Når tabet af forfatteren, foredragsholderen, samfundsdebattøren med meget mere Ebbe Kløvedal Reich føles stort og pludseligt, skyldes det ikke mindst, at han på sin egen folkelige måde i 40 år har været så markant og betydningsfuld en stemme i dansk ånds- og kulturliv. Ikke kun fordi han var en fortæller af de helt, helt store, der med sin særegne form for fusion mellem historie og fiktion har tryllebundet med sin blændende formidling. Værkerne står tilbage, men det, som forsvinder med Ebbe Kløvedal Reichs død, er et menneske, der som et af de få i dansk åndsliv – og måske når alt kommer til alt den eneste – formåede at bygge bro mellem to førende spor i dansk kulturliv. To spor, som ellers ikke har villet have noget med hinanden at gøre. Derfor bør Ebbe Kløvedals livsværk og personlige eksempel huskes og inspirere til efterfølgelse.

Som Suzanne Brøgger har sagt, formåede han som en af de eneste i Danmark både gennem historieformidlingen, men også gennem sit vidnesbyrd og indsats som debattør at skabe dialog mellem to adskilte, helt modsatrettede strømninger i dansk kulturhistorie. Så at sige at få Hørup og Grundtvig til at tale sammen.

Og det er netop tilfældet, at han ved sit eksempel udstillede en dansk intellektuel debat, der siden Anden Verdenskrig og især siden slutningen af 1960’erne har været præget af to positioner, der overhovedet ikke kan tale sammen. (...)

Danmark er noget nær det eneste land, hvor moderniteten ikke har været forbundet med en konservativ åre, og den såkaldte kulturkamps frugtesløse mangel på dialog var og er et udtryk for, hvor ekstremt dårligt de to positioner formår at tale sammen.

(...) Han så ingen modsætning mellem religion og modernitet, og han fastholdt en – ofte religiøst funderet – kritik af den materialistiske livsstil, som også venstrefløjen og hans egen generation var blevet en stor del af. Han insisterede på, at der findes en folkelighed, der er knyttet til et sted, men samtidig er global, og forbinder mennesker i en sammenhæng ud over deres små selvrealiseringsprojekter. Så selv om Ebbe Kløvedal Reich på sin egen elskværdige måde var en ener i dansk politisk åndsliv, bør han forblive et forbillede for fremtidige dialog mellem tradition og modernitet. Det er der brug for.