Uden nyt blod kan seniorbofællesskaber blive plejehjemmets forgård

Forleden skrev en jævnaldrende bekendt til mig:

"Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det er så herligt med seniorboliger. Jeg kan ikke lide den der aldersmæssige ghetto-opdeling, hvor ældre absolut skal bo sammen i klynger.

Jeg vil ikke miste lyden af glade børnestemmer i mit liv og være forvist til at høre om andre menneskers åreknuder eller lytte til vrisne naboer, der mener, at alting var bedre i ‘68. Jeg går med andre ord ind for, at vi – trods vores tiltagende grå hår – skal blive ved med at være en del af helheden så længe som overhovedet muligt. […]

Min mand og jeg vil blive ved med at have behov for plads, selv om vi bliver gamle. Vi er to selvstændige personer med vidt forskellige interesser, vi har aldrig siddet lårene af hinanden og skal ikke mases sammen – så bliver vi ikke ved med at være sjove hverken for os selv eller andre."

I hendes bramfri henvendelse skjuler der sig to centrale pointer, som det er værd at adressere, fordi de rammer ind i en boligpolitik, som bør ændres, fordi vi bliver markant flere ældre i de kommende år.

Mange allerede eksisterende bofællesskaber har ikke taget højde for aldringen i deres vedtægter

Abelone Glahn
Journalist og forfatter

Den ene pointe er: Kan man være for gammel til et seniorbofællesskab?

Den anden er: Hvor skal de seniorer bo, som vil ned i noget mindre, men ikke i bofællesskab?

Vel er det dejligt, at der i øjeblikket bygges flere af de meget efterspurgte seniorbofællesskaber. Imidlertid har de fleste kun en nedre grænse på 50-55 år for indflytning, mens de færreste har en øvre aldersgrænse.

Det medfører en meget stor risiko for, at beboerne bliver gamle samtidig. Gennemsnitsalderen for beboere i almene seniorbofællesskaber er 76 år, ifølge BL-Danmarks Almene Boliger. Jeg selv bor i en toværelses lejlighed med min mand i en privat ejerforening for 50+ere, hvor gennemsnitsalderen er ved at runde de 80 år.

Mange allerede eksisterende bofællesskaber har ikke taget højde for aldringen i deres vedtægter. Den tænkte man ikke over, for man var overbevist om, at rekrutteringen nedefra ville ske naturligt. Men vi bliver jo meget ældre nu end for bare 20 år siden.

I de almene boligselskaber, der tæller flest seniorbofællesskaber, sker visitationen som regel efter anciennitet: Derfor kan man risikere, at de, der har været skrevet længst op, er relativt gamle, når de endelig får plads. Kun hvis visitationsudvalget gør en undtagelse og vælger en yngre på 55-60, kommer der en fornyelse.

Fordi vi lever så relativt meget længere nu, vokser dette problem – der er simpelthen ikke nok udskiftning i seniorbofællesskaberne. Enkelte private fællesskaber har indført venteliste, som man ryger ud af, når man bliver 70. Derefter er man for gammel til at flytte ind, selv om man har stået på ventelisten længst.

Men selv de har svært ved at få yngre ind, fordi de oprindelige beboere simpelthen ikke flytter ud eller dør!

Hvis ikke der vedtages en regulering af indtaget til seniorfællesskaberne, risikerer fællesskaberne at dø af alderdom. Blive forgård til plejehjemmene.

Det kan være, man i bofællesskabet har en aftale om at skiftes til at gøre rent og tælle porcelain op i fælleshuset, men hvad når fire ud af fem dukker op med rollator og hverken kan feje eller nå de øverste hylder? Det er ikke viljen, men fysikken, der mangler.

Der er ikke kræfter til at lave den månedlige fællesspisning, og det bliver sværere at finde nogen til at sætte de frivillige aktiviteter i gang. Fællesskabet dør ud og er i hvert fald ikke attraktivt at flytte ind i for yngre seniorer.

Langt fra alle, der er oppe i årene, ønsker at bo i et socialt krævende fællesskab med forpligtelser

Abelone Glahn
Journalist og forfatter

Mit forslag til dem, der skaber vedtægterne i såvel de almene som de private fællesskaber, er, at man håndterer den nødvendige fornyelse med en visitation, som sikrer en tilførsel af nyt blod.

Københavns Kommune skal for eksempel nu til at revidere kontrakten med BL-Danmarks Almene Boliger om, hvordan visitationen til lejeboliger, herunder bofællesskaberne skal ske i den næste fireårige periode, og det vil være fornuftigt at se på aldersudfordringen.

Da det i stigende grad er de professionelle udviklere, investorer og entreprenører, der konceptudvikler bofællesskaber, bør også disse være meget mere opmærksomme på at foregribe aldringen ved for eksempel at fastslå en øvre grænse for beboernes alder eller sikre en aldersopmærksom visitation.

Så ét er, at nogle af os bliver så plejekrævende, at vi faktisk ikke kan hjælpe hinanden. Et andet er, at langt fra alle, der er oppe i årene, ønsker at bo i et socialt krævende fællesskab med forpligtelser – de vil bare gerne ud af deres store bolig og ned i noget mindre, helst uden at skulle flytte for langt væk fra deres netværk.