 1978)

Søren Gade

MF (V), formand, Folketingets Præsidium, formand, Esbjerg Havn
IAA-diplomuddannelse (Den danske Reklameskole 1999), cand.oecon. (Aarhus Uni. 1990), VUT-I for reserveofficerer (1989)