Alle partier fejler, når de forsøger at kommunikere som Liberal Alliance

Rundt om på kontorerne på Christiansborg og omegn sidder de og drømmer om at kunne gøre som Liberal Alliance. Altså kommunikativt.

Komme op med den ene originale idé efter den anden, som både tager overskrifter og røven på alle andre.

Dé påfund, der er så simple, som de er geniale: En flyver, der trækker et banner med slagord bag sig, en parodi på Putins propagandabilleder, den sidste nadver for Store Bededag, Alex-og-Alex-videoer, der er et satireprogram værdigt. Sådan noget, der får folk til at dele og sende til hinanden. "Hvad har de nu fundet på"-indhold.

Par det med en slagfærdighed og kant, der fjerner enhver påstand om, at det hele bare er sjov og ballade. Hver gang nogen forsøger at angribe LA, slår de bare ud i den tomme luft, og bliver selv ramt af velplacerede hooks og sendt til tælling.

Ja, man fristes til at sige, Liberal Alliance svæver som en sommerfugl og stikker som en bi.

Ligesom Muhammad Ali danser de rundt i ringen med paraderne provokerende sænket i en hypnotiserende rytme, kun de selv rigtigt forstår til fulde, men så snart, de ser deres snit, sætter de en kaskade af slag ind. 

Man skal tilbage til midten af 00'erne, da Radikale var radicool, for at finde et parti, der i samme grad skabte en gejst omkring sig.

Et som man kunne holde med uden nødvendigvis at interessere sig ret meget for politik, fordi de havde en fest, alle ville være med til. Og hvem drømmer ikke om at eje sådan et brand?

Liberal Alliance er et parti som man kan holde med uden nødvendigvis at interessere sig ret meget for politik

Morten Reimar

Og i lighed med Muhammad Ali, er der efterhånden også mange, der håber på, de taber. De bliver større og større, og har nu booket KB Hallen til et gigantisk vælgerarrangement.

Mange drømmer i deres stille sind om, at der ikke kommer så mange som forventet, så salen er halvtom og grænsen for popularitet er nået. Men i endnu højere grad drømmer de om, at det var dem, der kunne tage penge for at fortælle om deres produkt.

"Vi skal bare gøre ligesom de gør ovre hos dem fra LA," lyder det som et ekko fra alle chefer i miles omkreds fra Slotsholmen, som om det bare er noget, man på et chefmøde kan vedtage at implementere inden Q3. Men sådan er det naturligvis ikke.

Få er villige til at give ordentligt los. Når nogen i Liberal Alliance eksempelvis opdager, Statsministerens presserådgiver er kommet til at kopiere en sms-korrespondance om en følgetekst til et billede, sådan at der ved en fejl står "og så lægger jeg kronprinsen i story" i bunden af en SoMe-tekst, og med det samme bruger det til at gå med i en joke på Twitter, så kræver det handlerum og tillid til kommunikationsfolk.

I alt for mange organisationer vil en sådan gå-med-på-legen-reaktion dø, så snart den skal godkendes af fire-fem forskellige mellemledere. Enhver der har mødt en mellemleder, ved, at intet kan ødelægge en joke som en mellemleder.

Og så er det til sidst ikke ret sjovt længere, når for mange har skulle være inde over, og man først reagerer en uge senere.

For langt de fleste svigter modet inden, det kommer så vidt, og det er sikkert for det bedste, hvis man ser på et par af dem, der øjensynligt har ladet sig inspirere.