Dansk politik er blevet en rodebutik, hvor der løbes om kap fra løfterne
Det er blevet håbløst som vælger at orientere sig i dansk politik. Ingen står, hvor de plejede, og der er kapløb om at skifte mening, trække i land og løbe fra løfter, skriver Dansk Folkepartis tidligere pressechef Søren Søndergaard.
Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk FolkepartiDet blev der hurtigt hed debat om i andedammen og det blev udlagt til, at Mette Frederiksen ville have alle til at arbejde mere.
Reelt et ret borgerligt synspunkt.
Men den nu afdøde konservative partiformand Søren Pape Poulsen var hurtigt ude med et forarget spørgsmål, om vi nu skulle til at arbejde for staten?
Dertil kunne nogle jo i parentes bemærket indvende, at dét gør vi allerede, taget det samlede skattetryk i betragtning. Men lad det være.
Statsministeren fulgte op på sit opråb om Ukraine, der udkæmper sin desperate forsvarskrig mod Rusland, ved lige at nævne, at man måske ikke altid skulle forlade samlebåndet klokken 16. Stor ståhej.
Et forståeligt politisk skridt, ikke mindst på en 1. maj. Debatten var blevet en møllesten om halsen på Socialdemokratiet og statsministeren, nødvendig eller ej.
Det er jo velkendt for alle, at Venstre mildt sagt mener noget helt, helt andet i dag. Både om minksag, Mette Frederiksen og meget andet, end partiet mente frem til valgaftenen 2022.
Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti
Vel ikke mindst i en tid, hvor vi mangler hænder og hoveder – indenfor alt fra industri, velfærd og pleje og forsvaret.
Brian Mikkelsen og Dansk Erhverv fik, som statsministeren efter dem, massiv kritik.
Mikkelsens held er, at han ikke skal vælges eller genvælges til noget af vælgere, der har mere fokus på, om hverdagen hænger sammen for dem nu, end på, hvordan verden ser ud om ti år.
Eller fem måneder for den sags skyld.
Det er jo velkendt for alle, at Venstre mildt sagt mener noget helt, helt andet i dag. Både om minksag, Mette Frederiksen og meget andet, end partiet mente frem til valgaftenen 2022.
Dét betaler partiet en blodig pris for, aktuelt med katastrofale 6,5 procent vælgertilslutning i de to seneste målinger.
Når man har fulgt Bosses indlæg i debatten de seneste mange år, er det sandsynligvis, hvad hun faktisk mener.
Men ups. Regeringspartiet Moderaterne kan ikke så godt mene det stik modsatte af især statsministerens parti.
Samtidig aner de fleste, der følger med, at udlændingedagsordenen er på vej tilbage, ikke mindst i europæisk politik, og så kan for slappe meldinger i udlændingepolitikken pludselig blive en politisk bét.
Så Stine Bosse vendte lige rundt og mente få dage senere, at tallet for nye flygtninge nok skulle være nærmere nul.
Siden 7. oktober 2023 har Dragsted modigt og tro mod den måde, han har drevet politik på de seneste 15 år, forsøgt at balancere Enhedslisten med hård kritik af Israel men også undsigelse af Hamas’ uhørt blodige massakre på israelere 7. oktober sidste år.
Man skal dog ikke tage fejl; Enhedslisten er ikke et parti for venner af Israel, det har det aldrig været.
Men Pelle Dragsted påbegyndte med Johanne Schmidt-Nielsen for år tilbage en drejning af Enhedslisten, der generelt har været så effektiv, så han i weekenden kunne tale om deltagelse i regering uden at alle uden videre klaskede sig på lårene.
Vi, vælgerne, er ladt i stikken af ukendte, uprøvede positioner og taktik, der drukner politikken.
Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti
Men det medfører forvirring om positionerne, og det fik 28 partimedlemmer til at foreslå, at partiet skal støtte nedlæggelsen af staten Israel.
Det sker så også samtidig med, at Socialdemokratiets unge udlændingeordfører, Frederik Vad, med en Dansk Folkeparti-retorik og -synspunkter, som hans eget parti for relativt få år siden ikke ville goutere, har skabt blæst om, hvad man i grunden kan forlange af udlændinge, der vil bo her.
Nu mener Venstre igen noget med kant – sammen med DF, S, DD, Konservative og selv LA og SF, så der er lidt trængsel.
Findes rød blok egentlig? Og hvis den gør, hvad mener den så?
Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti
Formand for SF, Pia Olsen Dyhr, har frygtløst ført partiet ind i det store forsvarsforlig, og lige så frygtløst turnerer hun med, at Danmark bør købe militært isenkram i USA, fordi ”det virker. Det kan vi se i Ukraine”.
Der er sket en del siden Gert Petersen skrev ”Om fredens nødvendighed” i 1981.
SF sikrer så lidt ro på den hastigt voksende vælgerbagsmæk og giver Enhedslisten lidt kamp til stregen ved samtidig at indtage et mere SF-classic synspunkt om, at der ikke må bruges en krone på israelsk militært isenkram.
Nogle kunne jo ellers syrligt indvende, at dét kan vi jo ellers også konstatere virker ret effektivt.
Men hvad er den noget flydende blå bloks position? Trods alle gode hensigter med blå 1. maj er end ikke LA, DF, DD og Konservative jo enige om, hvad det er at være borgerlig, og hvad der skal prioriteres i et eventuelt borgerligt projekt.
Findes rød blok egentlig? Og hvis den gør, hvad mener den så? Er Socialdemokratiet et arbejderparti uden arbejdere, som det fremgår af en Altinget-podcast? Og hvis, hvad er partiet så?
Hvad er Venstre? SVM-regeringens mest trofaste defensor eller et parti, der med ild i håret leder efter en nødudgang?
Vi ved det ikke.
Men vi vil så gerne vide det.
Vi, vælgerne, er ladt i stikken af ukendte, uprøvede positioner og taktik, der drukner politikken.