Land eller by? Her lever danskerne længst

Generelt halter sundhedstilstanden lidt bagud på landet sammenlignet med i byerne, og så bliver vi på landsplan ældre, men også mere usunde. Få tre nedslag i danskernes sundhedsmønstre på tværs af land og by.

Folk, der bor i landkommuner, har generelt en lavere middellevealder, og samtidig er der flere børn med overvægt. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Folk, der bor i landkommuner, har generelt en lavere middellevealder, og samtidig er der flere børn med overvægt. Det viser tal fra Danmarks Statistik.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Marie Møller Munksgaard

Er folk sundere på landet eller i byerne?

Det har et forskningsprojekt fra Københavns Universitet og Danmarks Statistik forsøgt at finde svar på.

Et entydigt svar er svært at pege på. Men tallene viser alligevel, at sundhedstilstanden generelt halter bagud på landet sammenlignet med i byerne.

Læs med her for at blive klogere på danskernes sundhedstilstand på landsplan og på tværs af forskellige kommuner.

Flere børn med overvægt på landet

Kigger man på tværs af landet, er der flest overvægtige børn i landkommunerne. Her var knap 19 procent overvægtige i 2018. Hovedstadskommunerne er der, hvor overvægten blandt børn er lavest. Her var 14,5 procent af børnene overvægtige i 2018. 

Generelt set er overvægten blandt børn steget på tværs af alle kommunegrupper, og tal fra Danmarks Statistik viser også, at der er en højere grad af overvægt blandt børn på 14 til 15 år end hos børn på seks til syv år. 

 

Folk bliver ældst i hovedstadskommunerne

Selvom levealderen generelt stiger på tværs af landet, er der alligevel små forskelle, når man kigger på tværs af forskellige kommunegrupper. Her er det nemlig folk, der bor i hovedstadsområdet, der bliver ældst. Personer i landkommuner har den laveste gennemsnitlige levealder. 

I 2022 havde folk i hovedstadskommunerne en gennemsnitlig levealder på 81,5 år, mens personer på landet i gennemsnit levede 80,7 år.

Blandt de kommuner med den højeste middellevealder er Rudersdal, Allerød og Odder Kommune. Omvendt har Lolland Kommune den laveste middellevealder ud af landets kommuner.

  

Danskerne bliver ældre og mere usunde

Kigger vi på tværs af landet, bliver danskerne ældre og ældre. Middellevetiden er nemlig steget på tværs af hele landet.  

Mens kvinder i gennemsnit blev 80,5 år gamle i 2007, var gennemsnitslevealderen 83,1 år i 2022. Den samme tendens gør sig gældende for mænd, som i 2007 havde en gennemsnitlig levealder på 75,9 år og i 2022 havde en middellevetid på 79,4 år.

Artiklen fortsætter efter grafen.

 

Selvom vi bliver ældre den dag i dag, er det dog ikke ensbetydende med, at vi bliver sundere. Tværtimod faktisk. Kigger man på overvægten blandt børn, er der nemlig flere overvægtige børn den dag i dag, end der var for ti år siden.

Det er et paradoks, siger Torben Heien Nielsen, der er ekspert i sundhedsøkonomi og lektor ved Økonomisk Institut hos Københavns Universitet. Han har været med til at udarbejde tallene for danskernes sundhedstilstand på tværs af landet.

"Vi er på et teknologisk niveau nu, hvor nogle af de risici, der er forbundet med at være overvægtig, ikke er så store mere. I sidste ende kommer du til at leve lang tid alligevel takket være teknologiens udvikling," siger Torben Heien Nielsen.

  
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00