Krauses bogkapitel om mediernes fænomener

"Synes du, det skal være sådan - hvis du vil lukke kajen, mens en folketingspolitiker taler - at danske politikere ingenting skal vide om, hvad der foregår på energiområdet ude i verden? Synes du, det kun skal være kraftværkernes folk og kapitalisterne, der skal rejse? Du kan glemme dine dagsordener og beskidte tanker om, at vi sviner med skatteborgernes penge. Det er der på ingen måder tale om. Du har dokumentationen her, men den er du ikke interesseret i, for du er en lille, luset, doven journalist, som ikke går efter sandheden, men kun har forudfattede meninger. Du vil ikke snakke om andet end snik-snak. Du er et fjols. Du vil misinformere seerne, læserne og befolkningen. Du er et dumt svin!"

Scenen var afgangshallen i Københavns Lufthavn i august 1998. Hvert år i sensommeren drager en del af Folketingets udvalg ud for at se og opleve politik i andre lande. Meget af det er hårdt arbejde, lange møder og mange papirer. Noget af det er også kollegialt samvær, god mad og spændende afbræk fra det daglige arbejde.

                      Ekstra Bladet havde på det tidspunkt et samarbejde med en mindre tv-kanal og var taget på reportage med et kamera i Københavns Lufthavn. Og mon ikke journalisten havde mere øje for den gode mad end de lange møder, der var i vente for de allerede sommerbrune politikere? Ofrene denne dag var medlemmer af energiudvalget, som var ved at checke ind. Flere politikere forsøgte at undgå kamera og journalist, men ikke den konservative Frank Dahlgaard. Han gik lige i struben på kameraet og afleverede ovenstående svada, der under overskriften "Politiker amok" blev vist samme aften.

                      Mange politikere er til tider enige i Frank Dahlgaards ucensurerede kritik af medierne, uden helt samme mod til at sige det. Men adskillige har oplevet, hvor svært det kan være at få forklaret mellemregninger, komplicerede fremstillinger og de nuancer og forbehold, som ofte er så vigtige i politiske forhandlinger. I stedet oplever mange politikere, at snik-snak, et ti sekunders klip eller en kvik bemærkning har en langt lettere vej igennem mediehavet ud til vælgerne.

                      Den slags kan betyde forskellen mellem en politisk karriere på Christiansborg og en stille død som kommunalpolitiker.

                      Nogle politikere kan det med medierne. Andre kan ikke.

                      Frank Dahlgaard kunne faktisk. Han havde en fortid i den skrevne presse og forstod mediernes mekanismer og besad den frækhed, der gav en god historie. I virkeligheden fik han langt mere offentlig omtale, end hans politiske betydning kunne retfærdiggøre. Frank Dahlgaard fik aldrig nogen imponerende politisk karriere, selv om det lå til familien. Hans far var den tidligere radikale arbejdsminister Lauge Dahlgaard. Hans farfar var den radikale kæmpe og minister gennem flere perioder, Bertel Dahlgaard. Juniors politiske karriere nåede således langt fra samme niveau som den fædrene stamme. Frank Dahlgaard blev efter få års medlemskab ekskluderet af den konservative folketingsgruppe, da han offentligt erklærede, at han i 1999 som EU-skeptiker havde stemt på Mogens Camre fra Dansk Folkeparti ved valget til Europa-Parlamentet. Senere meldte han sig ind i Kristeligt Folkeparti, og det var så det.

                      En politiker, der fik betydeligt mere ud af sit medietække - og var den første rigtige danske tv-politiker - var den radikale leder Hilmar Baunsgaard. Han afløste bl.a. Bertel Dahlgaard i partiets ledelse i begyndelsen af 1960erne. Historikeren Søren Mørch er i bogen 25 statsministre nådesløs i sin karakteristik af fænomenet: "Han virkede så saglig og så ærlig og redelig på tv. Det var til at forstå, hvad han sagde. "Det er da helt klart", som han yndede at sige, uden at det af den grund blev særlig klart, hvad det var, der var klart. Han talte ikke ned til vælgerne. Det gjorde de andre politikere sådan set heller ikke, men det virkede sådan, når de optrådte foran et tv-kamera på samme måde som foran en hel forsamling. Hilmar var afslappet og ligetil. Han var uddannet kommis, vant til at stå bag disken med en blyant bag øret og forklare fruerne, hvordan det udmærkede bagepulver virkede."

                      Hilmar var langt fra nogen stor statsminister under den ligeså skuffende VKR-regering fra 1968-1971. Men det var vælgerne ligeglade med. Han virkede som en flink mand, og de fordoblede Det Radikale Venstres mandattal ved valget i 1968 og blev hos ham ved valget i 1971.

                      Evnen til at fange og fastholde opmærksomheden har ofte afgjort forskellen på succes og fiasko i politik såvel som i masser andre af livets situationer, lige fra flirt og børneopdragelse til salg af brødristere. Fjernsynets evne til at videreformidle følelser afløste avisernes mere teknokratiske, politiske referater. Og det fik indflydelse på både den politiske dagsorden og rekrutteringen af politikere, efterhånden som fjernsynet blev det store, nationale forsamlingshus.

                      Den yderste konsekvens af hvad der sker, når følelserne tager over og hovedet lægges i skuffen, oplevede østjyderne, da de stod op efter Folketingsvalget i 1994. Hvad der oprindeligt havde været en vittighed blev pludselig alvor, da gøgleren og musikeren Jacob Haugaard fik 23.253 stemmer og bar sig historisk selv ind i Folketinget som løsgænger, repræsenterende sit énmandsparti SABAE, Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer.

                      Det var jo slet ikke meningen! Hverken for hofnarren selv eller mange af vælgerne. Det var jo bare en ventil, videreformidlet af medierne, der ligesom vælgerne ledte efter en god historie, lidt adspredelse og lidt oprør mod politik, der også kan blive for kedeligt engang imellem.

                      Hvor Jacob Haugaard var lidt adspredelse for politiktrætte vælgere og sofavælgere i Østjylland, så var Fremskridtspartiets fødsel mere end tyve år tidligere i fjernsynets danske barndom nok en politisk manifestation, men båret frem af en følelse, der gik lige i mellemgulvet på mange danske tv-seere. Uden sine magiske evner som tv-kommunikator er det svært at forestille sig et politisk fænomen som Mogens Glistrup gå fra 0 til 28 mandater ved jordskredsvalget i 1973.

                      Den nye tv-virkelighed stillede og stiller særlige krav til de personer, der skal forklare sig. Den politikertype, der passer ind i formatet, vil - helt i tråd med Darwins udviklingslære - blive fremmet.

                      Hvad der var i vente for danskerne, kunne man se allerede ved det amerikanske præsidentvalg i 1960. Kampen stod mellem demokraternes John F. Kennedy og den republikanske vicepræsident Richard Nixon. Valgkampen, der var meget tæt, er siden omtalt som det første tv-præsidentvalg. Den store tv-debat mellem de to er siden mytologiseret. Nixon virkede ubarberet, svedende og usympatisk. Hans mørke jakkesæt faldt i med kulissen. Kennedy virkede ung, flot og energisk. Hans lyse jakkesæt stod flot til baggrundstæppet i studiet. De mange amerikanere, der så udsendelsen, var ikke i tvivl: Kennedy vandt klart debatten.

                      Men mange amerikanere så ikke tv og hørte i stedet debatten i radioen som i de gamle dage, blot fire år tidligere. Radiolytterne mente, Nixon vandt debatten! Kennedy vandt senere tv-præsidentvalget med en meget lille margin. Havde valget mellem de to været i radiodagene fire år tidligere, er det sandsynligt, at Kennedy havde tabt.

                      Med Hilmar Baunsgaard havde Danmark - uden sammenligning i øvrigt - fået sin første Kennedy.

                      Siden er det blevet en helt legitim og anerkendt disciplin, at man som politiker skal "gøre sig godt på tv." Politikere før tv-alderens dominans skulle naturligvis også kunne kommunikere klart og tydeligt, men andre politiker-discipliner vejede tungt og tungere: Man skulle have stor erfaring. Man skulle kende Christiansborgs kultur og det politiske håndværk. Man skulle kunne sidde med partiets tillidsfolk og drikke håndbajere til midt om natten. Man skulle kende og overskue samfundets maskinrum i form af økonomiske indgreb, skattepolitik, arbejdsmarkedsindgreb etc.

                      For eksempel var en politiker som Socialdemokratiets Jens Otto Krag - der ikke regnede Hilmar Baunsgaard for noget særligt, og hvis politiske magt kulminerede med statsministerposten i 1960erne - ikke nogen charmetrold på tv. Men han var et politisk magtmenneske med stor fornemmelse for knapperne i samfundets maskinrum.

                      Det samme kan siges om en af hans efterfølgere som formand for Socialdemokratiet, Mogens Lykketoft. Som finansminister i 1990erne var han en stor succes. Som statsministerkandidat i en tv-virkelighed stødte han på problemer.

                      Ved folketingsvalget i 2005 blev det eksemplificeret, da han på sin turné rundt i landet var nået til Esbjerg. I bogen Før ørerne falder af beskriver ekstra Bladets Michael Jeppesen, hvordan kandidaten foran presse og tillidsfolk ydmyges af et par højskoleelever, der skulle interviewe ham til noget lokal-tv. De havde medbragt et båthorn, som ville blive aktiveret, hvis han brugte mere end femten sekunder på at svare på et spørgsmål. I begyndelsen, da spørgsmålene var harmløse, gik det meget godt. Men da der blev spurgt til emner som velfærdssamfundets fremtid og det danske engagement i Irak, magtede statsministerkandidaten ikke at forklare sig på under femten sekunder, og båthornet lød.

                      Både Danmarks Radio og TV 2 er betydeligt mere elegante i måden at redigere indslag på, men princippet er det samme: Kan man ikke forklare selv komplicerede emner på meget kort tid, nytter det ikke noget. Så må mediet finde en anden. Og så må partiet til sidst finde en anden. Hvad Socialdemokratiet da også gjorde umiddelbart efter valget.

                      Mogens Lykketofts afgang efterlod en diskussion om, hvem der skulle kandidere som ny formand i en urafstemning blandt partiets medlemmer. Et navn, som i de første døgn var meget tæt på at blive lanceret for alvor, og som angiveligt havde støtter højt oppe i partisystemet, var folketingsmedlemmet Mette Frederiksen. Hun var dengang 27 år og kendt som en meget engageret og direkte politikertype. Hun kunne brænde igennem på tv, sagde man. Det er værd at bemærke, at det drejede sig om formandskabet i et af landets største partier. Et parti, der pr. definition skal være klar til at sætte sin leder i Statsministeriet i løbet af en uge. Det drejer sig om valutakriser, diplomatiske kriser, Irak-krig, ministerrådsmøder i Bruxelles, tysk kansler, fransk præsident, det ovale kontor i Washington. Med al respekt for ungdommen var det måske at stramme den, at sætte en 27-årig i spidsen af et land.

                      Men hun var go' på fjernsyn!

                      Det er den konservative justitsminister Lene Espersen også. Hun støvsuger Nordjylland for stemmer til folketingsvalgene og brænder ofte igennem i medierne med sin direkte og bramfri facon. I bogen Håndtasken, heksen og de blåøjede blondiner fra 2004 beskriver journalist og forfatter Ulrikke Moustgaard kvindelige politikeres problemer med at blive taget alvorligt. Hun følger udviklingen fra 1970ernes karlekammertone på Christiansborg over til mediernes stereotype behandling af kvinder. Det sidste er der bestemt noget om, men ikke alle er lige uskyldige ofre for mediernes sexistiske mandehørm. Man kan stilfærdigt anføre, at der ikke var nogen, der tvang landbrugsordfører Lene Espersen til at kravle op på fronten af sportsvognen, da Ekstra Bladet spillede op til dans i 1997. Denne og lignende fotoseancer fra slutningen i 1990erne måtte hun bruge et par år som justitsminister til at få visket væk.

                      Helt så let gik det ikke for hendes kønsfælle, socialdemokraten Lene Bro, der i 1967 brød mediemuren ved at gå på Folketingets talerstol iført hot-pants og lange, hvide støvler. Hun sad i Folketinget indtil 1973 og var på forskellige måder politisk aktiv frem til sin død i 1995, men slap aldrig helt ud af de hot-pants. Det kan virke uretfærdigt, men iført den slags beklædning kan det være svært for en kvinde at blive taget politisk gravalvorligt. Det behøver der ikke at være noget sexistisk i.

                      På sammen måde kunne det være svært at koncentrere sig om de socialistiske paroler, når VS'eren Keld Albrechtsen gik på talerstolen i sommervarmen iført alt andet end modebevidste shorts.

                      Et andet eksempel på, hvad tøj og offentlig fremtræden på tv-skærmen kan gøre ved mennesker, så man ved Venstres formand Henning Christophersen. Han var højt respekteret for sine politiske evner - ikke mindst som finansminister i de første års firkløverregering. Store dele af årtiets økonomiske genopretning tilskrives de spor, han lagde. Men nogen folkelig sællert blev han aldrig. Henning Christophersen virkede stiv og ufolkelig i medierne i sin evige nålestribede habit og stramme slipseknude. Det passede hverken til dansk mentalitet eller Venstre-kostald. Og da velmenende kommunikationseksperter på et tidspunkt ville bløde knudemanden op ved at udstyre ham med afslappet tweed-jakke og pibe, gik det helt galt. Man skal være tro mod sig selv, og det var Henning Christophersen, da han med stor succes lod sig eksportere til EU som kommissær i 1984.

                      Mediefænomener i politik findes i alle afskygninger, og nogle får af en eller anden grund lov til at gå på vandet uanset hvad. Sådan en type var Erling Olsen (S), boligminister, justitsminister, formand for Folketinget og kærligt kaldt "Uglen" for sin af medierne påståede begavede tilgang til politik. Erling Olsen kunne tørskoet krydse mediehavet og gjorde det ofte.

                      Da han som boligminister under Anker Jørgensen fra 1978-1982 blev afsløret som anonym klummeskribent i Ekstra Bladet under kunstnernavnet "Dr. Mefisto", burde han efter alle normale forhold i den politiske jernindustri været sparket tilbage som revisorsuppleant i en lokalforening. I klummerne gjorde han grin med ministerkolleger og refererede fra fortrolige samtaler.

                      Men "Uglen" var en flittig leverandør af gode historier, overlevede og fik mange år senere et overraskende comeback i 1993 som justitsminister. Her havnede han lige i balladen om urolighederne på Nørrebro i forbindelse med EU-afstemningen den 18. maj 1993. Mange ministre ville være faldet i sådan et efterspil. Olsen flød ovenpå. Ikke mindst på grund af sine "one-liners", som især gjorde sig godt på tv, når de blev afleveret med et afvæbnende og selvironisk smil. "Man må ikke tabe hovedet af frygt for at tabe ansigt" eller "som ægte partisoldat har jeg deltaget i alle de mytterier, der har været i Socialdemokratiet", er blot to af de bemærkninger, som tilfredsstillede medierne og ikke gav anledning til flere kritiske spørgsmål.

                      Kritiske spørgsmål kommer der heller ikke, hvis politikere i en enkelt handling og et enkelt billede er i stand til at indkapsle en større historie. Nogle gange er det held og tilfældigheder. Men som det svenske tennis-ikon Björn Borg en gang konstaterede: "Tennis er et spørgsmål om held. Jo mere, jeg træner, des heldigere bliver jeg."

                      Man skal opsøge sit held. Tilfældighederne kommer ikke bare dumpende.

                      Således bragede "Captain Kirk" i skikkelse af fiskeskipper Kent Kirk gennem mediemuren, da han i 1983 opsøgte britisk farvand og i strid med britisk forståelse af EF-reglerne kastede sit fiskenet i havet. Men det skulle senere vise sig ved EF-Domstolen, at Kent Kirk havde retten på sin side, og det derfor ikke havde været berettiget, at hans skib var blevet opbragt af de britiske myndigheder under fiskeriet. "Captain Kirk" fangede straks ved sin udfordring af de britiske myndigheder international berømmelse, blev årets mand i Storbritannien og slæbte en storsejr hjem året efter som nyt folketingsmedlem. Billedet af den flotte fyr i bar overkrop i færd med at indtage de britiske overskrifter og morgenkippers indkapslede historien om den lille mand mod systemet. Og de britiske husmødre var ellevilde.

                      På samme måde ramte skuespilleren Osvald Helmuth med fornem politisk timing - eller var det Aksel Larsen? - en politisk nerve med fotografiet fra 1958 af den kommunistiske frontkæmper hængende i galgen. Aksel Larsen havde været i Avenue-teatret for at se Osvald Helmuth i Brechts Laser og Pjalter, og efter at der var taget et mere almindeligt foto af de to over et krus øl, tilbød skuespilleren galgen til politikeren. Aksel Larsen, der efter at have været formand for Danmarks Kommunistiske Parti siden 1932 nu stod over for et brud med partiet, indvilgede straks. Symbolikken i billedet kunne skæres i tykke skiver. To dage senere blev han suspenderet for alle sine partifunktioner, og den 16. november 1958 meddelte partiavisen Land og Folk, at Aksel Larsen var smidt ud af DKP.

                      To år senere tog han hævn ved med sit nye parti, Socialistisk Folkeparti, at komme ind i Folketinget med elleve mandater og samtidig trykke sit gamle parti under spærregrænsen. Det var ved den lejlighed, at Aksel Larsen tog forskud på tv-alderen ved med et brækket ben at tale til danskerne fra en hospitalsseng. Og som Hilmar Baunsgaard senere skulle vise, så mestrede også Aksel Larsen det nye medie. "Tak fordi jeg måtte komme ind i Deres stue," lød det således fra SF-formanden allerede i valgkampen i 1960, da han lå i sengen med et brækket ben, og bjerget i form af tv-kameraet helt usædvanligt måtte komme til Muhammed i sygesengen.

                      Med udtrykket "i Deres stue" havde Aksel Larsen måske mere end han drømte om, indkapslet den nye, politiske kommunikation. Nu talte man ikke til forsamlinger. Nu talte man til den enkelte dansker helt oppe ved kaffebordet. Og vælgerne kvitterede altså med elleve mandater ved partiets første valg til den pæne mand, der nok havde været kommunist, men virkede så rar på fjernsyn. Efter et langt liv som politisk udstødt opnåede Aksel Larsen ved hjælp af medierne et karrieremæssigt efterår med en politisk og folkelig respekt frem til sin død i 1972.

                      Folkelig bliver en politiker som Anders Fogh Rasmussen næppe sådan rigtigt. Men derfor kan man jo godt have styr på medierne - og oven i købet få prædikatet "Master of the media." Sjældent, hvis overhovedet, har Danmark haft en toppolitiker, der i den grad har forstået at orkestrere medierne og sin egen optræden. Næsten som "Uglen" Olsen, blot i stor skala og uden megen humor, har Anders Fogh Rasmussen som statsminister haft et greb om den offentlige dagsorden som ingen statsminister i nyere tid.

                      Anders Fogh Rasmussen har grebet folkestemninger, neutraliseret politisk svage områder og formet sine indsatsområder. Han har "framet" politiske emner, så modstandere automatisk blev bragt i defensiven. Eksempelvis lykkedes det ham de første mange år at forme en politisk dagsorden, så man enten gik ind for frit valg i den offentlige sektor eller var tilhænger af bureaukratiske ordninger. Eller også var man for eksempel enten tilhænger af et skattestop - eller også gik man ind for brandbeskatning af boligejerne. Begge eksempler på enten-eller er absurde i den rationelle verden, men således "indrammet" i den offentlige debat bragte det ikke mindst en socialdemokratisk opposition i politisk knæ.

                      Heldig? Såmænd. Jo mere man træner - des heldigere er man.

                      Og når Anders Fogh Rasmussen som Venstres leder og statsminister i de første mange år gik til folketingsvalg, havde han fem-seks hovedbudskaber i lige så mange hovedsætninger, som blev gentaget igen og igen. Næsten ordret. Det var næppe, fordi han kun var i stand til at tale i korte hovedsætninger. Næppe heller fordi han med en akademisk baggrund og tre årtiers erfaring på Christiansborg ikke var i stand til at tale længe og kompliceret om - netop - komplicerede emner. Det var først og fremmest, fordi han erkendte, at sådan spiller mediernes klaver. Det var hans måde at genvinde noget af kontrollen. Når virkeligheden skabes af små lydklip på ti til femten sekunder, må man levere et råstof, der ikke kan klippes i. Det er svært at klippe i en hovedsætning, der varer tolv sekunder.

                      Og som en af de eneste regeringsledere i koalitionen bag krigen i Irak i 2003 lykkedes det Anders Fogh Rasmussen at slippe uden skrammer. Stort set alle andre - med USA's George W. Bush og Storbritanniens Tony Blair som de fremmeste - blev politisk dødeligt såret af krigen. Men ikke Rasmussen, Danmark.

                      Der var ikke noget at komme efter, noterede journalisterne på deres blokke.

                      Men sådan er politik ikke. Det fortsætter med nye ansigter, nye opgør, nye afsløringer, nye skandaler, nye udfordringer, nye grin og nye problemer, der ved første øjekast synes uoverstigelige, men alligevel lader sig løse, hvis kontrakten mellem politikere og borgere er til stede.

                      Der er altid noget at komme efter.

                      Hvis der vel at mærke er et standpunkt.