Hedegaard modtager ros efter høring

HØRING: De danske medlemmer af Europa-Parlamentet har kun få kritikpunkter til Connie Hedegaards præstation ved hendes høring som ny klimakommissær.
Ifølge tre af de danske EU-parlamentarikere gik dagens høring af Connie Hedegaard godt.
Ifølge tre af de danske EU-parlamentarikere gik dagens høring af Connie Hedegaard godt. Foto: flickr.com

Europa-Parlamentets danske repræsentanter for S, SF og V mener, at Connie Hedegaard klarede sig godt igennem fredagens høring. Med undtagelse af få konkrete områder siges der udelukkende rosende ord om kandidaten til stillingen som EU's første klimakommissær.

Jens Rohde, der er medlem af Parlamentet for Venstre, og en del af udvalget for energi, forskning og industri, roste allerede Connie Hedegaard under høringen, og havde også efterfølgende kun positive kommentarer:

"På en skala fra ét til ti får hun tretten. Hun var fremragende, og adskilte sig på substans fra de andre kandidater, som jeg har været til høringer med i denne uge," siger Jens Rohde (V).

En anden liga
Jens Rohde vurderede på det grundlag, at salens efterfølgende applaus ikke udelukkende var af høflighed, men ganske oprigtigt ment:

"Der var ikke én af parlamentarikerne - som ellers er kendt for at være kritiske - der kunne trække hende rundt i manegen. Hun var ekstremt stærk, og kunne ikke have gjort det bedre på ét eneste punkt," siger Jens Rohde, der bakkes op af Dan Jørgensen (S):

"Der er mange af de andre kommissærer, der ikke slap godt igennem deres høring, simpelthen fordi de ikke argumenterede særlig godt for deres sag og virkede uforberedte. Der var Connie Hedegaard i en helt anden liga," siger Dan Jørgensen.

Konservativ kritik
Under høringen spurgte Dan Jørgensen dog ind til, hvad Connie Hedegaard mente var gået galt under klimatopmødet i København:

"På det område synes jeg slet ikke, at hun leverede. Hun havde ingen selvkritik i forhold til, hvad man kunne have gjort bedre, og ingen konkret plan for, hvordan vi skal komme videre fra, hvor vi står nu. Hvordan kommer man videre i processen, hvis ikke man kan lære af de fejl, der er blevet begået i fortiden?" spørger Dan Jørgensen, der alligevel lover den tidligere danske klima- og energiminister socialdemokratisk opbakning fra Europa-Parlamentet:

"Det var faktisk de konservative - altså Connie Hedegaards egne partifæller - der gik hende mest på klingen i dag. Og sådan plejer det jo ikke at være," påpeger Dan Jørgensen, der mener, at årsagen til dette er, at Connie Hedegaard på klimaområdet er mere ambitiøs end så mange andre konservative.

Få konkrete mangler
Medlem af Parlamentet for SF Margrete Auken var ikke selv i Bruxelles til høringen, men fulgte med fra Danmark. Bortset fra nogle enkelte kritiske punkter, er hun enig i, at Connie Hedegaard klarede sin tre timer lange høring godt:

"Jeg synes, at hun klarede det glimrende. Jeg blev dog lidt pikeret over, at hun sagde, at vi i Danmark har løst alle landbrugets problemer, hvilket jeg slet ikke synes, at vi har," påpegede Margete Auken, som også rettede en kritik mod Connie Hedegaard for ikke at give et klart svar på spørgsmålet om, hvordan hun på globalt plan vil få EU til at tale med én stemme på klimaområdet.

"Men udover det har jeg kun ros til overs. Hun virkede veloplagt, og det lod til, at hun godt kunne lide at svare på spørgsmålene," slutter Margete Auken.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

Jens Rohde

Fhv. MF, formand, Danske fodbolddommere
student (Viborg Katedralskole 1989)

Connie Hedegaard

Formand, OECD’s Round Table for Sustainable Development, fhv. minister & MF (K), EU-kommissær
cand.mag. i historie og litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1991)

0:000:00