Lejernes LO: Over en million lejere trynes af regeringens skattereform

Af Jesper Larsen 
Cheføkonom, Lejernes LO

Boligejernes boligomkostninger lettes fortsat, lejernes ejendomsskatter stiger fra 2018-2021, og rentefradraget beskæres.

Samlet betaler samfundet hvert år langt mere til boligejernes boligforbrug, end der betales til lejernes boligforbrug.

Regeringens skattereform betyder en yderligere skævvridning af den økonomiske balance mellem ejere og lejere. Frem for at regulere rentefradraget burde regeringen hellere vælge en lidt højere ejendomsværdiskatteprocent, f.eks. 0,75 procent.

Det ville gavne den boligøkonomiske balance over til lejerne, modvirke segregeringen og sikre en mere fair økonomisk behandling af lavindkomsterne. Dernæst burde regeringen øge den individuelle boligstøtte, sådan at lavindkomsterne har råd til at bo i de dyrere og dyrere lejeboliger i byen.

Og endelig burde regeringen lægge loft over den uregulerede frie markedsleje, som er gældende i privatejede lejeboliger opført efter 1991. 

Lejere og boligejernes rentefradrag beskæres for at finansiere topskattelettelser. Det er skævt, for der er ikke mange topskatteindkomster blandt lejergruppen.

Jesper Larsen
Cheføkonom, Lejernes LO

Lavere rentefradrag finansierer topskattelettelser
Lejere og boligejernes rentefradrag beskæres for at finansiere topskattelettelser. Det er skævt, for der er ikke mange topskatteindkomster blandt lejergruppen. Regeringen vil finde 13 af de 32 milliarder kroner, som regeringens boligskatteudspil koster, ved at sænke rentefradraget gradvist.

Regeringen foreslår at skære rentefradraget med i alt 5 procentpoint. Der skal skæres 2 procentpoint i 2021 og derefter 1 procentpoint om året de følgende tre år. I gennemsnit skal der i årene 2018 til 2025 skaffes 4,1 milliarder kroner årligt for at betale for regeringens udspil.

Med udspillet kommer den største del af betalingen i de første år fra den fælles kasse, mens boligejerne selv skal betale de 1,7 milliarder kroner med et lavere rentefradrag. Hvor meget, rentefradraget falder for lejerne, er ikke oplyst.

Med fuld effekt i 2025 vil beskæringen af rentefradraget give knap 5 milliarder kroner.

Rentefradraget betyder relativt mere for lavindkomsterne end for højindkomsterne. Derfor rammes lejerne relativ hårdere af en beskæring af rentefradraget. Lejere bruger også rentefradrag. For eksempel når der skal finansieres bilkøb, sommerhus eller kolonihavehus.

Regeringen har garanteret, at ejendomsskatten vil blive fastfrosset for ejerboliger fra 2017 til 2021. Men den garanti har regeringen kun givet lejerne for 2017.

Regeringen fastlåser ejendomsværdiskatten frem til 2020. Fra 2021 og frem sættes ejendomsværdiskatten ned til 0,6 procent for boligejerne. Ejendomsværdiskatten i kroner og øre kan kun stige ved stigende vurderinger efter 2021.

Forudsiger huslejestigninger
Ejendomsværdiskatten vil ifølge Skatteministeriet i 2017 give et provenu på knap 14 milliarder kroner. En fjernelse af knækket vil kun ændre provenuet med 100 millioner kroner.

Uden ejendomsværdiskattestop ville provenuet jf. et svar fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) til skatteudvalget være ca. 7 milliarder kroner højere. Boligejerne er blevet lovet, at de kan indefryse den stigning i ejendomsskatter og ejendomsværdiskatter, der overstiger lønudviklingen.  

Den samme garanti om ejendomsskatterne er ikke givet til lejerne. Her taler man om en optrapning over 20 år efter 2021. Det vil betyde huslejestigninger.

Når regeringen sætter ejendomsværdiskatten til 0,6 procent er det 0,6 under den neutrale ejendomsværdiskat på 1,2 procent. Den neutrale ejendomsværdiskat er beregnet af vismændene og Velfærdskommisionen.

Den neutrale ejendomsværdiskat er den ejendomsværdiskat, som vil medføre, at boligejerne betaler samme skat af deres opsparing som lejerne i det omfang lejerne for eksempel havde råd til at spare op i banken eller investere i obligationer og aktier. Den neutrale ejendomsværdiskat, som balancerer med rentefradraget, skal være på 1,2 procent, jævnfør skatteministerens svar til skatteudvalget 13. november 2013.

Da en ejendomsskatteværdiprocent på 0,6 giver 14 milliarder kroner i provenu, må en neutral skatteværdiprocent på 1,2 procent give 28 milliarder. Regeringens forslag betyder dermed en rabat til boligejerne på knap 14 milliarder kroner årligt.

Boligejere får tilskud på 12.000 kroner om året
Men hvad med lejerne? Lejere i de almene boliger og i de ældre privatejede udlejningsboliger er beskyttet af huslejereguleringen. Samfundet taber skatteværdien af, at udlejerne af almene og privatejede udlejningsboliger ikke må opkræve markedsleje og dermed ikke kan beskattes af en markedsleje.

Markedsleje vil øge udlejernes lejeindtægter med 22 milliarder kroner årligt. Skatten vil være cirka en tredjedel, så det svarer til et tabt skatteprovenu på 7 milliarder kroner årligt. Men samfundet sparer også en øget udgift til individuel boligstøtte på mindst en tredjedel af forskellen mellem lejen i dag og markedslejen, og det er 7 milliarder kroner årligt. Så nettoskatteprovenuet af markedsleje er nul kroner.

Regnestykket viser, at en ejendomsværdiskatteprocent på 0,6 giver boligejerne langt større subsidier fra samfundet end lejerne. De 14 milliarder kroner svarer til, at hver boligejer får et boligstilskud på cirka 12.000 kroner om året.

Nu vil nogle mene, at man i regnestykket bør indregne de årlige udgifter på 16 milliarder til individuel boligstøtte (gives til fortrinsvis til lejerne) og den årlige statsstøtte på cirka 1 milliard kroner årligt til drift af nyere almene boliger. Men disse tilskud gives af boligsociale årsager for at sikre, at lavindkomsterne kan have et rimeligt boligforbrug.

Populært sagt: Skattesubsidiet til ejerboligerne betyder, at boligejerne har råd til flere boligkvadratmeter uanset indkomst. Reguleringsgevinsten til lejerne betyder, at lejerne har råd til flere boligkvadratmeter, uanset indkomst.

Den individuelle boligstøtte er en boligsocial støtte, som sikrer, at lavindkomster, enlige med børn og pensionister et ekstra økonomisk tilskud, sådan at de kan bo i en lidt større bolig end ellers.  Velfærdskommissionen i 2005 konkluderede, at denne støtte bør man ikke indregne, når man evaluerer de samfundsmæssige subsidier til boligformer.

Tværtimod var denne støtteform den ideelle for Velfærdskommissionen.