Debat

Offentlig innovation som middel mod social opsplitning

STAFET: Ifølge denne uges debattør, adjunkt Troels Schultz Larsen fra RUC, er den øgede segregering i samfundet et produkt af politisk forsømmelse. Men med en innovativ offentlig sektor kan der rettes op på udviklingen.
Foto: pressefoto/RUC
Researcher på portalerne Altinget | Forskning & Innovation, Altinget | By & Bolig samt Altinget | Transport. Studerer politisk kommunikation og ledelse på CBS.
Vis mereIcon / Direction / Dropdown
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Troels Schultz Larsen
Adjunkt på Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet

Tidligere BL-formand Gert Nielsen startede denne stafet med at problematisere den stigende sociale segregering rundtom i landet. Fra forskningen ved vi, at den øgede segregering, som vi gennem de sidste årtier har været vidner til, er et problem. Og der er tale om et problem, der i sig selv skaber nye problemer, der udfordrer medborgerskabet (jf. professor John Andersens stafet), og som er medvirkende til at skabe en række nye sociale konflikter og brudlinjer i samfundet, som ikke tidligere er set. 

Men - og det er vigtigt at slå fast - de væsentligste årsager til segregeringen skal ikke findes i disse forsømte områder.

Segregering og politisk forsømmelse
To faktorer har spillet en afgørende rolle i denne udvikling. For det første den systematiske priviligering af ejerboligformen (særligt skatte og fradragsmæssigt) siden midten-slutningen af halvtresserne. Her blev én boligform - for første gang i Danmarks historie - økonomisk privilegeret frem for en anden. Det vil sige for dem, der havde (og har) råd, var der penge at hente ved at flytte i ejerbolig.

Fakta
Deltag i debatten - send dit indlæg til flink@altinget.dk

Dette gav muligvis mening tilbage i halvtresserne og tresserne, hvor vi stod i situation med boligmangel. Men som professor Jens Kvorning også påpeger i sin
stafet, er byudviklingen ikke længere drevet af et behov for de store nybyggerier. Så vi må stille spørgsmålet, hvorfor skal én boligtype privilegeres frem for en anden? Men det slutter ikke her, med boligforliget i 1966 fik den almene boligsektor også overdraget så godt som det fulde ansvar for at løse samfundets boligsociale opgaver.

Effekten af denne asymmetri mellem primært ejerboligsektoren og den almennyttige sektor har været én af de centrale dynamikker bag koncentrationen af mennesker fra bunden af samfundet i specifikke boligområder. For det andet har vi med vækstcenterpolitikken - det vil sige overgangen fra regional/kommunal udligning til bymæssig og international konkurrence - fra slutningen af firserne og halvfemserne været vidner til, at de offentlige (og private) investeringer og støtteordninger systematisk har været dirigeret over mod de større byer og erhvervsmæssige vækstområder i tilknytning til disse.

En af lærepengene siden den statslige by- og boligpolitiks død med Boligministeriets nedlæggelse i 2001 har været, at til trods for de mange gode tiltag på det kommunale og lokal område mangler der en organisatorisk og institutionel kapacitet, der magter at håndtere disse dynamiske og komplekse problemer.

Troels Schultz Larsen , Adjunkt på Institut for Samfund og Globalisering, RUC

Langtidseffekten af vækstcenterpolitikken manifesterer sig i dag som en udtynding af de offentlige serviceydelser i landområderne med en dertilhørende svækkelse af lokalsamfundene og i sidste instans affolkning. Samtidig har effekten været en stærk differentiering af boligmarkedet, hvor de mest attraktive (by)områder bliver uopnåelige for almindelige mennesker, mens andre fastholdes, fordi de ikke kan sælge deres bolig på landet, eller ikke kan sælge til en pris, de kan købe en lignende bolig for i byen. 

Til sammen har disse dynamikker været de drivende kræfter i en historisk afkobling mellem land og by og mellem byernes privilegerede og stigmatiserede områder.  Det kan tilføjes, at den politiske laden stå til eller forsømmelse af at gøre noget ved denne udvikling over så lang tid har været en selvstændig dynamik. Det stiller naturligvis spørgsmålet om, hvilke midler vi kan tage i brug for at skabe lokal forandring og imødekomme effekterne af de ovenfor nævnte dynamikker? Samtidig skal løsningerne ses i lyset af, at vi står i en situation med begrænsede ressourcer og en række andre komplekse samfundsmæssige problemstillinger, der kæmper om vores opmærksomhed.

Offentlig innovation og lokal forandring
En af lærepengene siden den statslige by- og boligpolitiks død med Boligministeriets nedlæggelse i 2001 har været, at til trods for de mange gode tiltag på det kommunale og lokal område mangler der en organisatorisk og institutionel kapacitet, der magter at håndtere disse dynamiske og komplekse problemer. Her er en ændring af planlovgivningen, som Gert Nielsen og overborgmester Frank Jensen foreslår, ikke tilstrækkelig. Dette gælder også den for tiden udprægede tro på en 'arkitektur der forandrer'. Og selv om den generelle fordelingspolitik er vigtig, som forskningschef Hans Thor Andersen argumenterer for i forrige stafet, mener jeg ikke, at disse tiltag løser de grundlæggende problemer. Hertil kræves radikale innovationer af den offentlige politik på området.

For det første skal de grundlæggende strukturelle mekanismer, der er med til at drive segregeringen, adresseres. Dette kan bl.a. gøres gennem en række tiltag, der sigter mod en 'normalisering af asymmetrien på boligmarkedet'. En model er en langsom udfasning af diverse skatte og afdragsmæssige støtteordninger, der privilegerer ejerboligmarkedet. En anden model er den svenske med en beskatning af værdistigningsgevinster ved salg af ejerboliger på linje med andre investeringer. En tredje model er den amerikanske, hvor der i flere større byer stilles krav (eller der afsættes ligefrem kvoter) til developers, offentlige såvel som private, om en given andel billige boliger i byudviklingsområder.

For det andet er der et markant behov for en styrkelse og koordinering af de lokale indsatser mellem kommuner, boligselskaber, beboere, frivillige og private kræfter etc. Det er i øvrigt også en problematik, som KL gør opmærksom på i deres seneste boligpolitiske debatoplæg fra januar i år. I forlængelse heraf er der behov for at flytte fokus, nationalt såvel som kommunalt og lokalt, fra den for tiden dominerende budget forblindelse og standardiseringen af mainstreamindsatserne på social-, arbejdsmarkeds-, integrations- og uddannelsesområdet til et mere samarbejdsdrevet innovationsperspektiv. Dette for i fællesskab mellem kommuner, boligselskaber, beboere, frivillige og private at skabe nye og bedre løsninger, der er lokalt forankrede og tilpassede, og som er medvirkende til at skabe tillid og kollektivt ansvar. På dette område kan der f.eks. hentes inspiration fra forskningen i samarbejdsdreven innovation i den offentlige sektor (CLIPS-projektet) eller i diskussionerne omkring det sociale enzym, som KAB har lanceret for nyligt.

For det tredje er der behov for at afskaffe den statsautoriserede stigmatisering af de ramte områder på landet såvel som i byen. Der findes ingen 'rådne bananer', og der findes ingen 'ghettoer' i Danmark. Stigmatiserende betegnelser og arbitrære definitioner tjener ikke til at løse de konkrete problemer, desuagtet at vi ikke må lukke øjnene for de reelle problemer, der er i disse områder.  

Overordnet har vi behov for en innovativ offentlig sektor, der skaber kvalitet, fælles ansvar og lokal forandring. Der er et udtalt behov for at revitalisere den statslige by- og boligpolitik, så der kan sættes en ny dagsorden. Der kan adressere de konkrete problemer på et strukturelt niveau. Der kan sætte rammerne for og understøtte de gode decentrale og kommunale tiltag, og som kan facilitere det samarbejde vertikalt og horisontalt, der er nødvendigt for at skabe lokal forandring.

I denne anledning finder jeg det interessant at give stafetten videre til direktør for KAB og primus motor bag det sociale enzym Jesper Nygård.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion