Social opsplitning er ikke en naturlov

Skal Danmark være det første land i verden, hvor by- og boligpolitik ikke kun er et spørgsmål om at sikre tag over hovedet til sine medborgere, men også et spørgsmål om, at samfundets rumlige organisering skal fremme demokratiske værdier og social kontakt på tværs af socio-økonomiske og kulturelle opdelinger?

John Andersen
Professor på RUC

Af John Andersen
Professor på Plan, By og Proces, Roskilde Universitet

Hans Thor Andersen argumenterer i sidste stafet for, at større social lighed og omfordeling er det bedste middel til at fremme en lavere grad af segregation. Det er jeg enig i. Det er kvaliteten af den generelle fordelingspolitik i et samfund, som er afgørende for, om vi kan modvirke social opsplitning.

Set i dette perspektiv er det mest positive i denne regeringsperiode derfor afskaffelsen af de laveste kontanthjælpsydelser ("fattigdomsydelserne"), som uden tvivl har forbedret hverdagslivet for nogle af de mest udsatte borgere.

Efter min opfattelse var en af fejlene i 0'ernes strategi for udsatte boligområder, at man ikke tilstrækkeligt systematisk satsede på en ambitiøs skolepolitik og en job- og uddannelsesgaranti med og for beboerne i de udsatte byområder. Selv om der i 0'erne blev indhøstet mange positive erfaringer med fremskudt eller områdebaseret beskæftigelsespolitik, "håndholdte", tværfaglige og ressourcemobiliserende indsatser (fx skræddersyede kombinationer af uddannelse og jobtræning), har jobcentrene og kommunerne langtfra altid været i stand til at mainstreame disse innovationer og gøre dem til en del af driften.

Byplanlægning som socialt værktøj
Derfor er det lige nu vigtigt at sikre, at de bedste erfaringer med tværfaglige og empowerment-orienterede praksisser i forhold til beskæftigelse, uddannelse og socialt arbejde kan fastholdes og organiseres robust. Københavns Kommunes Politik for Udsatte Byområder er i den sammenhæng et spændende forsøg på at skitsere konturerne af en ny kommunal decentral velfærdsmodel, hvor de eksisterende velfærdsindsatser tænkes bedre sammen.

Selv om den overordnede fordelings- og velfærdspolitik er vigtigst, synes jeg alligevel, der er flere grunde til at fortsætte debatten om by- og boligpolitikkens rolle i forhold til at modificere segregerings-tendenserne. Bosætningsmønstre og lokalsamfundenes sociale og kulturelle sammensætning påvirker nemlig bredt, hvad vi kan kalde medborgerskabet i samfundet - både i det nære og i samfundet som helhed - vores sociale normer, tolerance, forståelse og respekt for dem, der er anderledes end os selv.

Rædselsscenariet er bysamfund som fx i USA og Brasilien, hvor der eksisterer forarmede sociale ghettoer side om side med såkaldte 'gated communities', altså boligområder for privilegerede, som er helt fysisk afskærmet fra omverdenen med hegn, magnetkort osv. Nogle steder har disse 'gated communities' oprettet egne børnehaver, skoler, service osv. og sikrer dermed, at deres børn ikke kommer i kontakt med andre sociale grupper.

Et bæredygtigt demokrati forudsætter imidlertid, at samfundsgrupperne har kendskab til hinanden også i det daglige. Uden social kontakt, ingen social kontrakt. Hvis vi kun kender hinanden fra TV, kan fjendebillederne let tage overhånd. Derfor er spørgsmålet, om vi i planlægningen skal prøve at modvirke segregering og social blindhed. Dvs. forebygge både velhaver ghettoisering og fattigdoms ghettoisering?

Mere end velfærd?
Skal Danmark være det første land i verden, hvor by- og boligpolitik ikke kun er et spørgsmål om at sikre tag over hovedet til sine medborgere, men også et spørgsmål om, at samfundets rumlige organisering skal fremme demokratiske værdier og social kontakt på tværs af socio-økonomiske og kulturelle opdelinger?

Eller skal vi i valgfrihedens og individualismes navn kaste håndklædet i ringen og sige, at øget segregering er en uomgængelig naturlov?

Vi har i det seneste godt 10 års by- og boligpolitik haft fokus på ghettoiseringstendenser i bunden af samfundet - men det er sjældent blevet koblet klart sammen med by- og boligpolitikken i forhold til middel og over Danmark. Det interessante er ikke kun et isoleret fokus på udsatte byområder, men en samfundspolitik og planlægning, der har ambitioner om intelligent håndtering af de sociale opsplitninger. I den sammenhæng synes jeg, at det, der i 1970'erne og op i 1980'erne blev kaldt levevilkårsorienteret planlægning, passende kunne tages frem igen til inspiration.

Jeg vil give stafetten videre til post.doc. Troels Schultz Larsen, der har forsket i innovation i offentlige indsatser i forhold til udsatte boligområder.