Kronik: Lad os få en ny arkitekturpolitik, der sætter en bæredygtig retning

Af Susanne Renée Grunkin og Morten Weeke Borup, henholdsvis formand for Danske Landskabsarkitekter og Landskabsrådet – på vegne af Green Cities for a Sustainable Europe

”Fra kulturminister Joy Mogensen kom der ikke konkrete tiltag frem, der indikerer, at en ny politik er på vej”og ”... konkrete bud på indholdet i en ny arkitekturpolitik kom hun og panelets andre deltagere ikke ind på”…

Citatet er hentet fra Dagens Byggeri 21. august og relaterer til debatten ”Er det tid til en ny national arkitekturpolitik?”, der for nylig blev drøftet på Kulturmødet Mors.

Udover kulturminister Joy Mogensen deltog Brian Mikkelsen, administerende direktør i Dansk Erhverv, Camilla van Deurs, stadsarkitekt i Københavns Kommune, Johnny Svendborg, formand Arkitektforeningen og Kent Martinussen, administrerende direktør i Dansk Arkitektur Center i debatten om, hvorvidt arkitekturpolitikken skal fornyes.

Åbenlyse mangler
Den nuværende arkitekturpolitik ”Mennesker i centrum”,  der blev vedtaget af regeringen i 2014, beskriver ambitionerne for de fysiske forandringer for de kommende år, og med den ligger der ”.... en væsentlig opgave for arkitekter, landskabsarkitekter og planlæggere i at sikre kvalitet i denne udvikling”.

Hvorvidt det er relevant med en ny arkitekturpolitik må vel afhænge af, om der er sket væsentlige forandringer i udviklingen siden 2014. Forandringer, der gør det nødvendigt, at vi ændrer eller udvider vores prioritering.

Kan vi, der beskæftiger os med landskabsarkitektur og dermed byudvikling, bynatur, klimasikring, friarealer og byrum overhovedet bruge den nuværende arkitekturpolitik?

Susanne Renée Grunkin og Morten Weeke Borup
Henholdsvis formand for Danske Landskabsarkitekter og Landskabsrådet

Det kan undre, at der i debatten på Kulturmødet tilsyneladende ikke kom konkrete tiltag til en fornyelse af arkitekturpolitikken. For alene det, at vi siden har fået de 17 Verdensmål, hvor vi har forpligtet os til at opfylde konkrete mål for bæredygtig udvikling af byer og lokalsamfund, er en presserende grund. Bør det ikke også netop være det politiske niveau, der sætter retningen?

Den nuværende arkitekturpolitik har trods dens 62 sider åbenlyse mangler:

De 17 Verdensmål
Den nye sammenhængende bæredygtighedsdagsorden, som blev vedtaget i 2015, sætter 17 ambitiøse mål for verdens udvikling frem til 2030. Blandt disse er konkrete mål for bæredygtig udvikling af byer og lokalsamfund samt klimaindsats. Gennem FN-medlemskabet forpligtede Danmark sig til at implementere Verdensmålene - en enorm opgave for landets 98 kommuner.  

Denne verdensomspændende dagsorden fylder stadigt mere i vores samfund, som vi nærmer os 2030, men kommuner og bygge- og anlægsbranchen mangler koblingen til Arkitekturpolitikken.

Når der mangler en tydelig retning, er det sværere at påvirke bygherrer, ikke mindst indenfor det offentlige, til at stille krav, være ambitiøse og ikke mindst afsætte den nødvendige økonomi til projekter, der implementerer verdensmålene.

Klimaforandringer
Gennem de senere år har vi oplevet massive oversvømmelser som konsekvens af ekstremregn, og flere kommuner investerer nu store summer i klimasikring. Regnvandshåndteringen foregår ofte i byrum, parker, gårdrum og gader, i synergi med realisering af rekreative, grønne miljøer, ligesom vandet udnyttes til at berige byen med ny æstetik og nye herlighedsværdier – flere værdier på én gang.

Mange kystbyer er også begyndt at ruste sig til vandstandsstigninger. I København planlægger man milliardinvesteringer i en helt ny ø - Lynetteholm, der har klimatilpasning som et af hovedformålene.

I Vejle, Kolding, Køge og Dragør arbejder rådgivere på højtryk for at udvikle lokale løsninger til at beskytte bymiljøer mod vandet og samtidig berige områderne med rekreative områder. I Lemvig Havn har man sikret byen og samtidig realiseret nye byrum. Kystbyerne undergår en markant forandring.

Ordet ’klimasikring’ bliver nævnt én gang og ’klimatilpasning’ bliver nævnt i alt fire gange i arkitekturpolitikkens 62 sider.

Bytræer og grønt til CO2-reduktion og regnvandshåndtering
Byggebranchens andel af den samlede CO2-udledning er nu oppe på omkring 40 procent.

Bytræer og bynær skov kan binde CO2 og hermed bidrage positivt i CO2-regnskabet. Dertil kan fuldt udvoksede træer suge flere hundrede liter regnvand om dagen, ligesom de medvirker til at rense byluft for forurenende partikler.

Bytræer er i den grad også med til at understøtte byens arkitektur med identitet og karakter. Men mange træer fældes på grund af byggeri og vilkårene for de tilbageværende træer i byerne er ofte ringe. Levetiden for nye træer i København er nede på omkring 40 år, selv om flere arter har en levetid på flere hundrede år.

Træer er nævnt nul gange i arkitekturpolitikken.

Flere grønne områder
Behov for flere grønne områder er blevet højaktuelt i forbindelse med coronakrisen. Klaustrofobien inde i boligerne og mangel på tilstrækkeligt store, udendørs rekreative arealer, uden at vi sad for tæt, blev et stort emne i medierne i år.

Det gik op for os, at vi ikke har nok grønne områder at tilbyde borgere i de tætte byområder. Fremover bliver behovet for grønne områder i byerne ikke mindre.

Friareal og  grønne områder er nævnt nul gange i arkitekturpolitikken.

Efterspørgsel efter bynatur
I 2020 udgav Green Cities ’Grøn Norm 2.0', hvor 29 kommuner hjalp med data om blandt andet bynatur, grønne kvadratmeter i byerne og afstande til grønne områder og friarealer.

Den rummer samtidig input fra en række  borgere, rådgivere og andre interessenter fra ind- og udland, der er optagede af mere og bedre bynatur i byerne.

At dømme på interessen, også fra lokalpolitikere, bliver det grønne et stadig mere fremtrædende tema, der vil komme til at præge byerne fremover.

Bynatur er nævnt nul gange i arkitekturpolitikken.   

Biodiversitetskrisen
En global biodiversitetskrise truer menneskehedens livsgrundlag. Det advarer FN imod i rapporten fra 2019 af Ipbes (Intergovernmental Platform on Biodiversity and Ecosystem Services) med over 1.000 forskere bag sig.

Nu hvor Danmark er det mest intensivt dyrkede land i Europa og byerne stadig er i vækst, bliver vilkårene for natur og biologisk mangfoldighed, stadig sværere.

Både land og by må hjælpe til med at nedbringe, og helst vende, tabet af biodiversitet. Hvordan får vi skabt plads til mere bynatur og biodiversitet? Vi bør planlægge med biodiversitet som en del af formålet. Da vil en ny naturæstetik præge byerne, men med den stadigt øgede byfortætning er kampen om pladsen ulige.

Biodiversitet er nævnt nul gange i arkitekturpolitikken!  

Arkitekturpolitikkens relevans i dag?
Så kan vi, der beskæftiger os med landskabsarkitektur og dermed byudvikling, bynatur, klimasikring, friarealer og byrum overhovedet bruge den nuværende arkitekturpolitik?

Tja, vi savner i hvert fald alle de mest relevante dagsordener for de kommende år. Derfor undrer det, at disse højaktuelle emner tilsyneladende ikke bliver prioriteret og indskrevet i en opdateret arkitekturpolitik, der kan sende det rigtige og nødvendige budskab.

I Sverige har man sågar ansat en rigsarkitekt til at stå i spidsen for landets nationale arkitekturpolitik, hvilket understreger betydningen.

Det haster med en ny arkitekturpolitik, der sætter retningen, så vi kan tage forpligtelserne overfor Verdensmålene alvorligt, og i det hele taget accelerere i en grøn og mere bæredygtig retning.