Formand varsler stramninger omkring tavshedspligt

De nærmere regler for Det Udenrigspolitiske Nævn er fastsat ved lov (Nævnsloven) fra 1954, hvorfra det fra § 2 fremgår følgende:

*Regeringen rådfører sig med Nævnet forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde.

*Nævnet drøfter med regeringen sager af betydning for landets udenrigspolitik.

*Nævnet modtager oplysninger fra rege­ringen om udenrigspolitiske forhold.

Helle Krunke, Lektor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, om reglerne om tavshedspligt for Det Udenrigspolitiske Nævn (for Altinget.dk):

"Udgangspunktet er, at nævnets medlemmer og andre der måtte være til stede under nævnets forhandlinger er forpligtede til at bevare tavshed, om det de erfarer i nævnet, i det omfang vedkommende minister eller nævnets formand bestemmer det (nævnslovens § 4). Dette udgangspunkt svarer til den ordning man praktiserer i Europaudvalget. Ifølge § 4 i nævnsloven afgiver ethvert nyt medlem af nævnet en skriftlig erklæring på tro og love om at ville efterkomme denne forpligtelse. Praksis følger imidlertid ikke nævnslovens ord. Tro- og love-erklæringerne har mig bekendt ikke været benyttet siden 1940, og det praktiske udgangspunkt i nævnet er, at forhandlingerne i nævnet er fortrolige. Drøftelserne i nævnet er således undergivet tavshedspligt, med mindre det udtrykkelig aftales, hvad nævnets medlemmer kan sige til offentligheden. Dvs. at der i praksis praktiseres en strengere fortrolighed end nævnsloven lægger op til.

Høj grad af fortrolighed i nævnet er i alles interesse. Den beskytter statens sikkerhed, regeringens (og dermed Danmarks) forhandlingsposition ved forhandlinger med andre nationer, danske og udenlandske soldaters sikkerhed, meddeleres sikkerhed etc. Endvidere har Foketinget/nævnet en stor interesse i at bevare tillidsforholdet mellem regeringen og nævnet i udenrigspolitiske spørgsmål. Jo større tillid des mere information. Det skal dog bemærkes, at regeringen under alle omstændigheder er forpligtet til at rådføre sig med nævnet forud for beslutninger af større udenrigspolitisk rækkevidde, jf. Grundlovens § 19, stk. 3. Omvendt er det også klart, at fortrolighed i nævnet ikke bør føre til, at emner som godt kunne lægges ud til offentlig debat ikke kommer det. Det ene udelukker dog ikke det andet - en offentlig debat kan godt føres samtidig med at man i nævnet i fortrolighed beskæftiger sig med en sag. Offentligheden får jo oplysninger fra medier, udlandet mv.

Nævnsloven nævner ingen sanktioner over for personer som bryder tavshedspligten. Sådanne sanktioner er imidlertid hjemlet ved straffeloven og såvel ministre, nævnsmedlemmer, embedsmænd (alle til stede under møderne) kan straffes. Strafferammen afhænger af hvor grov en overtrædelse der er tale om. Forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed straffes hårdt. I den hårde ende af skalaen finder vi spionage, som kan give op til 16 års fængsel (straffelovens § 107). Den som røber eller videregiver meddelelser om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i fht. fremmede stater beror, eller som angår betydelige samfundsøkonomiske interesser overfor udlandet straffes med fængsel op til 12 år - er handlingerne uagtsomme er straffen hæfte, fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder bøde (straffelovens § 109). Kan handlingen alene kategoriseres som en forbrydelse mod offentlig myndighed, jf. straffelovens kap. 14, er straffen noget mildere. Disse bestemmelser drejer sig om uberettiget videregivelse af forhandlinger af fortrolig karakter fra offentlige råd, myndigheder mv. Her er straffen bøde, hæfte indtil 3 mdr. eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 3 mdr. (straffelovens § 129). Endelig indeholder straffelovens § 152 (i kap. 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv mv.) en bestemmelse hvorefter den som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver fortrolige oplysninger straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 mdr. Er videregivelsen sket med vinding for øje kan straffen stige til 2 år.

Sanktionerne i straffeloven er, så vidt jeg ved, aldrig blevet anvendt i praksis på nævnsmedlemmer, som har brudt fortroligheden i nævnet. I øvrigt kan intet medlem af Folketinget - uden Folketingets samtykke - tiltales eller underkastes fængsel af nogen art med mindre personen er grebet på fersk gerning. Dette følger af grundlovens § 57. Det betyder, at hvis et nævnsmedlem var mistænkt for at have brudt tavshedspligten i nævnet, ville medlemmets immunitet først skulle ophæves af Folketinget. I praksis har nævnsformanden i nogle tilfælde "mindet" medlemmerne om deres tavshedspligt."